Konsulenternes store bedrag

De koster mere, end de siger. De skaber sjældent de fornødne resultater, og af og til står det skrevet i kontrakten på forhånd, at målene ikke kan nås til den lovede pris. De har tjent penge på den amerikanske opioidkrise og på at trække Brexit-forhandlingerne i langdrag. Milliardprojekt på milliardprojekt er gået i vasken: Konsulentbranchen er ofte bedre til at overbevise os om, at den skaber værdi, end den er til at skabe den. 

Det er budskabet i bogen The Big Con, der i titlens ordspil afslører konsulentindustriens bedrag om, at den offentlige sektors opgaver løses bedre, nemmere eller mere effektivt, hvis man hiver hjælp ind udefra. Det “infantiliserer” den offentlige sektor, der bliver svagere, i takt med at den selv mister viden, lyder det i bogen. Med eksempler fra Storbritannien og USA – og Danmark – beskriver de to forfattere Mariana Mazzucato og Rosie Collington, hvordan firmaer som McKinsey, Deloitte og Ernst & Young har sikret sig større og flere kontrakter i den offentlige sektor, også selvom de ikke altid er de mest specialiserede inden for det, de ansættes til at rådgive i. Eller som Financial Times formulerer det: Ingen er nogensinde blevet fyret for at hyre et konsulentfirma.

“Vi er ikke imod konsulenter. Men en terapeut, der har sin klient i terapi for evigt, er tydeligvis ikke en særlig god terapeut,” lød det ved bogens britiske udgivelse fra Mazzucato, der er professor ved University of London og har stiftet UCL Institute for Innovation and Public Purpose i London. Hun og Collington, der er ph.d.-studerende på instituttet og har læst international politisk økonomi i København, skelner mellem de største virksomheder som The Big Three (Bain, BCG og McKinsey) og The Big Four (Deloitte, EY, KPMG og PwC) og de mindre, specialiserede konsulentfirmaer. Alligevel er de en del af det samme system – med de samme konsekvenser. Derfor skal man forstå branchen som et “forhold”, siger Rosie Collington til Føljeton.

“Det giver ingen mening overhovedet kun at se på konsulentindustriens ressourcer i sig selv, uden at forstå de bredere ideologiske, politiske og økonomiske reformer, de taler ind i. Vi har en antagelse om, at den offentlige sektor er et spild af ressourcer, er mindre effektiv, og at vi skal overlade så meget til markedet som muligt. Derfor siger vi, at det offentlige er rowing, not steering.”

Brugen af eksterne rådgivere fik kronede dage, da neoliberalismen vandt indpas. Det ændrede sig heller ikke, da regeringer som under Margaret Thatcher og Ronald Reagans købte ind på idéen om en tredje vej, der skulle forene social- og borgerlig økonomisk politik: “Under det her paradigme er den offentlige sektors rolle at sige, hvad der skal gøres i økonomien: Antagelsen er, at den skal håndtere værdi, men ikke skabe den selv,” siger Collington og forklarer, at industriens stigende indflydelse er en konsekvens af årevise besparelser og effektiviseringer.

“Pointen er, at det offentlige ikke skal bruge konsulenter til alting. Konsulenter er ofte nyuddannede, fantastiske og velmenende mennesker. De er værdidrevne og gør det ikke for egoistiske interesser. Vi beskylder dem ikke for at være onde overhovedet: Snarere det modsatte. Mange går ind i branchen af de rette årsager. Men når du er 22, 23 eller 24 år gammel, er du stadig uerfaren i at stå for projekter med så store omkostninger for samfundet, som de har.”

Du betaler for hemmeligheden

Omkostningerne, som Mazzucato og Collington taler om, er ikke små. For det første har man langsomt udhulet den offentlige sektor, skriver de, mens konsulenter ofte løser opgaverne dårligere og dyrere, end hvis det offentlige havde gjort det selv. Men fordi man i så mange år har været afhængige af konsulenterne, har man mistet den viden internt – og dermed etableret sig selv i et slags “parasitært” forhold, siger Collington. Hun understreger, at det også er tilfældet i Danmark – særligt på digitaliseringsområdet, som der nævnes flere eksempler på i bogen. Og det er bl.a. et udtryk for, at vi i højere grad opfatter IT som noget, det private skal tage sig af – også selvom Danmark er blevet opfattet som blandt de førende lande på digitaliseringen af den offentlige sektor op gennem og siden 1990’erne:

“Rammerne og målene har ændret sig meget, så meget, at regeringen selv siger, at det er IT-infrastrukturen, der bestemmer, hvad politikerne kan gøre, og ikke omvendt. Det er ret væsentligt i et land som Danmark, hvor vi mener, at man har en enormt kompetent og fleksibel offentlig sektor,” siger Collington.

