Elektrochok i morgen

Der er gået hul på hans spiserør. Christian kan mærke, hvordan spaghettien er faldet ud gennem hullet og nu sidder fast mellem spiserøret og huden. Han skubber tallerkenen fra sig – der skal ikke sidde mad sådan et underligt sted!

”Der er huller.” Han presser sine hænder hårdt mod strubehovedet og musklerne på halsen for at vise personalet, hvor hullerne er.

”Christian, der er ikke noget galt.”

Men Christian ved, at der er noget galt. Han kan jo mærke hullet, og han skal på skadestuen. Nu. Han smider sig på gulvet, men deres hænder griber rutineret fat i hans arme og fører ham ind på et lille værelse. Der tilkaldes flere folk, og Christians mund bliver tør. Han kan ikke kontrollere situationen.

”Hvis I slipper, så slapper jeg af. Så er jeg til at forhandle med.”

Grebet i hans arme løsnes lidt, og Christian stopper med at stritte imod. Han kigger op på lægen foran ham og når akkurat at se det lille nik, som er et tegn til personalet. Nu klemmer hænderne til, og de tvinger ham til at stå stille, mens en anden sprøjter 10 mg antipsykotisk væske ind i hans balle.

Episoden udspiller sig den 11. november 2013. Christian Wei er 23 år og har været indlagt i fem uger på Psykiatrisk Center Amager. Det er ikke første gang, at Christian oplever at være udsat for tvang i psykiatrien, og det bliver heller ikke sidste. Lægerne mener, at han lider af kataton skizofreni, men Christian er ikke enig i diagnosen. Han er overbevist om, at det er Gud, der vil i kontakt med ham. I årene efter episoden med ”hullerne” bliver han derfor af flere omgange tvangsindlagt og tvunget i medicinsk behandling.

Kontakt med gud

Christian Wei har ikke altid været i kontakt med Gud. For syv år siden levede han et mere almindeligt liv med fester og venner som så mange andre 19-årige. Han var lige blevet student fra Sankt Annæ Gymnasium med et skarpt snit på 9,7, og fremtiden så god ud. Han drømte om at læse på universitetet, men først ville han se Asien, hvor farens rødder var plantet. Han rejste ud for at opleve verden, uvidende om, at den verden, der kom til at fylde mest de næste år, fandtes i hans eget hoved.

En kærlighedssang til mor

Første gang Christian Wei bliver tvangsindlagt, er det hans mormor og morfar, der afleverer ham. Det er Christians egen mor, der ringer efter dem.

”Jeg kan slet ikke håndtere Christian, kan I ikke hente ham?”

Datoen er den 4. oktober 2013, og Christian besøger sin mor på et socialtpsykiatrisk bocenter i Roskilde. Han ser hende ikke så tit, for hun er skizofren og har været indlagt, så længe Christian kan huske. Christian ligger på den blå sofa, der er redt op til ham på morens værelse. Han lytter til hendes sovende åndedræt, og det er her, at Gud første gang taler til ham. Ikke med ord, men mere som en indre tanke, som Christian ved, ikke er hans egen. ”Pres nakken ned i kanten.”

Christian bøjer hovedet og lægger nakken skråt mod sofaens bagkant. Han presser hårdt ned mod det hvide træ. ”Pres hårdere.” Christian lægger mere vægt i. Det smerter ned i ryggen, men Christian er ikke bange, han kan mærke, han er i Guds hænder. ”Gå hen til spejlet.” Christians bare tæer stopper foran det firkantede spejl, der hænger over håndvasken i værelset.

”Tro, håb og kærlighed,” hans mund bevæger sig i spejlbilledet.

Han får pludselig en stærk følelse af at skulle bevise, at han er villig til at gå i døden for sin lillebror. ”Stil dig på stolen.” Christian kravler op på stolen. Åndedrættet fra moren er stadig tungt og roligt, mens han griber fat i ledningen til den lampe, som hænger over det runde bord i værelset. Han vikler det hvide gummi stramt rundt om halsen.

