Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix
Ved første øjekast er der noget ved billedet, der ikke helt stemmer: Greta Thunberg, verdens nok mest kendte klimaaktivist, demonstrerer mod en vindmøllepark i Norge. Faktisk vil hun have vindmøllerne revet ned, og det så brændende, at hun blokerer de norske Finans- og Klimadepartementer og bliver fjernet af politiet. Hvad er der lige sket, siden Thunberg tidligere på året demonstrerede mod en kulmineudvidelse i den tyske landsby Lützerath? Har hun tabt sutten og sluttet sig til the dark side? Modarbejder klimaaktivisten den grønne omstilling?
Det korte svar er nej, selvom det unægteligt ser lidt mystisk ud. Sammen med en gruppe meddemonstranter forsøger Thunberg blot at råbe den norske stat op i en sag, der ret godt illustrerer klimakampens potentielle forviklinger. På halvøen Fosen i Trøndelag er 151 vindmøller blevet opført, der forstyrrer rensdyrenes græsningsområder, og dermed også krænker samernes ret til kulturudøvelse. Det er ikke noget at spøge med, for samerne er den eneste såkaldte urbefolkning i EU, hvorfor den norske stat også må træde særligt varsomt. Samerne har brugt fjeldområderne på Fosen til deres rensdyr siden før 1500-tallet, men vindmølleopførelsen blæser på netop de traditioner.
Egentlig havde det statsejede selskab Statskraft forsøgt at komme problemerne i forkøbet og indgået en aftale med nogle af de samiske familier, der bor i området. Aftalen blev bare ikke overholdt, hvorfor familierne bragte sagen for højesteret. Her blev det enstemmigt afgjort i 2021, at vindmøllerne rigtigt nok truer samernes muligheder for kulturudfoldelse. På trods af dommen står den milliarddyre vindmøllepark imidlertid stadig. Og ja, nu er demonstranter så den sidste uges tid begyndt at blokere diverse ministerier for at fremkalde en reaktion. For som Greta Thunberg udtrykte det onsdag: “Der er gået 506 dage, siden Højesteret fastslog, at den norske stat bryder menneskerettighederne. Dette er sidste udvej.”
Vindmøller kan vi stadig ikke få nok af. Om noget blev det nok engang understreget torsdag morgen, da Det Internationale Energiagentur (IEA) kunne fortælle, at den energirelaterede CO2-udledning faktisk nåede et rekordhøjt niveau i 2022, med en stigning på 0,9 pct. Det er altså ikke til at bære, hvis de vindmøller, vi allerede har, skal rives ned igen. Af samme grund virker det mildest talt tosset, at den norske stat ikke har gjort sit forarbejde ordentligt, men forhastet er kommet til at tilsidesætte samernes bekymringer – og nu må betale prisen.
Lige så skørt er det, at der på trods af højesteretsdommen ikke er sket det store i Fosen. Af uransagelige årsager har olie- og energiminister Terje Aasland ikke kunnet svare klart på, hvorvidt vindmølleparken skal rives ned. Samtidig kommer statssekretær i olie- og energidepartementet Elisabeth Sæther med en noget spændende udlægning til CNN: “Højesteret har afgjort at tilladelserne, som er blevet uddelt, ikke gælder. Men det følger ikke af dommen, at vindmøllerne skal rives ned.”
Når både Rudolf og Greta Thunberg lyser rødt af vrede, skulle man ellers tro, at det ville være temmelig nemt for staten at finde vej. Prisen for den grønne omstilling skal ikke betales af de oprindelige befolkninger, der ofte også – som i samernes tilfælde – er særligt udsatte for klimaforandringerne. Som FN netop har påpeget for hvem-ved-hvilken-gang, hviler der snarere et særligt ansvar på de rigeste lande, om vi så taler klima- eller biodiversitetskrise. Det er ikke raketvidenskab at få bygget nye vindmølleparker. Men det er alligevel en fordel at gøre det med så tilpas meget omtanke, at man ikke får prominente klimaaktivister på nakken. /David Dragsted