IT-området ser alligevel ud til at have suget skandalerne til sig. Det gælder for eksempel, da Region Hovedstaden og IBM brugte 30 mio. kr. på en kunstig intelligens, der skulle “revolutionere” det danske sundhedsvæsen med et femårigt projekt, der måtte lade livet allerede efter to – og den hårdt kritiserede danske sundhedsplatform, som flere helt har villet droppe for dens mange fejl, selvom der er brugt mange millioner kroner på danske og amerikanske konsulenter.

Brugen af konsulenter er samtidig en måde, regeringer kan fjerne fokus fra politisk kontroversielle beslutninger, eller omvendt bruges til at legitimere dem i forholdet mellem medarbejdere og ledere – eller udadtil, skriver Mazzucato og Collington. Hvis idéen kommer fra McKinsey, er den formentlig god. Den logik så vi også på andre måder under coronapandemien, hvor Deloitte skaffede sig en millionkontrakt for et projekt i Storbritannien, der minder om det danske smittestopsystem.

“Det er en ret usædvanlig måde for regeringer at bevise, at de gør det, befolkningen beder dem om. Samtidig ser det på virksomhedernes side ud til, at opgaver ofte bliver outsourcet, enten fordi der ikke er nok kapacitet internt, eller fordi de bruges til at løse politiske uenigheder,” siger Collington og forklarer, hvor svært det er at gøre konsulentindustriens omfang og indflydelse målbar, fordi evalueringer sjældent bliver offentliggjort. Og det understeger netop pointen: Det er selve forretningsmodellen og årsagen til, at branchen kan holde sig selv i live. Hemmeligheden er det, man betaler for.

“Det er stort set umuligt at måle den samlede værdi, fordi konsulentfirmaer ikke forpligtes til at oplyse, hvem de arbejder for, eller hvor meget de tjener. Der, hvor vi har data, som i det britiske sundhedssystem, er der klare beviser for, at øgede udgifter til konsulenter ikke påvirker effektiviteten, men at afhængigheden derimod stiger,” siger Collington og nævner en undersøgelse fra Bristol University, der viser netop det. Derfor opfordrer hun og Mazzucato i bogens konklusion til, at man indfører øget juridisk regulering, herunder om interessekonflikter og dokumentation af udgifter. For paradoksalt nok er det ikke nok bare at minimere forbruget af konsulenter, som da den daværende socialdemokratiske regering besluttede at halvere det i 2019.

“De største konsulentfirmaer sælger ofte deres tjenester til lave priser og underbyder hinanden. Da den daværende britiske premierminister David Cameron fx i 2011 forpligtede sig til at skære på udgifterne til konsulenter i regeringen, var det en måde at kritisere den tidligere regerings brug af konsulenter. Men i de efterfølgende år kunne vi se, at konsulenterne var der, men at de blot arbejdede gratis,” siger Collington.

“Det betyder, at industrien bliver meget koncentreret. Mindre virksomheder har ikke mulighed for at byde på millionkontrakterne. Flere konsulentfirmaer har været meget eksplicitte omkring den her strategi og har sagt, at de håbede, at den kunne bruges til at få en fod inden for større projekter i fremtiden.”

Forestillet værdi

Gennem The Big Con udfolder Mazzucato og Collington det argument, at konsulentindustrien sjældent skaber værdi, men ofte en forestilling om værdi. Det imaginære ligger i tillidsbedraget i titlen: At konsulentbranchen er gode til at overbevise os om, at outsourcede løsninger er de mest rationelle, selvom historien har bevist, at det langt fra altid er tilfældet. Når de skal forklare, hvad de forstår ved værdi, lægger de sig altså i forlængelse af Mazzucatos rationale i bogen Value of Everything, hvor hun i 2019 beskrev, hvordan måden vi udregner BNP ikke indtænker eksempelvis omsorgsarbejde eller at gøre noget for klimaet, og at det kan føre til skæve politiske beslutninger. Men selv på dens egne præmisser fejler konsulentindustrien.