Lampen vejer tungt i den ene ende. ”For din bror.” Gud vil have han skal falde. Han rykker længere ud på stolen og giver slip. Stolen forsvinder under ham, og få sekunder efter lander Christians krop tungt på bordet i et højlydt brag, mens ledningen knækker i loftet. Han elsker sin bror.

Næste morgen er Christians krop urolig. Han ser på sin mor, der sidder fraværende i opholdstuen. Han føler, hun er gået i dvale, som om hun er faldet i søvn i sit liv. Han vil vække hende med en kærlighedssang og synger sangen ”Feel” af Robbie Williams for at nå ind til hendes sjæl. Hun skal synge med, men hver gang de når til omkvædets sidste linje, “Going to waste”, synger moren en dyb og deprimerende tone.

Christian vil have hende til at synge den rigtigt. Han vil vække hende. Kom så mor. Han synger det samme omkvæd om og om igen, mens han kigger op i loftet og synger af sine lungers fulde kraft.

To gråhårede personer træder ind af døren. Christian genkender deres ansigter og ser deres mine, som sagde de: ”Nå, nu er det også sket for Christian.”

”Kom med her.”

Det er morfaren, der går forrest ud til bilen, og Christian følger efter ham, men han kan ikke stoppe tonerne. Han synger og synger – hele vejen til den psykiatriske akutmodtagelse på Roskilde Sygehus.

Barndomstraumet

Christian voksede op med sin far og lillebror på Østerbro. Moren var ”syg” og boede ikke hjemme, men hendes sindslidelse var ikke noget, man talte om. Alligevel kunne faren finde på at sige: ”Pas på, du ikke ender som din mor” eller “nu opfører du dig som din mor”. Det kunne Christian ikke lide at få at vide, for så lå det usagt i luften, at moren var psykotisk, og det blev en frygt for Christian at ende som hende.

Særligt ét minde dukker op, når Christian tænker tilbage på sin barndom. Christian er 14 år, og faren har købt en myggestift mod kløe til ham på deres rejse i Kina. ”Pas godt på den,” har han sagt, og selvfølgelig passer Christian godt på den. Men da lillebroren skal låne den, er myggestiften væk. Christian gennemroder den blå rygsæk. Han har mistet den. Han ser på sin fars ansigt, der er hårdt som sten, mens han ignorerer sin 14-årige søns undskyldende stemme.

Christian mener selv, at det er derfor, han er, som han er i dag. I stedet for at være sig selv og være umiddelbar og ærlig, så bliver han nu nødt til at tænke over alle sine svar og handlinger. Han er bange for at fejle, og det kan Gud ikke lide. Han skal overgive sig til Gud, og når han har gjort det, vil Gud hjælpe ham ud af sit barndomstraume. Det har Gud fortalt ham, men han har ikke fortalt hvordan. Derfor kommer alting til handle om at overgive sig til Gud, men det er der ikke andre end Christian, der forstår. Heller ikke hans ven Anne Eggen.

Et besøg fra en ven

Det er oktober måned. Anne Eggen parkerer bilen foran Amager Psykiatrisk Center. Hun skal besøge Christian, som hun har kendt, siden han var syv. Faren mente, han savnede en voksen ven, nu hvor moren var fraværende. Anne Eggen hører nøglerne, der rasler i personalets nøglebundter, på lang afstand. Hun står foran den ene af de to dobbeltdøre, som adskiller Christian fra friheden.

”Hvem skal du besøge?” Manden lukker hende ind i slusen og låser dørene efter hende.

”Christian Wei.” Hun bliver ked af at sige det højt, for hun synes ikke, han hører til herinde.

