Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er så meget, mænd ikke forstår at sætte ord på. Særligt over for hinanden.
Hvis du selv er mand, har du sandsynligvis prøvet at bruge både halve og hele dage i venners selskab, blot for at ligne ét stort spørgsmålstegn, når du kommer hjem til din partner og bliver spurgt ind til seancen. For hvordan har Martin det egentlig i sit nye forhold, og hvad med Bjørns barsel? Er Frederik stadig i sorg over sin fars død, og er Henning kommet sig over sin fyring?
Du forsøger at komme med nogle vævende svar, men må hurtigt sande, at du simpelthen ikke aner det. Tingene er af en eller anden grund ikke kommet på tale, selvom du da godt kan se, at det virker lidt mystisk. Egentlig var det ikke fordi I manglede tiden. Den gik ligesom bare på andre ting, som at diskutere Manchester Citys startopstilling, dit nye klimaanlæg og dengang Frederik blev så fuld, at I fandt ham i naboens hæk.
Problemet er ikke bare anekdotisk opdigtet, det er den paradoksale virkelighed. Ifølge en ny undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed – som vi også nævnte i Føljeton fredag – har hver femte danske mand “sjældent eller aldrig” nogen at tale fortroligt med. Værst står det til blandt de 35 til 39-årige, hvor andelen er på hele 27 pct. I alt svarer det til, at cirka 140.000 mænd savner at kunne tale om ting, som måske gør ondt. Der er tale om en decideret ensomheds- og intimitetskrise.
Til DR forklarer chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen, der har været med til at lave undersøgelsen, at udviklingen måske kan skyldes, at færre arbejder i et fællesskab, og at flere mænd er enlige. Ligesom mange har svært ved “selv at gå ud og skabe nære, sociale relationer”. Samme sted kommer Sebastian Lynggaard, bedre kendt på Instagram som Herlige Svend, med et meget konkret forslag til, hvordan mænd måske kan få et mere udbytterigt og mindre berøringsængsteligt samvær med hinanden:
“Når vi har en pause i en fodboldkamp, så er det måske ikke pause=pølse men pause=følelse. Så snakker vi følelser i et kvarter, og så kommer vi videre. Ikke fordi vi skal, men fordi det er godt for os og godt for mig.”
Uanset om man er til fodbold eller ej (mandefælleskaber findes heldigvis i mange forskellige udformninger), er der helt sikkert noget ved idéen, som burde fungere som en brat opvågning. Problemet skal ikke bare erkendes, det skal også italesættes. Måske endda ritualiseres på samme måde, som mænd er så gode til at gøre med pølsesnak.
Den gode nyhed er i den forbindelse, at der allerede nu ses små, vigtige kulturskred rundt omkring i landskabet. Eksempelvis i politikernes traditionelt kyniske verden, hvor mænd som Jacob Mark (SF) og Alex Vanopslagh (LA) herhjemme har talt åbent om deres stressforløb, ligesom den amerikanske stjernesenator og to meter høje mande-mand John Fetterman i denne uge meddelte, at han har ladet sig indlægge for at få behandlet en livslang depression. For det er altafgørende, at man får talt om sine kvaler. Også i magtens kredse, hvor tegn på “svaghed” alt for længe er blevet tabuiseret.
Uden at tage glæderne på forskud, kunne man eksempelvis håbe, at det derfor også vil være et tema ved den årlige sikkerhedskonference i München, som Politico ganske sigende omtaler som “en farvestrålende facade for Tysklands gammelmandsklub”. For mens mange prominente deltagere sidste år nægtede at anerkende eller snakke seriøst om Ruslands trussel mod Ukraine, skal man i denne weekend forsøge at finde et nyt, fælles fodslag. Til det formål foreligger det nye, håbefulde tema “Re:vision” og en 174 sider lang sikkerhedsrapport, der er tænkt som en “samtalestarter”. Hvilket perfekt anledning til at tage tyrene ved hornene!
Og ja ja, så kan det da sagtens være, at samtalen mestendels kommer til at handle om krudt og kugler. Men det ville altså heller ikke skade, hvis de mange gamle mænd lige fik brugt anledningen til at se hinanden i øjnene og få talt lidt om, hvordan de egentlig går og har det. For hvis selv Volodymyr Zelenskij har overskud til at give en krammer midt i krigen, findes der altså ingen undskyldninger for ikke at vise hinanden lidt ekstra omsorg. /David Dragsted