Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix
Virksomheders vigtigste opgave er at skabe profit – og gerne så meget af det som muligt. Ganske vist kan det være, at nogle udvalgte få faktisk mener det, når de bryster sig af intetsigende kerneværdier som “åbenhed”, “respekt” og “bæredygtighed”, som det har kostet et komisk højt konsulenthonorar at nå frem til. Meget ligesom visse virksomheder sagtens kan have hjertet på rette sted og gå op i corporate social responsibility som mere og andet end ren staffage, der skal booste omdømmet og dermed også salgstallene. Helt nede på bundlinjen, hvor alt overflødigt glans er pillet væk, er der dog kun én ting, der gælder: At vinde kampen på markedet, koste hvad det (ikke) vil.
Af samme grund er det egentlig for meget at forvente, at virksomhederne ved egen viljes kraft skal finde ud af at gøre det “rigtige”. I hvert fald hvis det “rigtige” viser sig at være mere og andet end blindt at tjene penge. Der skal styring til, hvilket kun er helt naturligt. For som bl.a. den sydkoreanske økonom Ha-Joon Chang pointerer, findes der faktisk ikke noget “frit” marked. Det er altid struktureret, såvel politisk som juridisk og moralsk, ligesom struktureringen kan være tilfældig, ombejlet, og ikke mindst omskiftelig. Og lad os så komme til sagen.
Penge i promiller
I tilfældet A.P. Møller-Mærsk hersker der ikke meget tvivl om, at shippinggiganten er god til at tjene penge. I 2021 præsterede Mærsk et rekordhøjt overskud på 123 mia. kr., og i 2022 stak det endu mere af, da virksomheden tjente hele 211 mia. kr. Tallene taler deres eget tydelige sprog: Mærsk er en supertanker for dansk økonomi (der i øvrigt har det strålende), så det er bare om at læne sig tilbage og lade skibet sejle sin egen lukrative sø. Lige indtil vi kommer til det, der står med meget småt: Mærsks skattebidrag.
Som erhvervsmediet Finans kunne fortælle mandag, er mængden af penge, Mærsk har betalt direkte til den danske statskasse, faktisk så lav, at de næsten ikke er til at få øje på. I 2021 – hvor shippingkoncernen slog profitrekorder – blev det blot til 2,7 promille i skat, ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen. Samtidig tyder meget på, at “den reelle del af rekordoverskuddet på 211 mia. kr. i 2022, der lander i den danske statskasse, vil ende på under 2 promille”. Som altid er det den såkaldte tonnageskat (ofte omtalt som en slags vægtafgift på skibe), der lader Mærsk slippe for den normale selskabsskat på 22 pct. Det kan man da kalde et slagtilbud.
Som virksomhed har Mærsk egentlig ikke gjort noget forkert. Man har blot udnyttet mulighederne og beholdt pengene i egne containere. Derfor er det da heller ikke overraskende, at Mærsk aktivt har forsøgt at modarbejde OECD’s globale minimumsskat ved at få shippingindustrien undtaget fra ordningen – selvom den ville gøre det lettere for Mærsk at betale mere i skat uden at frygte for det evige fugleskræmsel kendt som “konkurrenceforvridning”. Der, hvor kæden hopper af, er altså ikke ved Mærsks undervældende samfundssind. Det er ved den manglende politiske regulering.
Kostbar last
Målt ud fra den næsten ubeskriveligt store difference mellem profit og skattebidrag, har Danmark fået en guldkalv, der faktisk ikke vil producere mælk. Den producerer så måske meget andet, det være sig arbejdspladser eller ordrer hos andre danske virksomheder. Men intet af det smager på helt samme måde: Som noget friskt og umiddelbart, man tydeligt kan se, hvor kommer fra. Alligevel insisterer regeringen på, at vi faktisk ikke har brug for mælk, nu hvor kalven selv har sagt fra.
Adspurgt, om Mærsk reelt betaler de penge, rederiet burde, begynder skatteminister Jeppe Bruus (S) i hvert fald at væve: “Det er gigantisk mange penge, de har tjent i de her år. Det er godt for Mærsk, og det er også godt for Danmark, der trods alt får noget skat ind.” Men ak, når vi er nede på promiller, er “trods alt” nogle fattige ord.
Som så ofte før, ser debatten om Mærsks skattebidrag ud til at kuldsejle ved frygten for, at shippinggiganten tager sine gode skibe og går. Det er, som om man har glemt, at det faktisk ikke kun er Mærsk, der har lov at diktere markedsvilkårene. I en skriftlig kommentar til Finans lyder det nu fra Jeppe Bruus, at man venter på en ekspertgruppe, “der skal komme med forslag til, hvordan vi kan justere nogle af de erhvervsstøtteordninger, vi har i dag”. Men med Mærsks hidtige succes in mente har man vel lov at tvivle på, om ventetiden vil være milliarder værd for Danmark. /David Dragsted