“Alt, hvad vi kan for at undgå at fremme islam i Danmark, det vil vi selvfølgelig støtte.” Ordene lyder næsten for velkendte; det behøver sådan set ikke yderligere forklaring, hvor de kommer fra – eller hvad?
Fredag blev SVM-regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige enige om at give inflationshjælp til en række grupper som ældre, enlig forsørgere og mindre købmænd i små byer. Nogle ville måske sige, at hjælpen kommer på bagkant, efter tre måneder, hvor inflationen er faldet, og finanserne i øvrigt har det langt bedre, end regeringen ofte giver udtryk for.
Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) “ligger [inflationen] stadig på et højt niveau, og derfor giver det god mening med en målrettet inflationshjælp. Det, vi giver i dag, er en håndsrækning. Det er ikke noget, der løser alle problemer. Det er der ingen grund til at give indtryk af. Men det er et værktøj til at få nogle mennesker lidt bedre gennem en svær tid.”
Partierne kan dog ikke helt blive enige om, præcist hvem der skal hjælpes. 300 mio. kr. går for eksempel til udsatte børnefamilier, hvorfor Enhedslisten valgte at trække sig fra aftalen, da pengene kommer fra det midlertidige børnetilskud, regeringen ellers havde sløjfet, og man dermed “kaster tusinder af børnefamilier ud i yderligere fattigdom”. Og bedst, som man troede, at højrefløjen var afgået ved døden, og luftkastellerne overtaget af Socialdemokratiet, vidste Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i hvert fald godt, hvem han ikke vil give hånd til.
I en sammenligning, der næsten er mere ringe end forbindelsen mellem forsvarsfinansiering og store bededag, lød det, at pengene ikke må “gavne ude i ghettoerne. Det skal være noget, der gavner danske børnefamilier” – et citat, højrefløjen har jublet over (betalingsmur). Står det til DF-formanden, er det ikke bare noget, han siger. Som et stædigt barn vil han “ikke være med i den næste aftale”, hvis ikke den går eksplicit til de “danske familier”. Men Messerschmidt er klogere end det; han ved udmærket, at den slags aldrig kommer til at blive ført ud i livet.
Flugten fra midten
At Mette Thiesen fra det kuldsejlede Nye Borgerlige har meldt sig ind i Dansk Folkeparti og med et snuptag (betalingsmur) har fået fem ordførerskaber, kan heller ikke være andet end et udtryk for, at højrefløjen har svært ved at finde sine ben. Alt imens mener Inger Støjberg (der nu vil vælges som formand for Danmarksdemokraterne, som hun teknisk set hele tiden har været formand for), at midterregeringen er vendt på en tallerken.
“Udlændingepolitikken skrider. Regeringen overvejer at hente IS-krigernes familier hjem, planerne om et modtagecenter i Rwanda ser ud til at ændre sig, et nyt udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge er ikke nævnt med et ord i regeringsgrundlaget, og man slækker på hjemsendelsespolitikken. Listen bliver længere og længere,” lød det i opslaget, der dog ikke kunne være mere forkert.
For Socialdemokratiet fortsætter som de plejer. Selv var regeringen med til at sende et brev til EU, der sammen med syv andre lande understregede nødvendigheden af at stramme udlændingepolitikken – forud for torsdagens ekstraordinære topmøde i Det Europæiske Råd, hvor man besluttede at finansiere en trumpsk mur, selvom det ikke blev sagt højt. Her havde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) en pointe, da han i et debatindlæg i Politiken fredag skrev, at det er “ren staffage” (betalingsmur, ironisk nok), når avisens chefredaktør Christian Jensen giver udtryk for, at kun “lande som Ungarn og Polen” kan være med på den danske kurs.
Godt nok giver ministerens underliggende præmis heller ikke mening, altså at S vil gøre et nyt asylsystem mere humant. Men Dybvad Bek har ikke desto mindre ret i, at de fleste lande bakker op om flere hjemsendelser og mere overvågning. Den laveste fællesnævner er med andre ord tilbage; de gamle tricks virker endnu. Nu handler det om at lade være med at hoppe på dem. /Emma Louise Stenholm