Rigtige problemer

Torsdag kunne man høre forfatter og debattør Mikael Jalving sige til Frihedsbrevet, at kvinder er løsere på tråden end mænd – hvad angår udlændingepolitikken, fordi deres seksuelle lyst efter mænd fra ikke-vestlige lande betyder, at de ikke går så højt op i strammere grænser. Det er Jalvings egne ord: “Den østeuropæiske mand appellerer slet ikke til vestlige kvinder på samme måde, som en muskuløs, sort mand, gør det i kvinders fantasi. Sådan er det bare. Det er jo lidt tabu at snakke om.”

Vi behøver ikke udpensle, at der er flere præmisser, man kan udfordre. Det gør Frihedsbrevet også, når de spørger, om det kan passe, at han har sine konklusioner fra erotiske noveller i Femina (der ikke har været bragt siden 2013), hvortil han forklarer, at de også kommer fra erfaringer i hans “efterhånden halvlange liv” (han er 54 år). Står det til Jalving, er der altså en statistisk signifikant sammenhæng mellem liderlighed og holdningen til indvandrere: “Der er sådan set ikke noget at rafle om. Sådan er det.”

Det er omtrent samme pointe, Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen fremførte for nogle år siden, da han sagde, at venstreorienterede kvinder styres af en undertrykt seksuel drift, der gør dem villige til at “importere mellemøstlige mænd” (mens han selv lader til at kende ret godt til den tidligere pornoskuespiller Mia Khalifa). Hverken Jalving eller Ahrendtsen er kendt for at komme særligt fagligt funderede udmeldinger, og de må mene, hvad de vil. Om ikke andet kan man konstatere, at der er langt mere vidtrækkende “tabuer” at tage fat på end dem, de hiver frem til lejligheden.

Folk i den slags situationer

Et af den slags tabuer kan være menstruation, der stadig forbindes med skyld og skam. For at komme det til livs vedtog Spanien samme dag – som det første land i Europa – at give menstruerende personer ret til betalte sygedage, hvis man har slemme kramper eller humørsvingninger, fordi langt de fleste ofte undlader at fortælle det til chefen. Samtidig følger man trop på Skotlands beslutning om at give gratis bind og tamponer på offentlige toiletter på et tidspunkt, hvor verdenssundhedsorganisationen WHO har anerkendt præmenstruel dysfori (PMD) – tilbagevendende angst-, depressions- og selvmordstanker op til menstruation – som en reel sygdom.

Mens der er gode argumenter imod at gøre sygedagene betalte – som at det nærer fordommen om, at kvinder er hysteriske og giver flere årsager til at fravælge kønnet på arbejdsmarkedet – går de ret let hen og bliver dårlige, når det gælder gratis menstruationsprodukter. Det mest nærliggende eksempel er Nye Borgerliges nye formand Lars Boje Mathiesen, da Frie Grønne i 2021 foreslog at gøre menstruationsprodukter tilgængelige i det offentlige rum. Hans udtalelse om, at menstruation kan sidestilles med at “skide i bukserne”, fik han med rette meget lort for – men man behøver faktisk ikke gå så langt ud på højrefløjen for at se negligeringen af behovet. Man kan nøjes med at læse transskriberingen fra folketingssalen:

“Heldigvis giver vi også understøttelse, så der er et meget, meget solidt økonomisk sikkerhedsnet for folk, der er i de situationer, hvad enten man er på kontanthjælp, førtidspension, SU eller lignende. Det er uden at forklejne det, for jeg deler sådan set opfattelsen af, at der er – måske endda særlig historisk skabt af reklamebranchen – sket en tabuisering af menstruation. Men jeg kan hverken se behovet for eller det prioriteringsmæssigt ønskværdige i at give gratis menstruationsprodukter. Der er jo mange ting i livet, der er essentielle, men det giver det offentlige jo heller ikke gratis.”

Peter Hummelgaard, daværende ligestillingsminister (S)

“Jeg læser nemlig nøjagtig som ministerens forslag sådan, at der ikke er nogen afgrænsning. Altså, regeringen pålægges at fremsætte et forslag, der gør menstruationsprodukter gratis for kvinder – alle kvinder – og det rejser en lang række principielle overvejelser og diskussioner, som jeg ikke kan gå med ind i.”

Jens Rohde, daværende medlem af Kristendemokraterne

“Det er også helt naturligt, at mænd har brug for flere kalorier og dermed mere mad, end kvinder har. Det er også en ekstra omkostning. De har ikke selv valgt deres køn, men det betyder jo heller ikke, at man fra statens side skal betale for ekstra mad til mænd. Eller det mener Frie Grønne måske. For I skriver jo, at man ikke må møde økonomiske barrierer på grund af, hvordan man er født. Hvis det virkelig er jeres politik, skal det vel gælde alle i alle situationer, eller hvordan?”

Fatma Øktem, fhv. medlem af Venstre

Og så var der den mere overraskende fra Dansk Folkeparti  – og dermed er vi igen tilbage på det yderste højre:

“Aldrig nogensinde før i mit liv har jeg været så enig med hr. Sikandar Siddique: Det er dyrere at være kvinde end at være mand. Sådan er det bare. Vi køber oftere tøj, for vi kan jo ikke bare veksle mellem de samme fem habitter, vel? Og så køber vi oftere sko, for de her højhælede holder altså ikke ret længe, og besøgene hos frisørerne er dyrere for kvinder, for vi kan ikke bare lige klare det på 10 minutter med en maskinklipper. Makeup og hårtørrere koster kassen, og kvinder går oftere til psykolog eller terapeut.”

Mette Hjermind Dencker, fhv. medlem af Dansk Folkeparti

Det startede jo godt. Indtil man læsere videre:

“Helt ærligt, menstruationsartikler er da den mindste udgift af dem alle sammen, det rækker da som en skrædder et vist sted, og jeg havde også helt glemt at sige, at kvinder også lever længere, så det vil sige, at vores penge faktisk også skal række længere. I stedet vil vi i Dansk Folkeparti hellere bruge skatteborgernes penge og demokratiets fornemste talerstol på at beskæftige os med rigtige problemer.”

Forslaget nåede aldrig videre end til førstebehandlingen. Siden er flere virksomheder og skoler begyndt at indføre det selv – som på Langelands Efterskole, hvor man i december besluttede at stille gratis bind og tamponer på toiletterne. Eleverne selv siger, at det er “mega nice” – og selv Dansk Folkeparti synes tilsyneladende at være med på præmissen, at det er den mindste udgift og dermed lavesthængende frugt. Og hvad kan så gå galt? /Emma Louise Stenholm