Adem ALTAN/AFP
“Du ved godt, der er valg om lidt, det her er bare en reklame for det,” siger en tyrkisk mand i murbrokkerne. Mange af de bygninger og konstruktioner, som præsident Recep Tayyip Erdoğans parti AKP har rejst, er nu væk. Det byggeboom, som har løst massive beboelses- og infrastrukturelle problemer i landet, ligger i ruiner. Ruiner som bliver symbolske, når tyrkerne går til valg den 14. maj.
I 1999 ramte et jordskælv byen Gölcük i det sydøstlige Tyrkiet. Skælvet, som målte 7,6 på richterskalaen, resulterede i 17.000 menneskers død. Under det efterfølgende parlamentsvalg i 2002 fik den forhenværende præsident Bülent Ecevit’s kritisable håndtering af katastrofen afgørende betydning: Den blev nemlig Erdoğans og AKP’s indgang til magten. 21 år efter kan et jordskælv også blive Erdoğans afgang. Men er vælgerne interesserede i et Tyrkiet uden Erdoğan?
Som politolog Olivier Rubin fra RUC siger, er der altid politik i katastrofer. Det er i kriserne, at lederne er allermest nøgne; når politiske beslutninger bliver en nødvendighed for livet. Af samme grund er den tyrkiske præsident da også blevet kritiseret for sin håndtering af jordskælvet. “Hvis, der er en person, som er skyldig i dette, så er det Erdoğan!” lød anklagen eksempelvis fra oppositionsleder Kemal Kilicdaroglu fra det republikanske parti CHP. Hvortil præsidenten har taget til genmæle: “Det er en tid for sammenhold og solidaritet. I denne tid kan jeg ikke klare folk, som spreder negative kampagner af politisk interesse.” Eller som det lød fra Erdoğan til en tyrkisk borger under et besøg i byen Pazarcık: “Der sker, hvad der sker, det er en del af skæbnen.”
Samtidig har Erdoğan faktisk også erkendt over for pressen, at han har begået fejl. Ligesom han har udtalt, at hjælpen ikke nåede hurtigt nok frem. At Erdoğan på den måde går til erkendelse er ganske opsigtsvækkende og kommer som et forsøg på at genvinde tillid fra kernevælgere, forklarer historiker og forfatter til bogen Det Tyrkiet der splitter Mathias Findalen til Føljeton:
“Han har fået kritik fra nogle vælgerbaser i Sydøsttyrkiet, hvor han er populær. Fx i Gaziantep, som blev hårdt ramt af jordskælvet, hvor der også er bosat mange syriske flygtninge, er han ret populær. Og han har kun fået kritik. Beredskabet har slet ikke været klar. Især ikke de første par dage. Der har det foregået vanvittigt langsomt.”
En af årsagerne til den lange responstid har været, at Erdoğan det seneste årti har gennemcentraliseret staten – lige fra militæret til det humanitære system. Det har medført, at systemerne i krisetid er blevet mindre effektfulde, da de lokale forhold er blevet overset. Men det er ikke kun regeringens håndtering af nødhjælp, som har mødt hård kritik fra tyrkerne. Det har statens brug af jordskælvsskatter også. Efter katastrofen står det klart, at de jordskælvskatter, som tyrkerne har betalt i to årtier, er blevet ødslet væk.
Forsvundne skatter
Mathias Findalen fortæller, at det sidste tal han har set af, hvor meget staten har indtjent på skatten, har været 38 mia. dollars. Beløbet svinger dog en del – med tilsvarende bud på bl.a. 17 mia. dollars og 12 mia. dollars. Uanset hvad, er pengene blevet brugt på meget andet end jordskælvssikring. Og det har befolkningen godt vidst, uddyber Findalen:
“I 2012 var man fra regeringens side ude at sige, at nu var man begyndt at bruge midlerne i infrastruktur og hospitaler og så videre. Og det, som jeg har hørt fra mine venner og bekendte, er, at det er noget, man på den mest tragikomiske måde har gået og undret sig over. Den her jordskælvsskat virkede så håbløs, fordi man godt vidste, at mange af de boliger, man boede i i Istanbul og Ankara – hvor jeg har boet – i de fleste tilfælde ikke var blevet jordskælvssikret. Derfra havde man ingen tiltro til den skat. Man vidste, at den røg andre steder hen. Det paradoksale ved det, er at det aktivt er noget, borgerne har bidraget med, men som alligevel ikke har sikret borgernes sikkerhed.”
Knap tyve års illusion om, at staten passede på sine borgere, er brast sammen. Giver det anledning til en jordskredssejr for oppositionen? Ifølge Findalen står oppositionen stærkere, end den har gjort de sidste 20 år. “Men”, påpeger han, “det siger ikke så meget. Oppositionen i Tyrkiet har generelt haft svært ved at finde modsvar til Erdoğans succesfortællinger.” Omvendt har den økonomiske situation i Tyrkiet, der bl.a. har medført massiv arbejdsløshed og inflationsrater på mere end 80 pct., heller ikke hjulpet præsidenten: “Nu er det så mere Erdoğan, der har haft rigtig store problemer de sidste fem år pga. den økonomiske krise, som især er grunden til, at oppositionen faktisk har en mulighed for at vinde valget.”
Mens den seks parti store opposition ikke har et tydeligt politisk projekt, mangler Erdoğan imidlertid ikke politiske visioner for Tyrkiet. Indenrigspolitisk bygger han både hospitaler og boliger og taler om at gøre hverdagen nemmere for den “almene” tyrker. Udenrigspolitisk har han også forsøgt at øge Tyrkiets indflydelse, senest med sin rolle som mægler mellem Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskij, ligesom hans flygtningeaftale med EU gør Tyrkiet til en markant geopolitisk brik.
“Han har en ekstrem stærk identitetsmarkør for mange tyrkere,” forklarer Findalen. Han gør det, som får “en tyrker til at koble sig på identitet”. Netop det har betydning for mange tyrkere, særligt de ældre generationer: At deres land er vigtigt både i og for verden. Erdoğan har formået at skabe store fortællinger om Tyrkiet. Men den braste fortælling om, at borgerne var trygge i statens hænder, er nu på mest brutale vis symboliseret ved, at mere end 41.000 tyrkere har mistet livet. /Rasmus Hostrup
Rasmus er Føljetons nye universitetspraktikant.