systemnedbrud
Man skal vel ikke være Jesus for at være samfundsborger?
Om 49 dage risikerer halvdelen af alle kontanthjælpsmodtagere at miste deres livsgrundlag. Én af dem er Robert Nielsen. Trampede han selv kontanthjælpssystemet i stykker med klovnefiguren Dovne Robert? Eller blev han brugt som hånddukke af andre?
Mange vil mene, at han har fortjent det. Hovmod står for fald, og i dagens Danmark er dovenhed mindst lige så syndigt. Robert Nielsen, manden inden i Dovne Robert, bliver en af de første danskere til at føle konsekvenserne af regeringens stramninger af kontanthjælpen.
I 2014 undveg han kontanthjælpsreformen, der ellers var støbt til at ramme netop ham som en forhammer. Manden, der hellere ville trække kontanthjælp end at tage et ‘lortejob’, gik fri.
Men denne gang har systemet ham på kornet. 1. oktober træder den nye 225-timersregel i kraft. Og Robert Nielsen har modtaget et brev om, at han bliver trukket i støtte, hvis han ikke har arbejdet 113 timer det seneste halve år.
Regeringen havde forudset, at 9.000 andre kontanthjælpsmodtagere ville blive ramt af reglen. Men 48.700 kontanthjælpsmodtagere har fået det samme brev som Robert Nielsen. Hvis to ægtefæller begge er på kontanthjælp, kan de miste den ene indkomst. Det gælder også for børnefamilier, der kan ende på gaden.
Robert Nielsen har ikke arbejdet de 113 timer i år. Han kommer til at miste 1.000 kroner om måneden, men han kan blive boende i sin andel.
”Jeg mister faktisk 2.000 kroner mere om måneden i tre måneder, fordi jeg har glemt at udfylde min joblog,” bemærker han.
Han arbejdede ellers i sit eget gulvsliberfirma indtil juli sidste sommer. Men der var ikke opgaver nok.
”Jeg tjente 60.000 mindre, end jeg ville have fået på kontanthjælp. Til sidst var jeg helt nede på pumperne og måtte tage sms-lån for at betale huslejen. Og så måtte jeg ned på kommunen igen.”
– Hvad har du gjort for at leve op til reglen?
”Jeg har ikke gjort en skid.”
– Hvorfor ikke?
”Fordi jeg ikke er interesseret i at arbejde i seks uger for at opfylde en eller anden fucking regel. Jeg er interesseret i et varigt arbejde med livsindhold.”
– Argumentet er jo, at det bliver nemmere at få et fuldtidsarbejde, hvis man får foden inden for på arbejdsmarkedet?
”Det er sådan noget, man siger om unge mennesker på 16 år, der er gået ud af skolen og ligger derhjemme på sofaen. Kontanthjælpsmodtagere er vant til at stå op om morgenen. Vi ryger jo hele tiden i tvungen praktik, og vi samler hundelorte op, hvis vi ikke selv kan finde et praktiksted. Og der skal du da også møde op, ellers bliver du trukket i din kontanthjælp. Så det er et fuldstændig latterligt argument.”
Samlet set har Robert Nielsen været på kontanthjælp cirka 12 år af sit liv. Og han har ikke ændret holdningen, der gjorde ham landskendt i 2012 i DR2-programmet På den 2. side:
”Jeg står hundrede procent ved, at jeg hellere vil være på kontanthjælp end at have et lortearbejde.”
– Hvad er et lortearbejde?
”Et arbejde, der foregår under dårlige forhold. Det kan være, at det er et fysisk hårdt og nedslidende, som at vaske trapper. Men det kan også handle om en dårlig atmosfære. Jeg har været vicevært i McDonald’s. De kører sådan en stress-management-politik, hvor alle gerne skal være lidt bagefter med deres arbejdsopgaver, så de arbejder hurtigere. Jeg har haft mange lortejobs, men jeg har sagt dem op, fordi jeg havde en knude i maven, når jeg mødte på arbejde. ’No fucking way’!”
