The Last of Us
Kort for nytår kom noget nær det perfekte bevis på, at produktionsselskaberne er ved at løbe tør for idéer. Den tyske film- og tv-producent UFA kunne her annoncere, at man har tænkt sig at lave en prequel-serie til 90-års fødselsdagen i intet mindre end seks afsnit. For nej, det er åbenbart ikke nok lade Miss Sophie være alene med sin butler. Historien om de fraværende mænd skal pinedød fortælles, for hvem var Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom mon, og hvad var deres relation til Miss Sophie?
I det glubske, stærkt konkurrenceprægede streaminglandskab, hvor film og serier binges for et godt ord, er der snart sagt ingen grænser for, hvad der kan hives tilbage fra graven. Er der den mindste mystik omkring en gammel karakter eller plottråd, ja, så er det minsandten blevet tid til at lege Dr. Frankenstein og puste liv i en forhistorie, der aldrig burde have eksisteret. Alt skal forklares; alt skal kendes. Så nu må vi acceptere en lind strøm af gradvist mere absurde remakes og franchise-fortsættelser, der tvinger produktionsselskaberne til at grave dybere og dybere efter kildemateriale, seerne måske har hørt om engang. Helt ned til stakkels miss Sophie.
Det er her, computerspillene kommer ind i billedet. Mens jorden virker stadig mere udpint i den konventionelle film- og serieverden, gemmer der sig i gamingen et væld af frodige fortællinger, der mangler at blive oversat til det store lærred. Så meget har visse producenter da også allerede opsnappet, hvorfor vi gennem en årrække har fået serveret flere tvivlsomme filmtitler som Tomb Raider, Assasin’s Creed, Hitman, Warcraft og Resident Evil. Indtil videre har problemet nemlig været, at tæt på ingen af spilfilmatiseringerne har været særligt vellykkede.
Enten har man helt glemt at forholde sig til kildematerialet, hvorfor man har lavet noget, der blot hedder det samme som spillet, men som inkarnerede fans slet ikke har kunnet genkende. Eller også har man gjort det omvendte, og forsøgt at imitere spillet for meget – uden tanke på, at det som regel er sjovere at sidde med joysticket, end det er at se på. Slutresultatet har været nogle besynderlige bastardiseringer, oftest helt blottet for kærlighed.
Af samme grund blandede forventning sig hurtigt med frygt, da det først blev annonceret, at HBO ville lave en serie baseret på The Last of Us – et dystert, postapokalyptisk og historiedrevent spil, der ofte kaldes et af de bedste nogensinde. I The Last of Us havde man en oplagt fortælling at filmatisere, om en verdensomspændende svampeinfektion, der forvandler folk til frådende zombier. Så måske ville forbandelsen denne gang ville blive brudt? Omvendt virkede det dog også ret sandsynligt, at serien ville blive en pastiche på allerede sløje zombie-hits som The Walking Dead…
…Og det er så her, vi hellere må tage den forløsende nyhed: HBO’s The Last of Us er ikke bare den første reelt vellykkede live-action tv-serie baseret på et spil (når vi taler animation har bl.a. Arcane allerede vist vejen), den ligner også en seriøs kandidat til at blive årets bedste serie. Sammen har makkerparret Craig Mazin og Neil Druckmann (hvoraf førstnævnte har lavet HBO’s forrygende 2019-miniserie Chernobyl, mens sidstnævnte har skrevet det oprindelige The Last of Us-spil) fundet den helt rigtige balance mellem nyt og gammelt, mellem kopi og hommage. Efter eget udsagn har de da også været pinligt bevidste om, hvad spilmediet kan, som tv-serien ikke kan – og vice versa.
Snarere end slavisk at følge vores to hovedpersoner Joel og Ellie (overbevisende spillet af hhv. Pedro Pascal og Bella Ramsey) gennem dommedagslandskabet – som blev de drevet af et usynligt, skydegalt joystick – tillader serien sig at tage uventede afstikkere, der udbygger og genopfrisker universet. Vi møder bekymrede mykologer, der illustrerer hvorfor den parasitiske svampeinfektion er så katastrofal, vi møder idealistiske oprørsledere, der kæmper mod den fascistiske regeringsmagt; ligesom vi møder en konspirationsteoretisk doomsday-prepper, der vikles ind i en kærlighedsfortælling så fin og sart, at den udgør en film i egen ret.
Billederne oser af både budget og overskud. Alt er organisk, smukt, og klamt på den helt rigtige måde. Ikke mindst de Cordyceps-befængte zombier, som nemt kunne have været billige dramaspredere, men som her giver anledning til nogle mere interessante, menneskelige konflikter. I mindre kyndige hænder kunne The Last of Us snildt være blevet same procedure as last year. I stedet sætter den en ny standard for, hvordan spil kan (og bør) transformeres til såkaldt water-cooler tv. Forhåbentlig kan den også stoppe genoplivningen af for længst døde franchises som 90-års fødselsdagen. Gys. /David Dragsted