Foto: Ozan Kose/AFP/Ritzau Scanpix
Der er gået en uge, siden Tyrkiet og Syrien blev ramt af et voldsomt jordskælv, og tragedien er kun blevet større dag for dag. Et billede har brændt sig fast. Det er ikke videoen med den lille baby, der bliver fundet i live under murbrokkerne efter mere end 120 timer. Eller den levende dreng, der bliver fundet under sin døde far, fordi faren med sin krop har skærmet ham for de sammenstyrtede betonvægge. Det er fantastiske, utænkelige lykketræf. Men det er ikke dem.
Næ, hvis man har set det, så er det foto, som står klarest, billedet af den tyrkiske mand, der sidder sammenkrøbet i kulden iklædt en orange redningsjakke og holder sin døde teenagedatters hånd. Resten af hendes krop kan man ikke se. Den er gemt væk under et enormt stykke beton. Den madras, hun formentlig har ligget og sovet på, da jordskælvet ramte midt om natten, stikker ud fra bunken af murbrokker.
Mandens navn er… nej, det er underordnet. Datterens navn var Irmak, de boede i byen Kahramanmaraş nær jordskælvets epicenter i det sydlige Tyrkiet. Farens ansigt er tomt. Søger man efter billeder af dem hos de internationale billedbureauer, er der et foto, hvor han kigger direkte på fotografen. Han er vel ikke interesseret i at blive fotograferet, han har næppe bedt om det. Men han virker ikke vred. Heller ikke følelsesløs. Det er, som om der ikke findes et dækkende ord.
Fotografen har kun taget en håndfuld fotos af situationen, måske i virkeligheden blot tre eller fire. Men man kan se, at nogen på billedbureauet tusindvis af kilometer væk har foretaget en række beskæringer af fotoene, så der er en hel palet af muligheder at vælge imellem, når verdens medier skal finde den rette illustration til deres jordskælvshistorier.
På en af beskæringerne ser man kun deres hænder, som mødes. Faderens hånd er mørk og knoklet. Irmaks hånd er hvid og lille. Han holder om den, som om han vil varme den. Et overrevet lyserødt lagen hænger fra madrassen.
Jo længere væk man er fra tragedien, desto mere kynisk bliver ens forhold til billederne. Når de er for meget, lukker øjnene eller gemmer dem væk. Billedredaktøren tænker: De her billeder er gode, de siger meget. Og måske tænker han også, at de kan vinde en pris.
Rækker ind i valgkampen
I maj er der præsident- og parlamentsvalg i Tyrkiet. Politiske analyser i de internationale aviser forsøger at regne ud, hvad det betyder for præsident Recep Tayyip Erdoğan, at først og fremmest tabet af menneskeliv, men også ødelæggelserne har været så omfattende. Ifølge de tyrkiske myndigheder er 80.000 mennesker på hospitalet, og en million bor i midlertidige teltlejre, hvor der er minus ni grader om natten. (Læg dertil, at 870.000 mennesker har akut brug for mad i Tyrkiet og Syrien, og at der er 5,3 mio. hjemløse i Syrien.)
De tyrkiske myndigheder har udsted mere end 100 arrestordrer, lød det fra den tyrkiske vicepræsident Fuat Oktay på et pressemøde tidligt søndag. Man forsøger skyndsomt at placere et ansvar for de ti tusindvis af sammenstyrtede bygninger. Det er arkitekter, entreprenører og ingeniører, der står for skud. Men som Financial Times’ korrespondent er inde på (betalingsmur), bærer myndighederne et kæmpe medansvar, eftersom håndhævelsen af byggeregulativerne har været lemfældig, og i sidste ende er det præsidentens ansvar. Han lover nu, at der bliver ryddet og genopbygget i en utrolig fart. Nu og her hjælper hans løfter ikke de millioner af tyrkere, som er direkte ramt. /Oliver Stilling