På det her punkt føler han sig misforstået. Et godt arbejde kan sagtens være noget lavpraktisk. For nylig har han søgt to jobs som gadefejer og ”lokumsrenser”:
”Det skal bare foregå i et miljø, hvor ens arbejdsindsats bliver påskønnet. Uanset om man læser korrektur på Føljetons ugebrev på nettet – for det kunne jeg også, så dygtig er jeg til at tale dansk – eller man vasker toiletter på redaktionen. Så skal der være en anerkendelse, for det man laver.”
– Men er du ikke en samfundsnasser, når du kun vil tage de gode jobs?
”Hvis man bygger sit shit på de her forkerte præmisser, så kan man jo komme til sådan en konklusion. Men jeg vil gerne angribe de præmisser. I dag er vi jo rige nok til at sørge for os alle sammen. Det, som socialdemokraterne gik i fucking demonstration for for hundrede år siden. Tag over hovedet, tøj på kroppen, en uddannelse, ret til lægehjælp. Jeg fatter ikke, at vi er på vej væk fra den model, som har virket i årevis! Hvis der sidder nogle oppe i Thy-lejren og siger, ’Vi gider ikke at deltage i jeres kapitalistiske møjlortesamfund!’, så kan vi sige, ’Det er fint, her er jeres kontanthjælp. Og så lader vi jer i øvrigt være i fred.’ For det er meget billigere for samfundsøkonomien at gøre det på den måde frem for at jage de her mennesker i arbejde.”
Syge mennesker bliver sygere
Annette Nielsen ville tage et lortejob i morgen. Men hvis hun sidder bare to timer foran en computer, begynder alle hendes muskler at værke, hovedet bliver tungt, og det begynder at tåge for hendes øjne.
Hun er 47 år, har en stofskiftesygdom og flere former for slidgigt. Hun er en af en af de mange i kontanthjælpssystemet, der føler sig for syg til at arbejde.
En stikprøvekontrol fra Dansk Socialrådgiverforeningen har vist, at helbredet spiller en rolle for 90 procent af kontanthjælpsmodtagere, mens det spiller en afgørende rolle for 75 procent.
De tal kan give Annette Nielsen lyst til at råbe, som hun gør i en video fra sin hverdag: ”Vi er sgu ikke samfundsnassere. Vi vil gerne ud på arbejdsmarkedet. Så hjælp os i stedet for at trampe på os!”.
I videoen, som er produceret af CPH:DOX Everyday, fortæller hun om sin lange kamp for at blive anerkendt som syg i kontanthjælpssystemet. Hun viser et fyldt ringbind med journaler frem som bevis. Hun har måttet hyre en privat læge for tusindvis af kroner fra kontanthjælpsbudgettet for at kunne dokumentere sygdommen. Med nogen stædighed er hun kommet i jobafklaring frem for på almindelig kontanthjælp, så hun bliver ikke ramt af de nye stramninger.
”Men når man er syg, bør man først færdigudredes i sundhedsvæsenet, og bagefter kan man så komme i jobafklaring. På den måde kan man finde ud af, hvad den enkelte fejler og har af skånehensyn. Det kaos, der er nu, er spild af min tid og spild af statens penge. Og så gør det her system syge mennesker sygere.”
Hun har været med til at stifte foreningen Jobcentrets ofre for syge mennesker, der føler sig svigtet i kontanthjælpssystemet. Indtil videre har foreningen 120 medlemmer.
”Der bliver sagt rigtig tit, at vi er nasserøve og dovne. Så kan jeg blive rigtig vred. Hvordan er et voksent menneske som mig doven, når jeg har arbejdet og betalt min skat siden jeg var 20 år? Du kan ikke vælge, om du vil være syg. Og jeg tvivler på, at der er noget rask menneske, der vil bytte krop med mig og sige ’Det er en fest at være på kontanthjælp.’”
