Den virkelige virtualitet

Eksisterer Meredith McIver? Øh, hvem, tænker du måske. Hun er navnet på den spøgelsesskribent, der officielt skrev den opsigtsvækkende kopi-tale, som Donald Trumps kone, Melania Trump, fremførte på republikanernes konvent midt i juli, og hvor flere passager var ordret hentet fra Michelle Obamas tilsvarende tale i 2008.

I ugevis har det været diskuteret ivrigt på alverdens internet-fora om Meredith McIver overhovedet findes som en person af kød og blod. Eller er det blot navnet på en fiktiv skikkelse?

Forleden blev en Twitter-konto i Meredith McIvers navn lukket, og rygterne blussede atter op: Trumps årelange ghostwriter, som på papiret er medforfatter til bestseller-bøger som bl.a. ‘How to Get Rich’, ‘Think Like a Billionaire’, ’The Way to Success’ og ‘Never Give Up’, er ved at tage form som selve inkarnationen på en ny gådefuld og post-faktuel tilstand i tidens politik.

En række begivenheder i den forgangne uge – fra præsident Putins mystiske sabelraslen i Ukraine over Donald Trumps bizarre ordleg med virkeligheden til hjemlige Alternativets populære ‘tænken-ud-af-boksen’ – har fået mig til at genbesøge en række samfundsfilosofiske pointer, som jeg ellers tidligere har opfattet som enten lidt for syreflippede eller paranoidt konspirationsteoretiske. Fra Slavoj Žižek til Jean Baudrillard.

Flere journalisters forsøg på at finde frem til Meredith McIver tyder på, at hun (måske) findes. I så fald har hun optrådt som danser i Broadway-stykket ‘Can-Can’ tilbage i 1981. Symbolikken står dog urørt tilbage, uanset hvor McIver egentlig måtte befinde sig: Den spøgefulde og stadigt mere rablende talestrøm, der vælter ud af Trump, skrives (måske) af et rigtigt spøgelse!

Forvirringens kunst

Usikkerheden og tvetydigheden virker til at være en ny grundtilstand. Den mest effektive politiske propaganda handler således ikke længere om at få folk til at tro på løgne, men derimod om at få os til at betvivle fakta. At blive i vildrede over selv de mest velunderbyggede kendsgerninger, så ingen ved, hvor de skal rette kritik hen, eller blot hvad der er op og ned. Er kloden for eksempel ved at overophede? Meningerne er vist delte…

Hvis man aldrig rigtig kan vide sig sikker, og umiddelbart sandfærdige påstande ofte viser sig falske, og iscenesat nonsens omvendt viser sig at blive tillagt betydning, bliver man til sidst så rundtosset i hovedet, at anything goes. Så bliver det vigtigste ikke, om politiske påstande er sande eller falske, men snarere om de er sjove eller kedelige. Spektaklet bliver altafgørende. Troværdighed erstattes af forførelse.

Ingen har perfektioneret denne form for iscenesættelse af den totale forvirring bedre end præsident Putins håndgangne mand, Vladislav Surkov. Med en baggrund i Moskvas avantgarde-kunstscene har han i de forløbne 15 år hjulpet Vladimir Putin frem som en forvandlingskugle, der leger med virkelighedsopfattelserne.

Mest ekstremt har Vladislav Surkov stået bag organiseringen af en række bevægelser, der kun på overfladen var f.eks. grønne eller ligefrem Putin-kritiske, men som bag facaderne var styret fra Kreml. Og som han efterfølgende har afsløret som marionet-dukker – med det udspekulerede formål at bringe alle i tvivl om, hvorvidt andre borgerbevægelser i virkeligheden også var falske.

Surkov, der både har været poet og bodyguard, lægger ikke fingrene imellem i sin selvbeskrivelse: ”Jeg er forfatteren, eller én af forfatterne, til det nye russiske system. Min portfolio i Kreml rummer ideologi, medier, politiske partier, religion, modernisering, innovation, udenrigspolitik … og kunst.”

