Når jordskælvet rammer

I 1755 ramte et altødelæggende jordskæv Lissabon, der også skulle komme til at vende op og ned på den europæiske idédebat. Sammenholdt med, at op mod 50.000 mennesker døde i jordskælvet – hvilket gør det til et af de mest dødbringende i historien – virker sidstnævnte måske ikke så vigtigt. Det var dog netop tragediens omfang, der rystede flere toneangivende tænkere og tvang dem til at tage stilling til. Navnlig til et af de helt tunge, filosofiske spørgsmål: Om alting var et udtryk for Guds vilje.

Pamfletter og litterære kommentarer fløj på kryds og tværs af kontinentet, hvor meningen og årsagen til jordskælvet blev diskuteret. Mens nogle forsigtigt forsøgte at gå mere naturalistisk til værks, antog teologerne og de religiøse myndigheder på mere gammeltestamentelig manér, at der var tale om Guds straf. Også vores egen storleverandør til Den Danske Salmebog, Hans Adolph Brorson, hoppede med på den galej. I 1756 udgav han således det helt unødvendigt lange digt “Lissabons ynkelige Undergang ved Jordskiælv”, hvori rædslerne malerisk beskrives som noget, Lissabon selv var udenom:

”Da kommer Straffen nær, men vee den stolte Bye

For Ondskabs og i sær de Armes Raab i Skye.

Da maa Gud fare ned og give sig tilkiende,

Og kaste Trodsighed, som Babel, over Ende”

Selvom de gejstlige havde rigeligt med bibelsk kildemateriale – såsom fortællingerne om Noahs ark og Sodoma og Gomorra – til at illustrere Guds forkærlighed for kollektiv afstraffelse, var det dog ikke alle, der købte den kyniske forklaring. Hvis jordskælvet vitterligt var en straf for byens syndige vaner, så det da eksempelvis også lidt bizart ud, at nogle bordeller overlevede, mens kirker blev totalsmadrede. Udover at de generelt overgik forstanden, virkede ødelæggelserne noget mere tilfældige end skæbnebestemte. Det blev da også afsættet for den franske filosof Voltaires sønderlemmende kritik af den kirkelige udlægning.

Først i digtet “Poème sur le désastre de Lisbonne” og sidenhen i den satiriske roman Candide revser Voltaire forestillingen om, at jordskælvet i Lissabon skulle rumme nogen som helst form for lære. Som en slet skjult kritik af kollegaen Leibniz, der påstod, at vi lever i den bedst mulige af alle verdener, beskrev Voltaire i stedet, hvordan vi lever i en lorteverden, hvor der nogle gange sker uretfærdige lorteting. Og hvordan Gud i hvert fald er pænt ligeglad med os mennesker, eftersom der er så meget ondskab i verden. Som Voltaire skrev i sit digt, gav moraliserende jordskælvs-udlægninger à la Brorsons således ingen mening:

“’Gud er hævnet: prisen for synd er død’?

Hvilken forbrydelsen, hvilken synd, havde de unge hjerter begået

Der ligger, blødende og iturevne, på deres moders bryst?

Drak det faldne Lissabon dybere af lasten

End London, Paris eller solbeskinnede Madrid?

I disse byer danser mænd; i Lissabon gaber afgrunden”

Total tragedie

Jordskælvene i Tyrkiet og Syrien er tragedier totalt blottet for mening, hvilket også gør dem så forbandet svære at skrive om.

Vi kan vælge beskrive ødelæggelserne helt nøgternt, berette om epicentre, efterskælv og det stadigt stigende dødstal, der i skrivende stund nærmer sig 9.000 mennesker.

Vi kan fokusere på de mere nære, men også ekstremt hjerteskærende menneskelige fortællinger, som den om den nyfødte baby, der overlevede i ruinerne i det nordlige Syrien, mens hendes mor døde – begge stadig forbundne af navlestrengen.

Vi kan fortælle om nødhjælpsarbejdet; om EU, der kommer til undsætning, eller om danskerne, der på halvandet døgn har indsamlet knap 10 mio. kr. til Røde Kors.

Vi kan også gå mere politisk til værks og fortælle om de fortsatte sanktioner mod Syrien, der ifølge landets udenrigsminister, Faisal Mekdad, besværliggør nødhjælpsarbejdet. Eller om jordskælvets sammenfald med det nært forestående tyrkiske valg, der sætter et ekstra pres på Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan – og som i øvrigt også kan belyse, hvordan staten hidtil har svigtet med manglende jordskælvssikring og deslige.

Alle virker de som væsentlige historier, der hver især bidrager med et brudstykke af noget, man kan holde fast. Omvendt risikerer de også at reducere jordskælvet, at gøre det til noget, der snildt kan forklares og anskueliggøres. I særligt de sidstnævnte tilfælde er der også tale om en sart balancegang, hvor det på den ene side virker nødvendigt at påpege ting, der kan og bør gøres bedre – mens man omvendt risikerer at fremstå hellig og derigennem at kalde naturkatastrofen for noget så usmageligt som selvforskyldt.

Og det er så her, vi kommer til at lave en gennemført uelegant overgang til forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens (V) sygemelding.

For nej, sammenlignet med jordskælvene, virker det utvivlsomt som en noget mindre nyhed, at Ellemann nu har valgt at trække stikket. Alligevel er der nogle af de samme små mekanismer, som her synes at poppe op: En malplaceret moralisering af sygemeldingen som et taktisk fejltrin, som et resultat af Ellemanns egen politik, ja, som alt andet end hvad det i virkeligheden er: En sygemelding som følge af noget, der kan ramme os alle – også folketingspolitikere, der lever under et enormt dagligt pres og et på mange måder problematisk arbejdsmiljø.

Selvom vi så gerne ville tro det, er det langt fra alt, der er under vores egen kontrol. Sommetider rammer lynet; måske altødelæggende, måske overraskende mildt, men altid uventet. Banalt som det lyder, er det afgørende i den forbindelse ikke, hvordan vi bedst synger smædesange à la Brorson. Men snarere, hvordan vi stort som småt hjælper hinanden ud af mørket – og undlader at vente på mirakler. /David Dragsted