Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix
Krigen i Ukraine nærmer sig et sørgeligt jubilæum. I denne uge, nærmere bestemt fredag, vil det være et år siden, at Rusland invaderede Ukraine (igen). På uforståelig vis begyndte Vladimir Putin at tale om en “særlig militær operation” som skulle “afnazificere” Ukraine, og snart begyndte missilerne at ramme Kyjiv. Det virkede næsten utænkeligt, at russerne ikke bare ville vinde en nem og hurtig sejr. Hvis altså ikke det var, fordi krigen snart udviklede sig til en mulig David mod Goliat-historie. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij stod fast og nægtede at flygte fra landet, ukrainerne bed imponerende fra sig på slagmarken, og med tiden tydede mere og mere på, at Rusland ikke havde en helt så velsmurt krigsmaskine, som mange havde troet. Og ja, resten er så indtil videre historie.
Hvordan det hele ender, er stadig ikke til at sige. I jubilæets ånd står en god række medier dog allerede nu klar til at gøre status over, hvad vi har lært. En af de mest tankevækkende vinkler står The New York Times i den forbindelse for: Under rubrikken ‘Ét år inde i krigen skaber Putin det Rusland han længes efter’ beskrives det, hvordan det russiske samfund har forandret sig hurtigere og mere radikalt, end man ellers skulle have troet muligt i løbet af et år. Putins imperialistiske tankesæt har “nedsunket sig dybt i det russiske liv”, skolebørn indoktrineres til at hylde militarismen på mere ublu manér, mens udstillinger med meget lidt subtile titler som “NATOzism” er blevet comme il faut. Eller som ekspert i sovjetiske dissidenter (sådan omtaler NYT ham) Aleksandr Daniel udtrykker det: “Et nyt værdisystem er blevet opbygget. Brutale og arkaiske offentlige værdier.”
Tilbage i 1967 beskrev den indflydelsesrige religionssociolog Robert Bellah, hvordan USA har skabt sin helt egen såkaldte “civilreligion”; et slags fælles værdisæt, der påvirker amerikanernes forestillingsverden. Eller sagt med Bellahs egne ord: “En institutionaliseret samling af hellige overbevisninger om den amerikanske nation.” Der er som sådan ikke tale om religion i klassisk forstand, men snarere om en særegen ophøjning af den sekulære stat, der indhylles i et dybere betydningslag. I USA’s tilfælde trækker de lag så på en tydeligt kristen symbolik med diverse forestillinger om, at amerikanernes land er særligt gudsgivent. Ligesom det ifølge Bellah er muligt at se Abraham Lincoln som en slags Messias, og George Washington som en ny Moses:
“Indtil Borgerkrigen var den amerikanske civilreligion først og fremmest fokuseret på Revolutionens begivenheder, som blev set som den endelige Exodus fra de gamle lande henover vandene. Uafhængighedserklæringen og forfatningen var de hellige skrifter, og Washington var den helligt udpegede Moses, som førte sit folk ud af tyranniets hænder.” Det er således et meget sigende udtryk for civilreligion, når amerikanske skolebørn dagligt bliver bedt om at sværge troskab til det amerikanske flag. Ligesom civilreligionen også kan være med til at forklare, hvorfor alt, hvad der har med den amerikanske forfatning og the founding fathers at gøre, bliver så følelsesladet. For Washington og kompagnis ord var ikke bare lov, det var hellig lov.
Under alle omstændigheder er pointen, at skidtet fungerer. Vil man have folk til at købe hele den nationalistiske pakke, gør man klogt i at give sine ord en religiøs bismag. Desværre ser også Putin ud til at have opfanget netop dette. Læser man videre i New York Times-artiklen – ned forbi nogle besynderlige billeder fra en militærudstilling, hvor et barn ses køre i en miniaturekampvogn – lyder det således, at “Hr. Putin har udlagt invasionen som en næsten-hellig krig for selve Ruslands identitet og deklareret, at man kæmper for at undgå liberale kønsnormer og accepten af homoseksualitet fra at blive påtvunget Rusland fra et aggressivt Vesten”. Hellig krig og indædt had rettet LGBTQIA+-personer? Det lyder jo unægteligt som en religion!
Eksperter diskuterer stadig på livet løs, hvordan hverdagen egentlig har forandret sig for den almindelige russer. De økonomiske sanktioner, som EU og USA i stor stil har indført mod Rusland, ser ikke rigtigt ud til at have haft den slagkraft, man kunne have håbet. Med op mod 200.000 russiske soldater såret eller dræbt i Ukraine, kan krigen dog heller ikke have undgået at påvirke et utal af russiske familier, der må se den barske virkelighed i øjnene, at deres ægtemænd, brødre og sønner bliver brugt som kanonføde. Under alle omstændigheder virker det – når man sådan ser det hele udefra – temmelig uforståeligt, at folk stadig er klar på at følge præsidentens ordrer. Måske er det dog netop en af de mere skræmmende lærestreger fra et år med krig: Putin er ikke længere bare præsident, han er også kultleder – hvilket kun gør kampen for Europas sjæl så meget desto mere afgørende. /David Dragsted