Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sommetider betaler det sig at fedtspille. Bedst som man troede, at tirsdagens stort opslåede debat i Folketinget – der kulminerede i afskaffelsen af Store Bededag med 95 stemmer for og 68 imod – ville blive en grim affære for regeringen, vendte oppositionen sig snarere mod sig selv. Nok engang blev det understreget, hvordan bogstavkombinationen “SVM” har skabt kuk i Christiansborgs politiske kompas. Gamle fjender er blevet umage allierede, mens selv dem, der er enige med hinanden, ikke helt ved, hvordan de skal blæse til angreb. Tilbage står regeringen nok så upopulær, men uden behov for at indtage talerstolen.
For nej, end ikke beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fandt det tirsdag nødvendigt at forsvare afskaffelsen af Store Bededag i folketingssalen. Sagen gav sig selv, flertallet var på plads, selvom argumenterne virkede præcis lige så tynde, som de hele tiden har været. Er det af hensyn til forsvarsudgifterne, velfærden eller den grønne omstilling, at folk fra næste år skal arbejde en dag mere? Og hvordan er det helt præcist, at regnestykket med de 3,2 mia. kr. hænger sammen? Det hele fortaber sig i tågerne; hverken Gud eller bagersvend synes at købe logikken. Selv ikke de største og mest dybfølte bønner har imidlertid hjulpet. Så nemt kan 337 års stolt tradition med, øhm, hvedespisning og øhm … ja, så nemt kan dansk kulturarv begraves!
Mens DF’s formand Morten Messerschmidt netop begræd kulturtabet med et så voldsomt schwung, at det grænsede til det selvparodiske (“jeres navne skal lyse i danmarkshistorien for det svigt, det er at gribe ind i de danske traditioner og den danske kultur!”), satte Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh egentlig meget godt ord på, hvad der gik galt i folketingssalen – nemlig at oppositionen brugte størstedelen af tiden på at skændes om en mulig folkeafstemning:
“Jeg skal ikke kunne tale på regeringens vegne. Men det er nok ikke usandsynligt, at der er et par ministre i dag, der har tænkt, at det faktisk er en god dag på kontoret, fordi vi har brugt hele dagen på at være uenige i en sag, hvor vi ellers er enige om substansen.”
Egentlig skal man ikke meget længere end en måned tilbage, førend man så samtlige ni oppositionspartier stå samlet mod regeringens mærkværdige sammenkædning af Store Bededag og forsvarsforhandlingerne. En måned virker imidlertid som en menneskealder i moderne politik. Siden dengang har Radikale ændret mening på allermest radikale vis, mens to nye fronter tirsdag viste sig blandt de resterende partier: Der er snusfornuftige SF, LA og Konservative, der stadig går med drømme om regeringsmagten, og derfor ikke kunne drømme om at støtte en folkeafstemning. Og så er der resten, altså Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, der nægter at opgive Store Bededag uden kamp.
Selvom særligt SF havde svært ved at forene kritikken af helligdagsafskaffelsen med afvisningen af en folkeafstemning, skulle de 60 mandater, der kunne udløse en folkeafstemning, nu ikke blive en realitet. Men i det mindste fik de folkevalgte da brugt noget tid på at diskutere demokratiets natur, mangefacetteret og indviklet som det er – særligt når man står med en de facto flertalsregering, der nemt og bekvemt kan vedtage lovændringer, som snart sagt alle andre er uenige i.
“Et demokrati er ikke en tilstand, hvor folket, konstant forsamlet, ordner alle offentlige anliggender selv; endnu mindre er det en, hvor hundrede fraktioner af folket gennem isolerede, overilede og modsætningsfyldte måder beslutter hele samfundets skæbne […] Demokrati er en tilstand, hvor det suveræne folk, ledet af love der er deres eget værk, gør det selv som det passende kan gøre og gennem delegerede gør det, det ikke kan gøre selv,” skrev Maximilien Robespierre i Principperne for politisk moralitet tilbage i 1794.
Med tanke på Robespierres forkærlighed for guillotinen – og had til de gejstlige – er han nok ikke det allerbedste forbillede, når det kommer til selve bededagsdiskussionen. Men altså, det havde da givet lidt ekstra pondus til debatten, hvis man i folketingssalen havde talt bare lidt mindre om magtfuldkommenhed og mere om både folkeafstemningens og det repræsentative demokratis mulige begrænsninger.
Noget siger os i hvert fald, at det langt fra bliver sidste gang, at SVM-regeringen får skabt bål og brand med kontroversielle lovforslag, som oppositionen slet ikke aner, hvordan man bedst får slukket. Skal man tro statsminister Mette Frederiksen (S), er der da heller ikke noget, regeringen ville have gjort anderledes i afskaffelsen af Store Bededag. For som hun også sagde til pressen efter afstemningen: “Det er jo en politisk uenighed, og det er en del af demokratiet.” Så simpelt kan debatten også tackles. Vi ses, Store Bededag, og tak for alle hvederne! /David Dragsted