Illustration: Midjourney og Føljeton
Du sidder i metroen på vej mod hovedbanen. Klokken er kvart over to om natten, det er onsdag, du skal nå et tog. Metroen er næsten helt tom. En mand går forbi dig meget, meget langsomt, mens han stirrer. Fastholder blikket på dig. Det er ikke så ualmindeligt. Han er stor, har en hvid t-shirt på, ingen jakke. Du ser ham ikke i øjnene. Først forsvinder han ned ad gangen sammen med to andre, men kommer så tilbage, går frem og tilbage foran dig. Du har høretelefoner på. På et af de næste sæder sidder en teenager i en langærmet t-shirt. Manden knipser tæt på dit ansigt, op i ansigtet, tænker du, når han går forbi. Du kan høre den skarpe lyd gennem høretelefonerne, men det slår dig først med forsinkelse, at du ikke kan høre om han siger noget. Du ser på din telefon. Det er nok meget godt. At du ikke kan høre hvad han siger. […] Manden venter lidt, så går han forbi igen på samme måde. Knipser igen. Og så igen. […] Manden står midt på gangen. Han råber. Du kan ikke høre. Du tænker, at det ville være helt vildt dumt, en invitation eller en provokation at tage høretelefonerne af. Du står ved døren bag teenageren, du tænker, at du godt kan huske hvor nyrerne sidder.
Luka Holmegaard, Hund, stille. 16. februar på forlaget Obvidat.
2022 var det mest voldelige år for LGBTQIA+-personer i det seneste årti.
Det viser den årlige rapport fra ILGA-Europe, en europæisk paraplyorganisation for lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og non-binære. Den voldsomme rekord indebærer både gentagne, planlagte og voldsomme angreb på queerpersoner, men også selvmord som følge af stigende hadefulde ytringer fra politikere, religiøse ledere, højreorienterede organisationer og medier.
Især mediernes rolle er vigtig at tage bestik af. Ifølge rapporten er mængden af anti-LGBTQIA+-hadtale nemlig steget mærkbart i løbet af det sidste årti, hvor “antipati mod queerpersoner er blevet udnyttet til politisk vinding”. Det har medført et øget antal overlagte angreb mod LGBTQIA+-personer, hvor målet har været at såre eller at slå dem ihjel.
Hvis man gransker rapporten og søger efter “Denmark”, kan man læse, hvordan politikere og “statsrepræsentanter” også herhjemme er en del af den kedelige tendens – bl.a. i Folketingssalen, da den tidligere regering i sommer fremsatte et forslag om tilbud om juridisk kønsskifte for børn ned til 0 år. En tendens, som kun bliver endnu kedeligere af, at rapporten peger på en generel forringet livskvalitet hos danske LGBTQIA+-personer og fremhæver, at seks ud af 10 transpersoner har oplevet diskrimination, mens fire ud af 10 har oplevet, at diskriminationen har været voldelig. Rapporten fremhæver også flere eksempler, hvor hadtalen har fået frit løb – bl.a. i debatten om Normstormerne og deres undervisningsmateriale, og da Københavns Kommune ville indføre kønsneutralt sprog. To tilfælde, der virker som “shitstorms i et glas vand”, som vi kaldte det dengang, men hvis konsekvenser er både dårligere og farligere forhold for queerpersoner.
Også i den engelsktalende del af verden er der rigeligt med shitstorms at tage af. Senest da en artikel fra satiremediet The Onion i weekenden gik viralt på sociale medier. Under rubrikken ‘It Is Journalism’s Sacred Duty To Endanger The Lives Of As Many Trans People As Possible’ var indslaget en direkte kommentar til The New York Times, der har været under heftig kritik for deres dækning af det, de selv kalder “transgender issues”. I otte måneder frem til den 29. januar i år har avisen bragt forsideartikler med en sammenlagt længde på over 15.000 ord, der har sat spørgsmålstegn ved, om den sundhedsfaglige behandling og den generelle støtte til unge transpersoner er gået for langt. Hvilket har sat gang i en relevant debat om mediers ansvar, når det kommer til at forebygge og i værste fald opildne til vold mod minoriteter.
Hadebreve
Over 1.000 både nuværende og tidligere bidragsydere til The New York Times sendte den 15. februar et åbent brev til avisens ansvarshavende redaktør for standarder og etik, Philip B. Corbett. I brevet gennemgår de specifikt et par nylige eksempler på, hvordan historier bragt i avisen har brugt ladet sprog i ensidige historier, der ikke formår at skildre en repræsentativ erfaring – og hvordan flere af artiklerne trækker på kilder, som har direkte forbindelse til anti-trans-hadgrupper, uden at identificere dem sådan. Brevet sammenligner også den nylige dækning af transpersoner og kønsdiversitet med AIDS-epidemien i 80’erne, som ikke blev dækket i NYT før i ’83, og hvor avisen i ’86 bragte en kronik, der talte for, at alle med HIV/AIDS skulle have det tatoveret.
Den samme onsdag modtog avisen også et brev fra over 100 LGBTQIA+- og menneskerettighedsorganisationer, der tilsvarende kritiserede avisens dækning af transpersoner. The New York Times har affejet begge breve. Avisens ansatte modtog ligeledes en rimelig brysk, intern mail fra henholdsvis adm. redaktør Joseph Kahn og debatredaktør Kathleen Kingsbury, der fik understreget, at de ansatte ifølge avisens politik ikke må tilslutte sig aktivistiske grupper, fx ved at deltage i lignende demonstrative handlinger som brevunderskrivningen. Et ret ophøjet standpunkt på en avis, der om nogen burde vide, at journalistik – og især journalister – aldrig er helt objektiv(e).
Nogle ville påstå, at vi som samfund kan være enige om faren ved at sprede falske eller voldsomt redigerede og selektive nyheder. Det mærkværdige er dog, at den samme enighed ikke findes omkring farerne ved dækningen af samfundets svageste. Tal fra i sommer viser, at det kun er 0,5 pct. af den amerikanske befolkning, der identificerer sig som transpersoner. Herhjemme er tallet noget lignende. Til gengæld har langt størstedelen af den lille margin oplevelser som Luka Holmegaards, som du læste i indledningen – hvis ikke værre. Den meget simple realitet er, at ord har konsekvenser. Og for samfundets mest sårbare risikerer avisernes ansvarsfralæggelse at medføre, at selv en tur i metroen kan blive farlig. /Astrid Plum