Christian sidder på stolen i det sparsomt møblerede værelse: en hospitalsseng, et højt IKEA-skab og en bordplade, der er skruet fast i væggen. På bordet ligger en stak A4-papirer. Han har skrevet på dem med store bogstaver: ‘Jeg’, så har han skiftet til et nyt papir. ‘Jeg’, nyt papir, ‘jeg’. Han har joggingsæt på, og hans kraftige, sorte hår står i kontrast til de blege og indsunkne kinder. Han har tabt sig. Anne tager ham med ud i køkkenet. Han stikker med plastikgaflen til den brændte hakkebøf og ser fraværende ud i luften. Så får han pludselig øje på sin genspejling i ruden.

”Undskyld,” han kigger sig over skulderen.

”Hvem snakker du til? Du skal ikke sige undskyld til mig, og der er altså ikke andre end mig?”

”Gud,” han rokker frem og tilbage på stolen. ”Forgive me God.”

”Det er en dum Gud, du har.” Anne Eggen siger det højt, selv om det nok ikke ændrer noget i Christians verden.

Det er den 15. november 2013. Christian har været indlagt i halvanden måned, og i journalen kan man læse, hvordan hans psykose forværres. Gud stopper ham i at spise, fordi der er vigtigere ting, Christian skal koncentrere sig om. Overlægen noterer: ”Patient fremstår svært forpint, har stereotype bevægelser, og patienten er nærmest stivnet i forskellige positurer. Patient har haft afgang af urin, men virker uforstående over for, hvor det kommer fra. Der lægges an til ECT-behandling.”

Strøm

15. november 2013 sidder Christian på sin seng og iagttager sine fingre koncentreret. Han holder tomme- og pegefingeren med en centimeters afstand og fører gentagne gange hånden op til munden, som holdt han på en usynlig genstand. Det ser ud til, at han er plaget af noget inde i hovedet, for pludselig holder han sig for ørene med et forvredet ansigtsudtryk og lukkede øjne. Lægen, der sidder på sengen ved siden af Christian, forsøger at få ham til at gå med til ECT-behandling, men Christian vil ikke. Hjernen er så fintfølende, og han skal bruge den til at tænke ideer i fremtiden. Han har svært ved at formulere sig i ord, for han skal hele tiden koncentrere sig om at sige sætningerne rigtigt, så de kommer fra hjertet, som Gud siger, de skal.

”Det er ikke godt for mig,” er det eneste sammenhængende, han får sagt, men det er ikke nok.

Overlægen og klinikchefen er enige om, at Christian skal tvangsbehandles med elektrochok. De vurderer, at han er i høj risiko for at udvikle en livstruende tilstand, da hans psykotiske tilstand er forværret, og da Christian stadig ikke indtager væske og føde.

Klokken 10.30 den 15. november 2013 får han derfor sin første ECT-behandling ud af fire.

En måned efter, d. 9. januar 2014, har behandlingerne og medicinen ifølge lægerne virket så godt, at Christian udskrives. Gud er trådt i baggrunden, og Christian har taget styringen i sit liv og er mere nærværende. Lægerne vurderer, at han er ude af sin psykose, og de udskriver ham på den betingelse af, at han tvangsmedicineres for sine skizofrene lidelser. Christian er glad, nu skal han hjem.

Men der går ikke længe, før Amager Psykiatriske Center får besøg af ham igen

Fra Rom til den lukkede

Det er 12. februar 2014, og Christian er tilbage på kollegiet. Han er holdt op med at sluge sin medicin og nøjes med at tage pillerne i munden, så han ikke behøver at lyve for sin kontaktperson, men bagefter spytter han dem ud. Han føler medicinen lægger låg på verden. Pillerne gør ham mindre sensitiv, og det frustrerer ham, for så kan han ikke gå i terapi med sit barndomstraume. Efter få dage, hvor han ikke har slugt medicinen, bliver Gud nærværende igen. ”Overgiv dig.” Christian forsøger.

