Kære Føljeton-læser
I et sundt demokrati forventes det, at borgerne følger de folkevalgte politikeres love, indtil de har mulighed for at vælge nogle nye. Men hvad gør man, når en lov strider imod alt, hvad man står for som menneske? Det åbenlyse svar er, at man da har at rette ind. Men så har vi borgere som Gandhi og Martin Luther King.
Der findes flere eksempler på borgere, der har ændret både love og verdenshistorien ved hjælp af civil ulydighed. I Danmark har det dog været småt med eksempler på protester, der har ført til konkrete lovændringer. Men det betyder ikke, at civil ulydighed ikke findes herhjemme. I dag stilles det aarhusianske byrådsmedlem fra Enhedslisten Maria Sloth for Retten i Aarhus.
I september sidste år, da flygtningestrømmen ind i Danmark var på sit højeste, åbnede hun sammen med sin bofælle Anne Hegelund døren for to unge afrikanske mænd og lod dem overnatte i kælderen. Dagen efter hjalp de mændene med transport og færgebilletter til Norge. Det er i strid med udlændingeloven, og i dag står hun anklaget for menneskesmugling. Samme anklage, der tilbage i marts endte med, at Lisbeth Zornig blev idømt en bøde på 22.500 kroner for at hjælpe en syrisk børnefamilie til Sverige.
Fælles for sagerne er også, at begge kvinderne valgte at stå offentligt frem og ikke bare fortælle om deres oplevelser, men også opfordre andre til at gøre det samme. For som Maria Sloth sagde til Århus Stiftstidende blot få dage efter episoden med de afrikanske flygtninge: ”Vi mener, at civil ulydighed er nødvendig, hvis man synes, loven er forkert. Det kan ikke passe, at helt almindelige mennesker, der gerne vil hjælpe, skal kriminaliseres.”
Udtalelsen fik et andet byrådsmedlem i Aarhus til at melde hende til politiet med begrundelsen: ”Lov er lov, og lov skal holdes.”
Men her på Føljeton må vi også spørge os selv, om det vitterligt er menneskesmugling at tilbyde mad og hvile til medmennesker på flugt. Og om det skal straffes med op til to år bag tremmer.
Hvis en lov ikke bliver brugt, som den var tænkt, skal den ændres. Som borgere kan vi give vores mening til kende i debatten og ved stemmeurnen. Men indtil videre er vi faktisk glade for, at der er nogen, der gør endnu mere.