John Thys/Reuters
Vil EU-Kommissionen give Ursula von der Leyen en telefon? Sådan lød spørgsmålet fra to medlemmer af Europa-Parlamentet, efter The New York Times kunne afsløre, at “personligt diplomati” kan have spillet en rolle i den aftale, hun under pandemien indgik med medicinalgiganten Pfizer om at købe 1,8 mia. vacciner til unionen.
Der er ingen tvivl om, at kommissionsformanden ejer en mobiltelefon; hun har op til flere. Men von der Leyen har konsekvent nægtet at udlevere sine beskeder, der med en god portion sandsynlighed indeholder private samtaler med Pfizer-direktøren Albert Bourl, mens aftalen var ved at blive lavet. Der er som sådan ikke noget mystisk i at have kontakt til den virksomhed, man køber vacciner fra, men hvis der virkelig ikke var noget at komme efter, ville man vel forvente, at hun kunne dele dem.
Det er holdningen hos The New York Times, der nu har lagt sag an mod von der Leyen – eller rettere EU-Kommissionen – ved EU-Domstolen, fordi de mener, det er hendes pligt at offentliggøre beskederne. Sagsanlægget blev indgivet i slutningen af januar, men blev mandag offentliggjort på domstolens hjemmeside, hvor det endnu er sparsomt med detaljer – mens hverken kommissionen, von der Leyen selv eller The New York Times vil kommentere udviklingen.
Noget andet, der føjer tvivl til von der Leyens udlægning af historien, er, at det ikke er første gang, hun er indblandet i den slags. Da hun som tysk forsvarsminister under Angela Merkel blev bedt om at udlevere sine beskeder, var hendes telefon helt renset for data.
Parlamentets ombudsmand Emily O’Reill har udtalt, at der var tale om “maladministration” i EU-Kommissionen, da en tysk journalist anmodede om at få vist beskederne, mens man ikke tog anmodningen videre i systemet, og hvorefter det lød i et svar fra EU’s kommissær for gennemsigtighed Věra Jourová, at beskederne “nok” var blevet slettet, givet deres “kortvarige, flygtige karakter”.
Her konkluderede O’Reill sjovt nok, at man burde finde en “teknologisk løsning“ for i fremtiden at kunne gemme beskeder, der er “sendt i en professionel kontekst”. Det mener von der Leyen også selv, for da hun blev udspurgt om sagen i efteråret, nævnte hun det europæiske grænse- og kystvagtagentur Frontex som et glimrende eksempel på nogle, der giver deres ansatte en arbejdstelefon.
Det virker forældet, at der på det, der burde være en af verdens mest moderne arbejdspladser, ikke skulle være udleveret en arbejdstelefon til medarbejderne – og da slet ikke kommissionsformanden. Der er næsten som da statsminister Mette Frederiksen (S) nægtede at kende til Messenger, selvom hun har lavet tusindvis af opslag på Facebook: “Nu nævner du nogle medier, som jeg ingen gang ved findes.”
Det er svært at tro på, at von der Leyen ikke skulle have fået stillet en arbejdstelefon til rådighed, eller at det er umuligt at genskabe beskederne. Mens sagen har sparket liv i den gamle europæiske snak om bureaukrati og korruption – ligesom Qatargate bliver ved med at ryste nye afsløringer af sig – er spørgsmålet ikke så meget, om hun rent faktisk har én. For på et tidspunkt, hvor EU samtidig har besluttet at investere i sine egne Starlink-satelitter som modsvar til Elon Musk, fristes man i hvert fald til at sige, at de teknologiske løsninger ligger mere lige for. /Emma Louise Stenholm