Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fredsdividenden er endegyldigt blevet afløst af et krigsgebyr. Danmark står over for en militær oprustning, der er så omfattende, at ingen rigtig synes at have fattet proportionerne.
Umiddelbart skulle man ellers tro, at det nu vil få konsekvenser, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har måttet sygemelde sig fra sin post som forsvars- og vicestatsminister. SVM-regeringen har således netop meddelt, at forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig vil blive udskudt.
På de fleste andre politikområder ville en sådan udskydelse ikke kunne undgå at få betydning, ikke mindst for prioriteringen mellem de mange og dyre satsninger, som andre ministre gerne vil have sat i gang. Bl.a. på sundhed- og psykiatriområdet. Der er nok af udgiftskrævende målsætninger i det nye regeringsgrundlag.
Men timingen er dobbelt-dårlig. For den vikarierende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har samtidig et ubekvemt problem: Pengene er fosset gennem forsvaret i de senere år, uden en dokumenterbar effekt.
“Som fungerende forsvarsminister har jeg brug for at få både et klart overblik omkring forsvarets samlede økonomi og være i stand til at svare på den kritik, som rigsrevisorerne og statsrevisorerne har rejst af forsvarets økonomistyring,” siger Troels Lund Poulsen.
Han henviser til det pinagtige faktum, at Rigsrevisionen for få uger siden konkluderede, at Forsvarsministeriet ikke har haft styr på økonomistyringen i de senere år:
“Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at Forsvarsministeriet ikke har tilrettelagt en økonomistyring, der gør ministeriet i stand til at redegøre for, om forligsmidlerne er anvendt til at løse de opgaver og nå de mål og effektiviseringer, som er forudsat i forsvarsforliget 2018-2023,” hedder det Rigsrevisionens sønderlemmende kritik.
På samtlige andre politikområder ville en sådan kritik straks medføre, at et bredt udsnit af politikere – ikke mindst fra den borgerlige side i Folketinget – ville sige, at forsvarets problemer ikke kan løses med flere penge, men alene med bedre ledelse. For det er bestemt ikke småpenge, som sejler rundt i forsvaret.
Folketingets kasserer kan ikke finde hoved og hale i, hvordan godt 13 mia. kr. til alskens nye initiativer, som blev bevilget i det seneste forsvarsforlig fra 2018, er blevet brugt. Og om de overhovedet er blevet brugt til de bevilgede formål.
Normalt ville der ganske enkelt ikke være noget alternativ til at trække i nødbremsen og øjeblikkeligt genoverveje om det virkeligt er fornuftigt at pumpe op mod 18 mia. kr. ekstra ind i forsvaret – hvert år – når nu forhandlingerne alligevel er udskudt af personlige årsager og grundlaget for øgede budgetter også er bombet i stykker.
Men ingen af delene ser ud til at få nogen nævneværdig effekt.
Pausen og kritikken vil nemlig næppe blive brugt til at diskutere selve præmissen om at sætte gang i et nyt rustningskapløb. For det altdominerende flertal i Folketinget er i dag så unisont enige om at hæve forsvarsbevillingerne, at det eneste og afgørende stridspunkt formentlig bliver, hvor meget mere end 18 mia. kr., der årligt skal bruges på ekstra krudt og kugler. Kampen står kun om, hvem der vil løfte forsvarsbudgettet allermest.
Ingen spørger længere, hvad det skal nytte. Løsningen kommer så at sige først, nemlig at bruge to procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret, og så må problemet blive formuleret bagefter. Og det tegner til at blive let nok, da Forsvaret allerede har sendt en omfattende ønskeliste.
I et lækket notat, som TV 2 har fået fingre i, har forsvarstoppen udspecificeret ønsket isenkram for 87 mia. kr. til nye såkaldte “primære kapaciteter”.
Men det er langt fra det hele, da notatet opererer med, at forsvaret hen over de kommende år vil få tilført i alt 130 mia. kr. – og dermed langt mere end hvad Danmark eksempelvis bruger på videregående uddannelser i samme periode.
Besynderligt nok er der ingen, som for alvor stiller spørgsmål ved, om de overvældende mange penge nu også bruges bedst på forsvaret, frem for eksempelvis grøn omstilling. Eller om det nødvendigvis giver mest smæk for skillingen at købe for 20 mia. kr. flere F35-fly, som der anmodes om på den hemmelige ønskeseddel.
Ethvert spagfærdigt forsøg på kritik bliver affejet som udtryk for enten naiv pacifisme eller landsforræderisk putinisme. Og sådan kan en fri og kritisk debat jo hurtigt kvæles. Men det er altså ikke indlysende, at Danmark per automatik bliver mere sikkert, fordi der indkøbes artillerikanoner i Israel, frem for at investere et tilsvarende beløb i en hurtig afvikling af afhængigheden af naturgas. Eller at Danmark nødvendigvis bliver et sikrere sted at leve, fordi der indledes et våbenkapløb i Arktis.
Teknologisk har Nato-landene allerede en så potent overlegenhed i forhold til Ruslands rustne og demotiverede styrker, at man trods alt godt ville kunne forestille sig, at andet og mere end et højere forsvarsbudget kan medvirke effektivt til at omstyrte såvel Putin som andre autokratiske regimer.
Hvis man kun har en stor hammer, bliver alting forvandlet til søm.
Det er bestemt sandsynligt, at forsvaret har brug for nyt materiel. Men indtil Rigsrevisionen har fået svar på, hvorfor milliarderne hidtil ikke er blevet brugt forsvarligt, ville det klogeste nok være at få styr på tropperne, inden der bare pøses flere penge i et bundløst hul. Tænk nu, hvis pengene kunne bruges mere intelligent? /Lars Trier Mogensen