Foto: White Helmets/Reuters/Ritzau Scanpix
Billederne og beskrivelserne fra de berørte områder er uhyggelige og hjerteskærende. Tirsdag begyndte der at dukke små historier op på sociale medier og i pressen om børn, der på mirakuløs vis var blevet reddet ud af totalt sammenstyrtede bygninger. For en stund klyngede man sig til de historier og videoer og bildte sig ind, at de fleste børn kunne bjærges på den måde. At miraklerne var lige så endeløse som tragedien.
Men det var selvfølgelig en stakket frist. Dødstallene for det sydlige og centrale Tyrkiet og den nordlige og vestlige del af Syrien, hvor skælvene ramte hårdest, steg, og de blev ved med at stige til et punkt, hvor man måtte erkende, at ødelæggelserne og de menneskelige omkostninger var uden for ens fatteevne.
Haifaa Awad, der er forperson for Mellemfolkeligt Samvirke og tillige læge, delte et opslag på Instagram, som straks bragte jubeloptimisten tilbage til virkelighedens verden. “Not all scenes are hopeful,” stod der oven på et fotografi af to redningsarbejdere i fuldt udstyr fra den syriske organisation White Helmets. Den ene bærer en lille ubevægelig drengekrop i sine arme, han ser ud til siden, som om det – selv for en erfaren redder – er for overvældende både at holde barnet og betragte det. Det er bare ét dødsfald.
Og så er der de overlevende, de sårede, dem, der er tilbage. Dagbladet Informations mellemøstkorrespondent Waleed Safi (se link til hans reportage længere nede) opholder sig i den hårdt ramte tyrkiske by Antakya. Han beskriver, hvordan han finder Ahmed, en syrisk bekendt fra dengang, han selv boede i Antakya, siddende under et træ. Ahmed var flygtet fra Syrien og havde haft held til at skabe sig en ny tilværelse som ejer af et lokalt supermarked. Da Waleed Safi forsøger at trøste ham med, at han er syrer, og nok skal klare det, fordi han “er hærdet”, bliver Ahmed rasende.
“Det er idiotiske journalister som dig, der har normaliseret Syriens tragedie,” siger han ifølge korrespondenten. “I kyniske journalister har bidraget til, at verden nu går og tror, at vi efter så mange års krig er blevet udyr, der kan håndtere dommedage på samlebånd. Men nu skal jeg sige dig en ting: Vi syrere er mennesker. Vi drømmer også. Vi vil også have, at vores børn vokser og udretter noget. Vi vil også have et liv, et hjem. Ingen af os er immune over for lidelse. Jeg skider på typer som dig og alle jeres redaktører. Skriv det i din forbandede artikel, hvis du tør.”
Forkastningszonens “potentiale”
Ingen er immune over for lidelse. Og lidelsen kunne måske have været minimeret. Apokalypsefornemmelsen kunne måske have været mindre voldsom. Ezgi Karasözen er en geolog og ekspert i jordskælv, som er vokset op i Tyrkiets hovedstad Ankara. Nu bor hun i den amerikanske delstat Colorado, og hun fortæller i Washington Post (halvhård betalingsmur), at den email-notifikation, hun fik om jordskælvet, straks fik hende til at bryde sammen i gråd. Hun har studeret jordskælv i sit hjemland og vidste instinktivt, at et skælv som dette på 7,8 på richterskalaen ville være fuldstændig ødelæggende.
For et par år siden offentliggjorde hun og nogle kolleger et studie af et jordskælv målt til 6,8 på richterskalaen, som skyldtes et brud på netop den østanatolske forkastningszone, som også satte mandagen jordskælv i gang. 6,8 var slemt nok; da richterskalaen er logaritmisk, er 7,8 på richterskalaen 10 gange kraftigere og udløser 32 gange mere energi. “Vi kendte forkastningens potentiale,” siger hun Ezgi Karasözen til Washington Post. “Vi vidste, hvor dødbringende det kunne være.”
Hun har ikke kigget på data fra jordskælvet forleden, men har i stedet fokuseret alle sine kræfter på fundraising til redningsarbejdet. En geofysiker udtaler i artiklen, at der er et gammelt mundheld blandt folk i branchen: “Jordskælv slår ikke mennesker ihjel, bygninger slår mennesker ihjel.” Man vidste, at der var utrolig mange store bygningskomplekser, som ikke ville kunne klare rystelser i den størrelsesorden. Men håbede, at det måske altsammen gik alligevel. Ikke alt håb er konstruktivt. /Oliver Stilling