Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix
Foråret står tilsyneladende i strejkernes tegn. Det gælder også i Storbritannien, hvor ansatte i alt fra sundheds- til transport- og undervisningssektoren længe har råbt op om arbejdsforhold og ikke mindst lønvilkår. Meget ligesom den store forhandlingsknast ved OK23 herhjemme står til at blive lønstigninger, der matcher inflationsniveauet, er briterne kun alt for bevidste om, at deres penge er blevet mindre værd. Faktisk står det så skidt til, at man i britiske tabloidaviser kan læse, hvordan bl.a. sygeplejersker må søge mod suppekøkkener efter fyraften.
Konfronteret med energikrisen og de stigende fødevarepriser (hvortil Brexit heller ikke har hjulpet) har mange offentligt ansatte nu fået nok. Den ene strejke afløser den anden i et så hæsblæsende tempo, at medier som BBC og The Guardian har måttet lave en kalender, der viser varslede strejker – og dermed også fortæller, hvilke dele af deres hverdag, briterne kan forvente at få forstyrret. Ser man på oversigten for februar, er kalenderen tæt på fyldt.
Sidste uge bød således på nogle af de mest omfattende strejker i et årti, da op mod en halv million mennesker – herunder lærere og jernbaneansatte – afbrød arbejdet, og dermed fik lukket alt fra skoler til togtrafikken. Mandag var den gal igen, da titusindvis af sygeplejersker og ambulanceansatte gennemførte den største strejke i det britiske sundhedsvæsens – National Health Service (NHS) – historie. Tirsdag gentager sygeplejerskerne succesen, mens også fysioterapeuterne senere på ugen har varslet strejke. Og sådan står det foreløbigt til at fortsætte flere måneder frem – i hvert fald i England.
Mens regeringerne i såvel Wales som Skotland har åbnet for nye lønforhandlinger, står premierminister Rishi Sunak og hans kabinet umiddelbart fast på, at der ikke er flere penge at rykke rundt med. Med tanke på, at den britiske økonomi ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) står til at skrumpe med 0,6 pct. i år, er det da heller ikke fordi fremtidsudsigterne ser specielt lyse ud. De strejkende køber dog ikke ligefrem toryernes kriseretorik og undvigende forklaringer om uafhængige lønkommissioner. Særligt ikke, når mange af problemerne i bl.a. NHS kan spores tilbage til de konservatives sparepolitikker.
Snarere end at tage dialogen, har den britiske regering alligevel valgt en mere konfrontatorisk tilgang. Eksempelvis har man fremsat et lovforslag, der i praksis vil kunne tvinge nogle ansatte i sundhedsvæsenet og transportsektoren til at fortsætte arbejdet, mens strejkerne står på. Rishi Sunaks foreløbige strategi er således at lave så lidt forsoningsarbejde som muligt – alt imens han i stedet bruger tiden på regeringsrokader og andre brandslukninger. Håbet er, at Sunak bare skal vente så længe, at folkestemningen vender sig mod de strejkende. Indtil videre er der dog ikke meget, der tyder på, at briterne hellere vil tage Sunaks parti. Tværtimod står De Konservative til en syngende lussing ved næste års valg, hvilket de utilfredse sygeplejersker, lærere og togkonduktører kun er ét sigende symptom på.
Mindst lige så interessant er det i den forbindelse, at oppositionspartiet Labour – der traditionelt har stået på fagbevægelsens side – har virket påfaldende lidt blodtørstige, selvom partileder Keir Starmer pligtskyldigt har påpeget, at NHS-strejkerne er et “skammens mærke“ for regeringen. For om nogen kan Labour efterhånden mærke, at en jordskredssejr står skrevet i stjernerne. Tricket bliver nu at lave så få udfald som muligt, og i stedet lade toryerne grave sig længere ned i deres selvskabt hul. At dømme ud fra den britiske strejkekalender, går det indtil videre meget godt. /David Dragsted