Den britiske dokumentarist Adam Curtis har tidligere lavet en lille skarp video, som udstiller Vladislav Surkov kyniske leg med virkeligheden – og ikke mindst hans forblændende begreb om ‘non-linear war’, som den tragisk udfoldes i Øst-Ukraine i netop disse døgn. Se videoen her:

Krigsleg i virkeligheden

I den forgangne uge påstod præsident Putin, at ukrainske tropper havde gennemført et ‘terrorangreb’ og dræbt to personer på Krimhalvøen, som Rusland i 2014  annekterede stik mod folkeretten. Internationale observatører kan ikke bekræfte hændelsen, og forløbet minder dermed om opspillet til krigen i Georgien i 2008, hvor Rusland endte med at annektere Syd-Ossetien og Abkhasien. Surkovs doktrin handler om, at ingen med sikkerhed må vide, hvad der egentlig sker på slagmarken.

Den røde tråd – som rækker tilbage fra Putins fortid i efterretningstjenesten KGB – er en veltrænet næse for såkaldt ‘sort propaganda’, altså bevidst formidling af falske, fordrejede og manipulerede oplysninger, som kan forvirre fjenden. I dag er er tågesløret blevet en ny normal, hvor uforudsigeligheden er det eneste forventelige.

Putin opfattes som kongen af bedrag, i hvert fald af Donald Trump, som flere gange har udtalt sig beundrende om Ruslands evne til at bringe nabolandene i tvivl om det gamle zardømmes intentioner. Ingen skal kunne regne næste skridt ud.

Inspirationen i den evige Trump-cirkus kommer dog ikke kun udefra. Cirkusdirektøren for Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus, P.T. Barnum, fandt tilbage i 1872 på et slogan, der i dag lyder, som var det formuleret af Donald Trump: ‘The Greatest Show on Earth’. Impressarioen P.T. Barnum, der fra midten af 1800-tallet formåede at veksle sit forretningstalent til først national kendis-faktor og dernæst en politikerkarriere, gjorde en dyd ud af aldrig at lyve – direkte. Til gengæld excellerede Barnum i det, han selv kaldte for ‘humbug’, et sammensat ord af ‘hum’, som betyder svindel eller grov spøg, og ‘bug’, som betyder spøgelse eller bussemand.

Den nøgne kejser

Spændingen i Barnums show handlede om, at publikum selv skulle gætte, hvad der var sandt og falsk. Historikeren Sean Trainor ser tricket genopført hos Trump: ”En stor del af Trumps tiltrækningskraft kommer af, at hans udtalelser ikke er helt troværdige, og dét gør ham ‘Barnum-esque’: Tv-seerne inviteres til at vurdere, om Trump i virkeligheden mener, hvad han siger.”

Mange anklager Donald Trump for at være uvidende, og ser hans mange gakkede og modsatrettede påstande som et udtryk for, at han ikke aner sine levende råd. Mere overbevisende er det dog at forstå Trumps fremfærd som en kynisk udnyttelse af vælgernes politikerlede og væmmelse ved de etablerede politikeres forsigtige, tandløse og ofte bureaukratiske sprogbrug.

Forleden skrev lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen et tankevækkende indlæg, hvor han løftede Trump op i den store filosofiske helikopter:

”Jeg kom til at tænke på Žižek og Sloterdijks diskussion af kynisme som vor tids ideologiske form. Kynikeren er en person som ved, at hans/hendes forestillinger er falske – som altså har et ironisk forhold til dem – men som i sin praksis netop insisterer på dem. Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggøre en nydelse. I forhold til denne oplyste falske bevidsthed fungerer den afklædende manøvre ikke. Og så var det så her, at jeg tænkte på Trump. Er han en ny form for kejser, som faktisk selv insisterer på, at han ikke har noget på,” skriver Carsten Bagge Laustsen – og henviser til en krævende, men klog kommentar af den slovenske filosof Žižek.

I dag folder han argumentet endnu mere ud i en kronik: ”Trump repræsenterer ikke en højere fornuft, han iklæder sig ikke noget. Han er bare Trump. Spørgsmålet er så, om det er Trump eller hans vælgere som er kyniske? Eller måske nærmere begge parter, som når man ser en film eller et show? Alle ved, at det er et skuespil, men alligevel deltager de”.