– Hvilken rolle tror du Dovne Robert har spillet i udviklingen for kontanthjælpen?
”De holdninger, som voksede frem under forløbet med Dovne Robert, har givet grobund for, at vi nu bliver stemplet. Men hvis Dovne Robert ikke var stået frem, så havde de nok fundet en anden. Og jeg er ret sikker på, at han faktisk er lidt ked af den titel.”
Robert, you had it coming
I 2013 skrev New York Times om ”Lazy Robert”. På det tidspunkt havde hele Danmark for længst hørt Robert Nielsens henkastede bemærkning om, at han ”egentlig er et dovent svin”, og Dovne Robert havde vokset sig til karikaturen på den forkælede kontanthjælpsmodtager.
Selv kalder han Dovne Robert for et simulacrum: ”Et medieskabt rum, som skifter en smule betydning, hver gang nogen kigger i det.” Han mener, at figuren er skabt af medierne og politikerne i en uhellig alliance.
”Jeg synes, jeg er blevet bevidst misbrugt, fordi det kunne bruges i en politisk agenda.”
– Hvordan er du blevet misbrugt?
”De må gerne kalde mig doven. Jeg er et dovent svin, det har jeg indrømmet. Jeg er et af de mindst pengebegærlige mennesker i det her samfund. Og folk kalder mig nasserøv. Det fucker med min hjerne.”
– Men er det så ikke meget præcist at kalde dig Dovne Robert?
”Jo, men jeg gider ikke at blive kaldt en nasserøv. Jeg vil gerne have råd til at spise mig mæt og ryge mig skæv. Men jeg er ikke pengebegærlig. Nu har jeg en ekstremt høj humoristisk sans og en vis grad af selvironi. Så da de startede med at kalde mig Dovne Robert, så tænkte jeg: ’Årh, det har du bare fortjent hele vejen, det der’.”
– Slog du dig selv i hovedet med det?
”Både og. Jeg havde det sådan, at det egentlig ikke var okay. Men på den anden side var det jo okay på grund af min egen fucking fatalistiske indgang til eksistensen. Det var jo selvforskyldt. Hey Robert, you had it coming.”
– Er der ikke et ansvar i at sige fra, hvis du føler, at nogen har misforstået dig?
”Både og. Når folk insisterer på at misforstå det, så kan jeg jo ikke gøre noget ved det. Jeg siger jo hele tiden, hver gang nogen spørger: Jeg er ikke repræsentativ for kontanthjælpsmodtagere! Jeg har ikke de samme problemstillinger som mange andre. Der er mange derude, der har reel brug for hjælp, og som man bruger min sag til at forfølge, straffe og skære ned på. Og det er jeg rigtig ked af. For det var ikke meningen med, at jeg stillede mig op.”
Frygter flere selvmord
Annette Nielsen er ikke i tvivl om, at symbolet Dovne Robert trukket debatten i en retning. Men Robert Nielsen skal også have lov til at være der:
”Hvis der er to-fem personer som Dovne Robert, som ikke gider at lave noget – hvad så? Skal det så ramme resten, der faktisk godt vil, men ikke kan?”
Problemet med regeringens nye stramninger er, at de netop er designet til at håndtere dovne borgere, der kan presses ud at arbejde, hvis bare det kan betale sig, mener Annette Nielsen. Men sådan ser virkelighedens kontanthjælpsmodtagere ikke ud:
”Det hjælper ikke. At tage penge fra folk gør dem kun usikre og utrygge. Det kommer de ikke en skid tættere på arbejdsmarkedet af. Det eneste, der hjælper, er en sagsbehandler, der spørger ind til, hvad der faktisk kan hjælpe den enkelte fremad.”
– Men er det ikke forståeligt, at regeringen opfordrer den enkelte til at finde deltidsstillinger eller andet, som netop de kan overkomme?