Han lader kroppen falde ned på kollegiets kantede trapper, for idet han mister fodfæstet til jorden, kan han mærke en ægte følelse i kroppen af at give slip. Han vil gerne overgive sig til Gud, men han ved stadig ikke hvordan. Christian ser pludselig sin hånd bevæge sig op i en skrå vinkel mod loftet, og han forstår, at han skal til lufthavnen. Gud fører ham. ”Gå hen til kanten.” Han stiller sig med fødderne på kanten af perronen på Kastrup Station. Måske skal han hoppe? Han gør det.

”Hey, kom væk fra skinnerne,” en mandestemme råber efter ham.

Christian kravler op. Hvad er det Gud vil? ”Overgiv dig.” Han hopper ned på skinnerne igen. Der er længe til, toget kommer, tror han nok, men før toget triller ind, når tre vagter fra lufthavnen at troppe op på Kastrup Station. Det er ham, de kommer efter.

Christian tvangsindlægges for anden gang den 12. februar 2014. Der er kun gået 34 dage siden, han blev udskrevet.

Et nødblus på Facebook

17. februar 2014.

”Milano, Milano,” råber Christian og løber ind på kontoret på Amager Psykiatrisk Center. Han peger energisk på personalet en efter en:

”Milano, Milano, Milano.”

Christian har rygsækken på, for Gud vil have ham til Norditalien. Han løber frem og tilbage på gangen og hopper rundt i ustyrlige spring for bevidst at overgive sig til Gud, men personalet opfatter det som psykotiske og katatone bevægelser.

”Kom lige med, Christian.”

Der bliver tilkaldt mere personale, og de låser hans taske inde i et højt, hvidt skab. Christian kan godt fornemme, at det ikke bliver i dag, han skal til Milano. Hans læber er tørre og pillerne sidder fast i dem. Gud vil ikke have, han sluger dem, selv om personalet presser på for at få ham til at synke. Han kaster sig på linoleumsgulvet og folder hænderne foran sig i en bedestilling, indtil personalet går igen. Det noteres i journalen, at de vil forsøge at få Christian til at gå med til ECT-behandling, da behandlingen viste gode resultater sidste gang.

Christian sender et nødblus til omverdenen på Facebook:

Det er Christians gymnasieveninde, der først ser opslaget.

”De vil give ham elektrochok i morgen,” siger hun i telefonen til Anne Eggen. Det må de ikke gøre! De to kvinder beslutter sig for at forhindre det og bruger det meste af natten på at ringe ind til afdelingen. De truer personalet med lovens paragraffer, da de ikke mener, at Christian er syg nok til, at de må bruge tvang imod ham. Inde på stuen på Amager Psykiatriske Center er Christian også i gang med at sabotere planerne.

”Jeg vil smadre alt på stuen, inklusiv mig selv, hvis I giver mig ECT, og hvis I bæltefikserer mig, så vil jeg slide mig selv i stykker i remmene.”

Christian går frem og tilbage på gangen og henvender sig flere gange til personalet. Han forsøger at male så skræmmende billeder i deres hoveder som muligt.

19. februar 2014 skriver Christian et nyt opslag på sin profil på Facebook:

I journalen er det ikke noteret, at Christians pårørende har forsøgt at få afværget situationen. I stedet er det noteret, at Christian er i klar bedring, efter han har modtaget flere former for medicin siden indlæggelsen, samt at han nu er villig til at samarbejde fremover.

Det lykkes Christian at undgå ECT-behandling, og han udskrives fra Amager Psykiatrisk Center den 7. april 2014.

Christian er i dag 26 år og bor på opholdsstedet Hjorten i København. Han er stadig uenig i lægernes diagnose, men han tager sin medicin for at gøre samfundet og sine nærmeste glade. Christian har været indlagt fire gange i alt, senest blev han udskrevet den 14. maj 2016. Han har stadig kontakt til Gud, og i fremtiden drømmer Christian om at holde foredrag om sine ideer samt at bygge et hus, hvor folk kan udleve deres psykose uden medicinsk behandling.