Emil Helms/Ritzau Scanpix
Som digter Dylan Thomas engang skrev i “Do not go gentle into that good night“ (1951), her gendigtet af forfatter Vagn Lundbye:
“Gå ikke værdigt ind i denne nat / Men vend dig vredt når dagen ebber ud / Slå igen når lyset dør og slutter brat.“
Eller, for nu at tage den noget mere rytmiske og klangfulde, engelske originaltekst (dansk er til tider et så utaknemmeligt sprog at arbejde med):
“Do not go gentle into that good night /Old age should burn and rave at close of day; / Rage, rage against the dying of the light.“
Døden skal ikke bare accepteres, den skal bekæmpes og rases imod. Mødt af mørket bliver man nødt til at se rødt, hvor uværdigt det så ellers kommer til at se ud. Den lektie må man om noget sige, at de godt 200 mennesker, der lørdag slog ring om Irma på Ordrupvej i Gentofte, har taget til sig. For nej, Irmapigen kan ikke bare aflives uden konsekvenser, hvad menneskemængden udrustet med sørgebind og termokandekaffe da også fik understreget – inklusive ved brug af Christiania-slagsangen “I kan ikke slå os ihjel“.
Onde tunger ville måske sige, at demonstrationen er et udtryk for privilegieblindhed på et niveau, som selv Glenn Bech ville kalde urealistisk. At der da må være andre og større problemer, som de kære gentofteborgere kunne demonstrere imod, end at Irma lukker (eller rettere, bliver forvandlet til nye “Coop“-butikker). Men nej, vi vil snarere tillade os at juble over vreden.
Her gik vi og troede, at danskerne er og bliver for konformt et folkefærd, hvorfor vi ikke kommer til at se store, klasseskelsnedbrydende folkeprotester à la de franske. Og så viser det sig minsandten, at selv det bedre borgerskab kan finde på at gå på barrikaderne, hvis bare anledningen er god nok. Kombiner det med søndagens protest mod afskaffelsen af store bededag ved Christiansborg Slotsplads, og så begynder vi efterhånden at have en lovende opskrift på forandring. Nu mangler vi blot, at Irmas varme hveder også bruges som kasteskyts.
Spionballonen
Målt på mængden af rendyrket indignation, må vi dog stadig sande, at Danmark er den stille elev i klassen. I USA skulle der eksempelvis ikke meget mere end en mystisk, kinesisk luftballon til, førend man henover weekenden gik helt i selvsving på en måde, der fik selv Irma-protesten i Gentofte til at blegne.
Republikanerne var rasende over, at præsident Joe Biden tillod det, der øjensynligt var en spionballon, at i at svæve rundt i amerikansk luftrum – og det på trods af, at flere kinesiske luftballoner også skulle have svævet rundt i USA, dengang Donald Trump var præsident. Samtidig var Biden rasende på kineserne, der stædigt fastholdt, at der var tale om et civilt luftfartøj, som ved et uheld var blæst ind over USA, og så tilfældigvis var drevet ind over både amerikanske flybaser og atomsiloer. Hvor uheldig har man da også lov at være.
Meget passende sluttede hele miseren med et realityshows-lignende optrin, hvor et F-22 Raptor-kampfly måtte skyde den bortfarne ballon ned ud for kysten ved delstaten South Carolina. Og nu leder det amerikanske militær så ellers efter vragresterne i havet, mens udenrigsminister Anthony Blinken har udskudt et planlagt statsvisit til Kina. Man må nu beundre amerikanerne for så hurtigt at kunne finde en forarget grimasse, som også skal skygge over, at de velsagtens laver noget lignende spionage.
Varm luft
Meget apropos både vrede og sprængte balloner, kunne man cirka samtidig med Irma-protesten og F-22 kampflyets heroiske mission læse (betalingsmur) et på mange måder opsigtsvækkende indlæg i den britiske avis The Telegraph. Her var Liz Truss, der sidste år blev Storbritanniens kortest siddende premierminister nogensinde, minsandten vendt tilbage fra de døde for at forklare, at hun intet fortryder.
Selvom Truss på rekordtid fik luften til at gå ud af hele den britiske økonomi med sine hasarderede skattelettelser og finansielle dereguleringer, mener hun således stadig, at hun havde ret. Efter først lige at have bemærket, at hun som udenrigsminister advarede sin russiske kollega mod at invadere Ukraine, gennemgår Truss i en svada næsten helt blottet for selvindsigt, hvordan hun følte et enormt ansvar for at genoprette Storbritannien til fordums styrke.
Flere gange understreger hun, hvordan hun havde på fornemmelsen, “at der var utroligt meget at gøre, men meget kort tid at gøre det i“, hvorfor hun ønskede at gennemføre sin politik hurtigst muligt. Og selvom det altså gik helt, helt galt, mener Truss stadig, at hendes indgreb ville have virket, hvis bare hun lige var blevet advaret om, at briternes pensionsopsparinger var i frit fald. For nej, “fundamentalt set“ blev Truss “ikke givet en realistisk chance for at indføre mine politikker af et meget magtfuldt økonomisk etablissement, kombineret med en mangel på politisk støtte“. Eller, som hun også skriver:
“Jeg undervurderede seriøst den økonomiske ortodoksis styrke, og den indflydelse, det havde på markedet.“ Mine tiltag virkede i teorien, det var markedet, der var afmarcheret! Der er noget helt smukt i den vrede, som nægter at lade sig opsluge af natten – og som dermed heller ikke vil indse, at det var Truss selv, der var det økonomiske mareridt. /David Dragsted