Comeback-krænkerne

Måske kender du det. Du sidder og doomscroller på Facebook, og pludselig popper der en uventet, men tilpas lokkende artikel frem i ens nøje kuraterede feed. En af den slags med en så click bait’et overskrift, at man først under sig over, hvem der dog læser sådan noget juks – inden man selv klikker på den. For selvfølgelig tager nysgerrigheden tager over, nu må man bare vide, hvad der blev af den der ene kendis, der pludselig forsvandt fra offentlighedens søgelys.

Den slags “hvor er de nu?“-artikler bebor et lidt nørklet sted i vores kulturelle bevidsthed. For selvom vi måske ikke vil indrømme det, elsker vi at følge med i de genkendte ansigters liv. Vi glædes på deres vegne, føler med dem, kritiserer dem eller tager dem i forsvar, når de siger noget dumt. Og vi bliver kede af det, når de bliver cancelled, og vi derfor tror, de er mistet for evigt.

Men frygt ej! For uanset hvilke dumme ting din yndlingscelebrity har sagt eller gjort, og uagtet hvor meget medierne har skrevet om, at vedkommende er blevet cancelled, slettet, aflyst, så er det faktisk slet ikke rigtigt! Tror du os ikke, så kommer her blot ét ud af en hel del eksempler:

To år efter at han blev fyret fra TV 2 som følge af anklager om tiltvunget samleje og grænseoverskridende adfærd – og efter utallige foredrag og opråb om at være samfundsmæssigt udstødt – kunne Jes Dorph-Petersen mandag fortælle, at han vender tilbage på skærmen.

Et højtråbende forsvindingsnummer

Den tidligere GO’ Aften Danmark-vært skal nu have sin gang ovre hos dk4 som ny vært for et fodboldprogram kaldet noget så rammende som ‘VI ELSKER FODBOLD’. Så hvis du var en af de 10.000 mennesker, der blev medlem af Facebook-gruppen ‘For alle os der støtter Jes Dorph’, og har holdt vejret de sidste to år, ja, så kan du godt ånde lettet op.

Dorph-Petersen selv understregede, at han “glæder [s]ig helt vildt til at lave fjernsyn igen – efter en lang og ganske ufrivillig pause“. En pause, som altså kom som følge af en omfattende advokatundersøgelse, der ledte til hans fyring i 2021. Men Dorph behøvede måske slet ikke have været så nervøs og angst over de manglende muligheder til personer, der er blevet “cancelled“ efter anklager om overgreb.

Han kunne fx bare have kigget over på den anden side af Atlanten og have betrygget sig ved, at det der “cancel culture“ faktisk ikke “canceller“ så meget, som folk siger. Her kunne han fx få øje på den amerikanske komiker Louis CK, der blev cancelled i 2017, efter at fem kvinder gik frem og anklagede ham for grænseoverskridende adfærd – han havde i flere tilfælde hevet sit lem frem og var begyndt at onanere foran dem – hvilket han selv bekræftede.

Nå, men siden han blev “cancelled“ i 2017, har CK altså været på en international turné, vundet en Grammy i 2021 og i forrige uge optrådte han så for 21.000 mennesker i et udsolgt Madison Square Garden. Så ja, det kan vist roligt siges, at frygten for aflysning var noget forfejlet.

Accio transfobi! 

At “cancel culture“ er gået hen og blevet et begreb, som ingen længere helt ved, hvad betyder eller dækker over, er der ikke så meget at sige til. Især når det i flæng bruges til både at beskrive fyringer af anklagede overgrebsmænd, men også bliver brugt til at beskrive, at de københavnske bibliotekarer kan tage imod et tilbud om at komme på et diversitetskursus med formålet om “at øge mangfoldighed og repræsentation“. Du hørte rigtigt. Turen er kommet til den frie viden. Cancel culture har ramt bibliotekerne.

Under overskriften ‘Ud med Harry Potter’ kunne man i Weekendavisen (betalingsmur) læse, at der – gisp! – “blandt borgerlige er der frygt for, at bibliotekerne udvikler sig til en kampplads for wokeisme, identitetspolitik og cancel culture“, og at man på de danske biblioteker vil få amerikanske tilstande, hvor bøger vil blive cancelled fra hylderne i en pærevælling af 1984-dystopi og Hitlers Nazityskland.

Udover at de såkaldt “amerikanske tilstande“ lige nu i realiteten indebærer, at det er Det Republikanske Parti og konservative aktivister, der sørger for, at bibliotekshylderne står tomme, så er der vist heller ikke rigtig noget sådan egentligt belæg for at J.K. Rowlings Harry Potter-septologi er blevet de facto cancelled. Eller at bibliotekarerne vil begynde at smide bøger ud. Ja, bortset vidnesbyrdet fra en bibliotekar, Weekendavisen har talt med, der anekdotisk kunne fortælle, at “[j]eg har kolleger, som siger, at de ikke længere vil anbefale Harry Potter til børn, fordi de mener, at J.K. Rowling er transfobisk“.

Slemt står det åbenbart til ifølge de anonymiserede bibliotekarer, der mest af alt afslører, at hverdagen ude på folkebibliotekerne måske ikke indeholder helt så meget action, som de kunne have håbet. I hvert fald udtaler en bibliotekar fra provinsen, at de føler sig taget som “gidsel“, fordi de har modtaget en enkelt pjece med en guide til at lave “regnbuehylder“ med fokus på LGBTQIA+-litteratur.

At samtalen om den bebrillede troldmand er kommet i fokus er dog mindre overraskende, end at det borgerlige Danmark kan hidse sig op over et forslag om at tilbyde mere divers litteratur i folkeoplysningens arnested. Hvor det tidligere primært har været kristenkonservative organisationer, der har sat fut i Potter-bøgerne, er bøgernes skaber J.K. Rowling nemlig i de seneste år gået fra at være et hyldet feministisk ikon, til i stedet at indtage rollen som kontroversiel transkvinde-hadende frontfigur, en såkaldt TERF (trans-eksluderende radikal feminist).

Selvom det måske ikke er så mærkeligt, at dele af Rowlings egen fanbase har vendt hende ryggen i takt med, at hun er begyndt at mime Du-Ved-Hvems intolerance over for forskellighed, så har det øjensynlig skubbet forfatteren selv over kanten. I mødet med truslen om boycot og cancel-kultur, har Rowling i hvert fald valgt at gøre det til sin nye hobby at fremstå så kontroversiel som muligt.

Men selvom nogle kan frygte, at det her så bliver enden på den frie viden og på ytringsfriheden, at Harry Potter-bøgerne nu bliver brændt, og at J.K. Rowling i sidste ende taber kampen til wokeisterne, kommer vi næppe til at se hende tage en transitnøgle ud i glemslen. For nej, for hvis vi endelig skal lære noget af Jes Dorph og de andre “ofre“ for cancel-kulturen, så er det, at uanset hvor mange gange man bliver erklæret “cancelled“, så elsker folk et comeback. /Astrid Plum