Kære læser

Fest uden ballets dronning

Philip Davali/Ritzau Scanpix

En nær ven af et medlem på Føljetons redaktion måtte i sommeren 2019 rimelig pludseligt flytte tilbage til Danmark fra Paris. Han skulle egentlig først vende tilbage i efteråret, men det var blevet for vildt. Ikke nattelivet eller turismen henover sommeren; det var De Gule Vestes demonstrationer. Vreden og ødelæggelserne gjorde ham utryg. Han berettede om, hvordan der var kampe i gaderne, og at både politi og demonstranter lå sårede efter sammenstød. Vennen følte sig ikke bare udenforstående, han var også uforstående.

For hvordan kunne man blive vred over at benzin- og dieselpriser bliver hævet? Hvordan kan man blive så vred, at man sætter ild til en bil eller tæsker et andet menneske? Vennen og redaktionsmedlemmet blev enige om, at uforståeligheden måske var en afspejling af opvækster i henholdsvis Skanderborg og Silkeborg, et par trygge, østjyske velstandskommuner. Her går folk kun på gaden, når der er enten festival eller fyrværkeri-regatta på havnen. Folk får også tæsk, men det er lidt noget andet.

For nyligt viste fagbevægelsen i Frankrig sin vrede mod regeringen igen, da omfattende demonstrationer førte til nedlukninger af skoler, samt dele af tog- og flytrafikken. I Storbritannien har gennemgående strejker også lagt samfundet ned, med massive konsekvenser for civilsamfundet, der bl.a. oplever overdødelighed som følge af ventetid på ambulancer. Fagbevægelserne i Frankrig og Storbritannien har simpelthen sat alle kræfter ind for at forbedre deres medlemmers løn- og arbejdsvilkår.

I Danmark er fagbevægelsen også vred. Faktisk er den ‘rasende’, som man kunne læse hos TV 2 onsdag. Så rasende, at SVM-regeringens plan om at afskaffe store bededag nu får håndfaste konsekvenser for Socialdemokratiet. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har nemlig meddelt, at 1. maj bliver uden socialdemokratiske talere. For som lokalformand for FH Sydvestjylland Brian Havdahl Lyst udtaler: “Lige nu er vi ikke de bedste venner.” Eller som en anden lokalformand, Kim Houborg uddyber: “Vi kan ikke lave en demonstration og så bagefter sige: Kom ind og fest sammen med os.”

At socialdemokraterne ikke er velkomne som talere til Arbejdernes Internationale Kampdag bryder med en årelang tradition. Det er ellers her, partiet kan tale direkte til baglandet og vise sig som det samlende moderparti på venstrefløjen. Intet tyder dog på, at den manglende invitation til festen vækker forargelse hos Socialdemokratiet; hverken beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen eller beskæftigelsesordfører Jens Joel har kommenteret på udelukkelsen.

Men har fagbevægelsens beslutning så en reel effekt på det store mål: at bevare store bededag? Tjo, Socialdemokratiet mister et talerør ved at blive udelukket, det er klart. Men med flertalsregeringen kan de jo også bare føre den politik igennem de ønsker, uden at bekymre sig for meget om baglandet. Ligesom regeringspartnerne i Venstre og Moderaterne nok er pænt ligeglade med, hvem der taler til 1. maj. Det virker meget harmløst at udelukke ballets dronning fra halballet. Især når hun ikke engang reagerer på det og bare fester med drengene ovre fra handelsskolen.

Ganske vist bliver 1. maj stadig markeret over hele landet, ligesom det er en fridag for offentligt ansatte i mange kommuner. Men der er også noget lidt støvet over begivenheden; den tiltaler mere den ældre, traditionelle arbejdergeneration, end de unge, som fagforeningerne sukker efter. Måske er der brug for nye kræfter, hvis den vrede, fagbevægelsen rent faktisk har, skal komme bedre til udtryk.

En vred, ung kvinde, der var inviteret til fagbevægelsens demonstration tidligere på måneden, er rapperen Tessa. Hendes tekster og dertilhørende energi rummer præcis det, fagforeningernes udtryk savner: Vreden i sin rene form – sådan som den også er set hos de britiske og franske fagbevægelser. Måske Tessa burde komme som erstatning for statsministeren den 1. maj i Fælledparken? Hun er i hvert fald nok inviteret, i modsætning til socialdemokraterne. /Rasmus Hostrup

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12