Hogwarts Legacy
Depulso. Man forstår godt, at fans, der er vokset op med Harry Potter-universet, føler sig frastødt. Fra at have skabt et magisk univers, der spredte glade budskaber om venskab, inklusion og åbenhed, har forfatter J. K. Rowling i de senere år forvandlet sig til en hadefuld dødsgardist, der mere og mere åbenmundet bekæmper transkønnedes rettigheder. Af alle tænkelige emner, Rowling kunne bruge sin indflydelse på, har hun simpelthen valgt at blæse til angreb på en af de allermest marginaliserede minoritetsgrupper. Hvilket fører til et uoverskueligt spørgsmål: Hvordan afvæbner man en milliardær, der ikke vil lytte til fornuft?
Expelliarmus. For nogle passionerede Potterheads har det utaknemmelige svar været et godt gammeldags boykot. I stedet for at blive i fantasien om, at tid og tryllestave heler alle sår, vælger man at afskrive nye Harry Potter-produkter ud fra den devise, at J.K. Rowling ikke skal have sine royalties. Måske er der blot tale om et lille, afmægtigt forbrugsvalg, der næppe vil kunne mærkes af Rowling. Men i det mindste undgår man den indirekte støtte til forfatterens hadkampagne. Eller som Vox’ kulturskribent Aja Romano fik spidsformuleret argumentet sidste år:
“[H]vis nogen laver noget som helst nyt med Harry Potter – vil det tydeligt sende et budskab om, at Rowlings synspunkter ikke er afskyelige. At du kan dæmonisere transpersoner som mentalt syge, seksuelle rovdyr, og alligevel fortsætte med at have en stemme, en karriere, en umådelig social indflydelse.”
Spørger man de kritiske røster, er det med Harry Potter-universet ikke længere muligt at adskille kunstner og værk. Særligt ikke når Rowling selv har antydet, at hun ser franchisens fortsatte succes som en slags blåstempling af egne synspunkter. Og så er der altså ikke meget andet at gøre, lyder ræsonnementet, end at kaste en usynlighedskappe over hele molevitten. Også når der kommer et stort opslået computerspil, som lokker med at være præcis det, Harry Potter-fans har ventet på i en kvart menneskealder.
Arresto Momentum. Selv i en branche, der har set sin del af boykotværdige skandalesager, har udgivelsen af Hogwarts Legacy været et kapitel for sig. Spillet er for længst blevet gjort til langt mere end et role playing game (RPG) sat i Harry Potter-universet: Det er blevet til epicenteret for en decideret kulturkrig. Selvom Rowling ikke direkte har haft noget at gøre med dets udvikling, har en ny, højlydt boykotkampagne spredt sig på gamingfora og sociale medier. Streamere er blevet klandret for at spille det, mens også toneangivende medier som bl.a. Gamespot og Wired har sat foden ned med henvisning til J. K. Rowlings transfobi – i Wireds tilfælde med en anmeldelse, der helt ublu nedsabler spillet.
Samtidig er der blevet tolket løs på spillets plot, der måske ikke er skrevet af Rowling, men som indeholder nogle af de mere problematiske dele af hendes univers. For minder de pengeglade gobliner med lange næser og negle, man skal nedkæmpe i løbet af spillet, ikke vel rigeligt om nogle gamle, antisemitiske karikaturer?
For at komme meget af kritikken i forkøbet – og indirekte distancere sig fra Rowling – har udvikleren Avalanche nærmest overkompenseret med et persongalleri, der inkluderer alle tænkelige etniciteter og LGBTQIA+-personer. Herunder Harry Potter-universets første transkønnede karakter. Sidstnævnte har mange fans dog mest set som et letkøbt PR-stunt, ligesom det er blevet kritiseret, at hun hedder “Sirona”. For var det virkelig nødvendigt at begynde navnet på en transkvinde med “Sir”?
Accio. Alt imens de meget lidt vellykkede Fantastic Beasts-film har været nemme at boykotte – så fedt er det bare heller ikke at se en semi-ugidelig Eddie Redmayne kæle med computergenerede dyr i et trægt, endeløst plot – har sagen dog hurtigt vist sig at være en anden når det kommer til Hogwarts Legacy. Ganske vist har der tidligere været Harry Potter-spil, men ingen har været tilnærmelsesvist så ambitiøse som Hogwarts Legacy, der lokker med at levere den ultimative trolddomsoplevelse for alle dem, der drømte om at få et optagelsesbrev til Hogwarts med uglepost, dengang de fyldte 11. Og det kan mærkes på salgstallene. Boykotkampagner til trods har Hogwarts Legacy solgt som varmt brød. Spillet tegner til at blive årets helt store bestseller og har allerede nu overgået sidste års helt store fantasy-udgivelse Elden Ring.
Revelio. Men hvordan er det så, selve spillet? Langt hen ad vejen ret magisk. Selvom Hogwarts Legacy trækker på for gamere velkendte RPG-troper og open world-systemer – og i den forstand ikke genopfinder den dybe tallerken – oser det samtidig af den helt rigtige Harry Potter-charme. Man føler sig vitterligt som en elev på Hogwarts, når man udforsker trolddomsskolens mange kringelkroge, deltager i forsvar mod Mørkets Kræfter-undervisning og duellerer mod sine medstuderende. Og når først man får styr på sine mange besværgelser og eliksirer, og desuden får adgang til sin flyvende kost, begynder spillet for alvor at åbne sig.
Den overraskende store verden er fyldt med små, vigtige detaljer som levende malerier og fortryllede stykker værktøj, mens musikken fint matcher stemningen fra komponist John Williams’ ikoniske soundtrack til Harry Potter-filmene. Stemmeskuespillet er habilt uden at være prangende – bl.a. med medvirken fra skuespiller Simon Pegg – ligesom dialogen mestendels driver det semi-forudsigelige plot (og utallige sideplots) frem uden at være stor kunst. Kort fortalt er det som rollespil ikke super banebrydende, men som interaktiv, fan-servicerende Harry Potter-oplevelse er det temmelig uovertruffent. Også selvom det unægteligt fjerner lidt af indlevelsen, at man kan strø om sig med de utilgivelige forbandelser uden at blive sendt direkte til trolddomsfængslet Azkaban.
Stupefy. På godt og ondt vil Hogwarts Legacy stå tilbage som et af årets vigtigste stykker populærkultur med debatten om Rowling som en evigt tilstedeværende dementor, der suger på spilleglæden. For nogle fans er effekten så lammende, at oplevelsen helt må undsiges, mens andre bare gerne vil have lov at genopdage barndommens minder i fred.
Som spil i egen ret er Hogwarts Legacy et både finurligt og ret opslugende bekendtskab. Men som forbrugsprodukt er det også et glimrende eksempel på den kulturelle affortryllelse stadig flere føler, som fordrer en etisk stillingtagen til alle tænkelige slags underholdning – særligt hvis skaberen eksempelvis skulle hedde Kanye West, Knut Hamsun eller J.K. Rowling. /David Dragsted
Hogwarts Legacy kan spilles på PC, Playstation 5 og Xbox Series X/S. Det udkommer også senere på året til Playstation 4, Xbox One samt Nintendo Switch.