David Graeber. Privatfoto
Sad de europæiske oplysningstænkere på samtalesaloner i Paris, Edinburgh og Kønigsberg og diskuterede piratutopier på Madagaskar? Ifølge den britiske antropolog David Graeber, der døde i 2020, er der god grund til at tro det.
Da han og arkæologkollegaen David Wengrow sidste år udgav bogen Altings begyndelse – med argumentet, at vores forgængere været langt mere eksperimenterende, end vi har vidst, og at ulighed ikke behøver være en selvfølgelighed i udviklede samfund – blev de genstand for megen debat om historisk materialisme og kritiseret for selv at cherry-picke kilder, som det passede til deres verdensbillede. Men som Wengrow sagde, da vi interviewede ham sidste år, var bogen netop en provokation til dem, der sagde, at det slet ikke kunne betale sig at spørge, om historien mon kunne have være anderledes.
Med bogen Pirate Enlightenment, or the Real Libertalia er provokationen tilbage. Essayet, der allerede er udgivet på fransk og italiensk og nu genoptrykt på engelsk, baserer sig på Graebers Der var aldrig et Vesten fra 2007 og udfordrer idéen om, at pirater kun var barbariske “andre“, der plyndrede, dræbte og slavehandlede på havet. Det gjorde de også, men med kombinationen af et hidtil overset manuskript fra British Library, flere års feltarbejde og (kærligheds)møder på øen viser Graeber, at piraterne var meget mere end det. De var “globale aktører i ordets fulde betydning“, hvis idéer, de europæiske oplysningstænkere lod sig inspirere af – og til tider stjal fra.
Det var på Madagaskar, hans første tanker om anarkismen blev formet: Graeber var kendt for sin ukuelige tro på en radikalt bedre verden, efter han skrev bøgerne Debt og Bullshit Jobs og stormede Wall Street i USA med sloganet “Vi er de 99 pct.“ i vrede over velstanden blandt de rigeste 1 pct. Graeber påstod aldrig at være objektiv i sit virke, men for ham lå aktivismen ikke i protesten.
Det fandt han allerede ud af som ung, da han læste den afghanske forfatter Idries Shah, “der bemærkede, hvor mærkeligt det var, at så mange intelligente og anstændige mennesker i Europa og Amerika brugte så meget af deres tid på demonstrationerne, hvor de sang navnene på og viftede med billeder af mennesker, som de hadede? Var de ikke klar over, hvor utroligt tilfredsstillende det var for de politikere, de fordømte?“ – som det lyder i forordet til Pirate Enlightenment.
Det var her, skrev Graeber, at han blev overbevist om historiens magiske kraft: “Der er en skjult glæde ved moralisme, ja, ligesom der er en slags matematisk fryd at finde i at reducere al menneskelig handling til selvforherligende beregninger. Men det er i sidste ende en smagløs fornøjelse. Den virkelige historie om, hvad der skete i menneskets historie, er tusind gange mere underholdende.“
Magi, sex og død
Underholdende er netop, hvad essayet på godt 180 sider er: I en typisk graebersk overflod af historiske detaljer og dialoger, han selv var så fascineret af, er det en fortælling “om magi, løgne, søslag, stjålne prinsesser, slaveoprør, menneskejagt, falske kongeriger og falske ambassadører, spioner, juveltyve, giftmordere, djævledyrkelse og seksuel besættelse, som ligger til grund for den moderne frihed“.
Bogen rejser til Madagaskars nordlige kyst omkring 1700-tallet, blander virkelige og fiktive kilder – de kan med Graebers ord ikke skilles fra hinanden – og beskriver, hvordan piraterne nok gik op i at virke som voldsmænd udadtil, men indadtil eksperimenterede med radikale former for demokrati. Beslutninger kunne kun tages med samtykke, og de intellektuelle bevægelser var i allerhøjest grad drevet af kvinder, selvom de siden er skrevet ud af historien.
Man møder Ratsimilaho, krigersøn af en engelsk pirat og en madagasisk kvinde, som siges at have indført egalitære principper på øen, der før ham var præget af krigsførelse og spirende hierarkier. Hvor historiske kilder typisk siger, at Ratsimilaho var inspireret af de europæiske koloniherrer, foreslår Graeber det modsatte: At de derimod tog deres ideer fra ham. Har man læst Altings begyndelse giver Ratsimilaho ekko til historien om den franske koloniherre Lahontan, der på samme måde præsenterede den indfødte-amerikanske Kandiaronks idéer som sine egne.
Graebers bog er altså et forsøg på at afkolonisere oplysningstiden, hvis tanker første gang dukkede op langt væk fra de europæiske domstole, mens han beskriver, at europæerne ikke var så uskyldige, som de ellers gerne har præsenteret sig selv: Selv brugte de vold og magt, brændte landsbyer, og skræmte beboerne med våben – i en grad, hvor synet af europæisk skib var et “varsel om rædsel og ulykke“.
Mens Madagaskar var alt andet end isoleret fra de intellektuelle understrømme fra rejsende omkring det Det Indiske Ocean, konkluderer The New York Times, at hans hypoteser hviler på “den tyndeste luft“. Her går de 99 igen. Graeber anerkender selv, at “99 pct.“ af vores viden om piratsamfundene er gået tabt, hvorfor flere af fortællingerne måske er romantiserede og overdrevne. Men det var ikke Graebers mening, at vi skulle hænge os i, hvad der var rigtigt og forkert – ikke i et forsvar for historieløsheden, snarere som opfordring til at sørge for, at nutiden ikke bliver glemt:
“Grundlæggende at understrege, at vi indtil nu ikke engang har stillet spørgsmål som dem her. Vi har konstrueret et teoretisk sprog, der gør det nærmest umuligt at gøre.“ Netop det synes at være den væsentligste pointe i Pirate Enlightenment: At forestillingsviljen er den vigtigste forandringskraft. /Emma Louise Stenholm
Pirate Enlightenment, or the Real Libertalia udkom den 24. januar på forlaget Farrar, Straus and Giroux.