Pointen er, at Trump ikke blot er kejser-figuren uden klæder – som jo i H.C. Andersens eventyr ikke fatter, at han vandrer nøgen rundt – men derimod er en dreven forvandlingskunstner, som udmærket ved, at han ikke har skjulte planer. Den åbenlyse plan er ene og alene at erobre Det Hvide Hus med de mest effektive midler. Og netop derfor virker det hverken for modstandere eller kritiske medier at ‘afsløre’ Trumps fejlagtige påstande. Der er vittterligt ikke noget tøj at rive af. ‘The Donald’ nøjes med at skabe konstant gøgl og maksimal ballade til publikums begejstring, ja, det er den rene og uforfalskede humbug.

Dag for dag overgår Trump sig selv med udtalelser, som dels får folk til at glemme, hvad han sagde i sidste uge, og som dels bringer alle i tvivl om, hvad der er hoved og hale i den politisk debat. Om det er sandt eller falsk, who cares? Det er underholdende! Kynismen regerer.

Alt er en temapark

Fællestrækket ved Putin og Trump er ikke kun deres autoritære appel og nostalgiske fremtoning som ‘den stærke mand’, men i mindst lige så høj grad, at de begge gør både den virkelige, faktuelle verden til et virtuelt spil og – omvendt – falske forestillinger til en ny forvirrende virkelighed. Og her er vi fremme ved den franske filosof Jean Baudrillard, som døde i 2007.

Han argumenterede syret for, at Disneyland opstod for at skabe en illusion om, at det omkringliggende samfund er normalt. Indgangen til Disneyland skal markere en grænse mellem fantasi og virkelighed, men ifølge Baudrillard er den ubehagelige erkendelse, at en sådan grænse ikke længere findes. I den nye hyperrealitet er den grålige hverdag udenfor mindst lige så iscenesat, som de kulørte forlystelser indenfor er trivielle.

Overført på ugens tossede udmeldinger fra Trump – f.eks. at Obama har skabt ‘Daesh’ alias Islamisk Stat – er den virkelig hovedrystende erkendelse, at de andre politikere ikke er mere sandhedssøgende eller oprigtige. Vælgerne lider heller ikke under falsk bevidsthed.

De evige politiske valgkampe har fået karakter af koreograferede realityshows, hvor Trump blot er den mest skruppelløse performer. Måske er Hillary Clinton bare en dårligere skuespiller? En stor og stigende andel af vælgerne virker i hvert fald til at være komplet ligeglade med faktatjek og realisme. Resten tror ikke deres egne øjne.

I langt mindre skala – og åbenlyst med omvendt ideologisk fortegn – kan Alternativets popularitet herhjemme (og oplagt også Dansk Folkepartis gennemslagskraft) forklares som en længsel og et begær efter at høre vildere og mere lidenskabelige ideer fra politikerne. Når Alternativet på sit sommergruppemøde sender det gamle forslag om en arbejdsuge på 30 timer i rotation, og straks mødes med en ganske relevant og konventionel kritik om den fraværende finansieringsmodel og en beregnet merudgift på 130 milliarder kroner, er svaret blot: ”Økonomi er ikke nogen eksakt videnskab. Det er ikke et mål, men et middel. Det betyder, at vi tager det med et gran salt.”

Interessant nok ligger vælgerappellen netop i afvisningen af den klassiske pragmatisme og nidkære fornuft. Når nye politikere siger noget urealistisk, reagerer vælgerne nemlig ikke med afvisning, men derimod med forløsende glæde: Endelig! Endelig nogle spradebasser, der ikke er bundet af den gamle, dødssyge status quo. Nå, kan det slet ikke lade sig gøre? Kun endnu bedre.

I det post-faktuelle samfund er vælgerne for længst blevet pinligt bevidste om, at de såkaldt ansvarlige politikere også manipulerer med statistikker – og selv grundlaget for at gå i krig. Taskenspillere som Trump og Putin har blot sat turbo på en udvikling, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed er blevet udvisket til et punkt, hvor jeg f.eks. stadig er oprigtigt i tvivl om Meredith McIvers eksistens.

Findes hun virkelig uden for Trump Organization? Læs hendes brev og vurdér selv.