Tvang er en tvangstanke

Danmark er i de seneste år gentagne gange blevet kritiseret af flere internationale organisationer for at bryde menneskerettighederne ved at anvende for meget tvang i psykiatrien. Både FN’s torturkommission, Europarådets menneskerettighedskommissær og senest Institut for Menneskerettigheder har løbende rettet kritik af Danmark.

Kritikken har særligt fokuseret på langvarige og hyppige bæltefikseringer, der ifølge den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur ikke kan forsvares medicinsk, hvis de varer over 48 timer ad gangen. Endelig er Danmark flere gange blevet opfordret til at ændre psykiatrilovgivningen for at kunne leve op til internationale konventioner, men ind til videre uden resultat.

Samtidig er det svært at finde nogen i dag – både blandt psykiatriske patienter, behandlere og politikere – der ikke mener, at tvang i psykiatrien skal nedbringes. Så hvorfor udsættes 22 procent af psykiatriske patienter i Danmark fortsat for tvang under indlæggelserne i psykiatrien?

Kultur spiller vigtig rolle

Historikeren Jesper Vaczy Kragh, der har skrevet ph.d. om psykiatriens historie mener, at kultur spiller en væsentlig rolle i den måde, vi behandler psykiatriske patienter på i dag. Selv om argumenterne for ikke at nedbringe tvang ofte fører tilbage til mangel på ressourcer, mener Jesper Vaczy Kragh, at også vane og indstilling har betydning for behandlingen. Som eksempel nævner han udviklingshæmmede, der frem til slutningen af 1970’erne fik samme behandling som psykisk syge patienter.

”De blev også spændt fast og låst inde, indtil der kom en lov, som forbød det. Det tog ikke ret lang tid, før man ikke tænkte videre over det. Men havde man tidligere sagt, det ville ske, var der nok ikke mange, der havde troet, det var muligt,” forklarer han.

Historien gentager sig

Jesper Vaczy Kragh påpeger, at diskussionen om brugen af tvang ikke er et nyt fænomen, men kan spores helt tilbage til midten af 1800-tallet, hvor man for første gang begyndte at tænke i alternative behandlinger af folk med psykiske lidelser.

”Allerede dengang i 1860’erne forsøgte man at nedbringe tvang for at gøre behandlingen af psykisk syge mere human. Det er jo sådan set det samme, som man taler om i dag,” siger han.

Sammenligner man rapporter fra Sct. Hans Hospital i slutningen af 1800-tallet med officielle rapporter fra i dag er ligheden slående.

I årsrapport fra 1867 beskriver overlæge Valdemar Steenberg et besøg på et psykiatrisk hospital i England, der allerede dengang lykkedes med helt at undgå fastspænding patienterne. Samtidig beklager han, at han ikke selv er i stand til at give sine patienter samme humane behandling, men han mener ikke, det vil være muligt, før han får ressourcer til at uddanne sit personale bedre og få mere plads på afdelingen.

Selv om diskussionen de seneste 150 år har ændret sig fra at omhandle lænker og spændetrøjer til nu at beskæftige sig med bæltefiksering og elektrochok, er mange af de samme argumenter stadig i spil. I 2014 afsatte de politiske partier bag satspuljen 2,2 milliarder kroner til et projekt, der skulle forbedre forholdene for mennesker med psykiske lidelser herunder nedbringelse af tvang i psykiatrien. Og læser man aftalen, er argumentationen ikke langt fra Valdemar Steenbergs i 1867. Der står blandt andet, at flere ansatte, opkvalificering af personalet og bedre fysiske faciliteter skal være med til at nedbringe de til stadighed hyppige tvangsbehandlinger.

Udviklingen gik i stå

Men hvorfor har diskussionerne ikke rykket sig mere på 150 år? Jesper Vaczy Kragh mener, det skyldes, at udviklingen på området i en årrække stod stille.

”Man tog simpelthen ikke diskussionen i en meget, meget lang periode,” siger han. Det skyldes, mener han, at der i begyndelsen af 1900-tallet skete en udvikling, der pillede tvang af dagsordenen: Spændetrøjen blev erstattet af bælter og remme, plejepersonalet blev bedre uddannet, og en reform fra 1938 gav for første gang i historien psykiatriske patienter nogle grundlæggende rettigheder. Men mest markant var udviklingen af det hvide snit, elektrochokterapi og den første psykofarmaka.

”Med de her opfindelser oplevede man i en periode at kunne helbrede folk, der ellers ikke havde været til at nå, og man talte ikke om bivirkninger eller konsekvenser,” fortæller han.

Kedelig verdensrekord

Selv om udviklingen var den samme i store dele af verden, var der alligevel ting, der adskilte Danmark fra de fleste andre lande. Danmark anvendte de nye behandlingsformer hyppigere, end man gjorde andre steder, og var det land på verdensplan, der udførte flest hvide snit per indbygger.

Omkring 4.500 mennesker helt ned til 6-årsalderen fik operationen i Danmark, hvor lande som Schweiz og Finland med nogenlunde samme befolkningstal var helt nede på omkring 1.200 indgreb i samme periode.

Imens stod den øvrige udvikling af den psykiatriske behandling stille i Danmark.

”I andre lande, hvor man ikke udførte nær så mange operationer, har der været mere fokus på andre behandlingsformer. Det har nok gjort, at der langt tidligere har været en bevidsthed om nedbringelse af tvang. Det så man først i Danmark i halvfjerdserne og firserne, da det pludselig væltede frem med skrækhistorier om alle bivirkningerne i medierne,” siger han.

Tvang bliver et emne igen

I 1983 blev det forbudt ved lov at udføre det hvide snit, og i 1985 blev det vedtaget, at personalet skulle rapportere, hver gang en patient blev udsat for tvang.

”Og så begyndte man langsomt at tage diskussionerne om tvang op igen. Og de lever jo endnu. Det mest påfaldende ved hele snakken om tvang er nok, at diskussionerne fra 1800-tallet næsten er de samme som i dag”, siger Jesper Vaczy Kragh.

Selv om Danmark endnu ikke lever op til kravene fra EU og FN, er der i dag en række tiltag, der skal mindske brugen af tvang. Flere psykiatriske centre rundt om i landet eksperimenterer med bæltefri afdelinger, der er kommet fokus på tværfaglighed og pårørende inddragelse, og de 2,2 mia. fra satspuljen i 2014 bruges på et treårigt projekt, der kører på sit andet år nu.