”Og hvor er de jobs, som de skal tage? Regeringen har jo selv indrømmet, at det måske kun er 700 mennesker, der kommer i arbejde. Hvad skal resten af de 48.700 så gøre? Det er forældre, som måske skal ned og rode i skraldespande for at finde aftensmad til familien. Tror du, det får dem tættere på arbejdsmarkedet? Jeg tror, det ødelægger dem.”
”Faktisk er jeg overbevist om, at der kommer flere selvmord fra nu af. For folk kan ikke mere og vil ikke finde sig i mere.”
Jeg lænede mig tilbage i surhed
Robert Nielsen har en fortid i Nihilistisk Folkeparti. Og han køber ikke, at samfundets regler er til individets bedste. I HF fik han efter eget udsagn klassens bedste eksamenskarakterer, og han har båret sin forstanders ord med sig lige siden. ”Der er ikke så meget at sige om Robert. Han er jo typen, der altid vil flyde ovenpå.”
”Det betyder, at jeg er god til at sætte mig ind i et sæt regler og udnytte dem til min egen fordel. Hvis der var VM i formalia, så ville jeg vinde.”
Han indrømmer, at han før i tiden har lavet sort arbejde. Nogle gange mens han har modtaget kontanthjælp.
– En ting er at skide på systemet ved at arbejde sort. Men skider du ikke også på dine lavtlønnede medborgere, der betaler skat for, at du kan få kontanthjælp?
”De par hundrede kroner, jeg tjener, lægger jeg i mit lokalområde. Det får omsætningen til at vokse, og det er godt for økonomien.”
– Men den model ville jo fungere på samme måde, hvis du betalte skat af din løn. Så hvorfor ikke gøre det og være solidarisk samtidig?
”Jeg har ikke siddet derhjemme og gnedet mig i hænderne. At jeg så har været amoralsk nok til at hæve noget kontanthjælp i de perioder, hvor jeg ikke havde penge nok til at klare mig, det må jeg erkende. Jeg er ikke Jesus. Men det er vel for helvede ikke et krav for at være samfundsborger, er det?”
Han skylder ikke systemet noget, mener han. Men han vil gerne gøre noget for andre mennesker i problemer. Han elskede at være i løntilskud som værkstedsmedarbejder på et plejehjem, hvor han kunne gøre ”10-20 mennesker glade hver dag ved at hænge et billede op, stramme et håndtag eller skifte en pære.”
Han har planer om at starte en foreningen for at bygge en vandledning til en skole i Zimbabwe. Projektet har været undervejs i 10 år, men han satser på, at tiden er moden. Han regner med, at projektet kommer til at koste en kvart million, og han vil gerne sælge sin lejlighed og betale 100.000 af egen lomme.
Det satte også tanker i gang, da hans veninde, som også var på kontanthjælp, stillede ham et spørgsmål:
”’Hey Robert, du siger, du ikke vil have et lortejob. Jeg kan ikke finde et lortejob!’ Og det er jo der, jeg bliver nødt til at gå hjem og slå mig selv oven i hovedet. Altså, jeg vil tørre røv i, hvad Føljeton, Ekstra Bladet og DR2 mener om min livsstil. Men det der er jeg jo nødt til at tage til mig.”
– Hvad er så svaret til hende?
”Det er, at jeg er et fucking arrogant røvhul, som tillader mig flere ting, end andre mennesker gør. Jeg gør det, fordi jeg er et voksent menneske, der har ret til det. Men det har jeg arbejdet med i mange år. Jeg var en vred ung mand. Jeg lænede mig tilbage i min egen fucking surhed over samfundet. Jeg var kvik, jeg fik de gode karakterer, og jeg kunne argumentere lærerne ned under brædderne. Og jeg erkender, at jeg har misbrugt det. Jeg ser mig selv som et etisk menneske, og jeg øver mig i at bruge det til andres fordel.”