“Vi siger ikke, at konsulentbranchen aldrig skaber værdi i nogen som helst forstand. Ikke desto mindre står industriens størrelse ikke på mål med det, de leverer. De skaber ikke værdi, selv når de siger, at de gør det. Heller ikke når vi måler det på deres egne betingelser, ud fra effektivitet og cost-benefit-analyser. Det andet spørgsmål om værdi er, hvordan vi definerer og skaber nye måder at evaluere den. Her ser vi mere på den bredere indvirkning på organisationen, samfundet og markedet.”

Når man hyrer og evaluerer konsulenter, opfordrer Mazzucato og Collington både den offentlige og private virksomheder til ikke bare at se på, hvordan det umiddelbare mål inden for organisationen nås, “men også de indirekte konsekvenser, som ikke umiddelbart er synlige for individer, virksomheder og samfundet i det hele taget”, som det lyder i bogen. Debatten om værdisættelse fik nyt liv herhjemme efter sygeplejerskestrejken, hvor også aktivist Emma Holten sagde, at Finansministeriets regnemodeller ikke tilstrækkeligt tager højde for værdien af omsorg. Samtidig har flere forskere sat fokus på økonomernes stigende indflydelse i det danske embedsværk, hvor det tidligere var juristerne, der dominerede.

“Vi har brug for økonomer, og vi har brug for finansielle analyser i det offentlige. Som borgere fortjener vi at have regeringer, der ikke spilder deres ressourcer, og som er økonomisk ansvarlige. Men vi har også brug for økonomer, der tager hensyn til samfundets interesser, til de bredere interesser, til planetens interesser, til den verden, vi lever i, og til skiftende demokratiske krav,” siger Collington.

“Der er bestemt en risiko for, at vi overtager noget fra den private sektor og skubber det ind i det offentlige – og dermed slipper vi ikke for de antagelser, der ligger til grund for økonokratiet. Noget, man har forsøgt i Danmark, er at købe in-house konsulentarbejde i den offentlige sektor. Det er overordnet set en god idé, men mange af de analyser, de laver, er de samme som konsulenterne lavede før.”

I den forlængelse har Mazzucato eksplicit kritiseret nødvendighedens politik, der har domineret i Storbritannien såvel som Danmark, mens vi pludselig finder milliarder til krig, som regeringer ellers har afvist at kunne finde til andre spørgsmål. Det betyder dog ikke, at løsningerne, som hun og Collington fremlægger i The Big Con, er ideologiske. Det er ikke et spørgsmål om en stor eller lille offentlig sektor, men om hvordan den skal drives:

“Problemet med stor/lille-dikotomien er, at diskussionen hurtigt bliver ideologisk, og at folk forbinder den med bestemte former for økonomi. De fleste lande i verden er ikke som Danmark og har ikke de ressourcer, I har,” uddyber Collington.

“Vores kritik er ikke ideologisk. For det, vi kritiserer, er den fremherskende ideologi, som har formet økonomien. Al samfundsvidenskab er værdiladet. Det handler om at tænke over, hvilke værdier vi sætter i centrum. Det betyder, at vores argumentation på en måde også er rationalistisk. Det er rationalistisk at udfordre de neoklassiske og -liberale idéer, der har bestemt, hvem der er ideologisk og hvem der ikke er.”

“Når vi tænker på, hvor stærkt neoliberalismen har været med til at definere, hvad vi skal tænke om staten, har vi brug for en ideologisk ændring af måden, vi taler om den offentlige sektor. At vi ikke kun betragter den som noget, der skal fikse vores marked. Hvis vi ønsker en regering, der tager risici, må vi også være villige til at acceptere, at den også kan begå fejl, men at det er noget, vi kan vi lære af. Den læringsproces har vi ikke, når opgaverne bliver udliciteret.” /Emma Louise Stenholm

The Big Con: How the Consulting Industry Weakens our Businesses, Infantilizes our Governments, and Warps our Economies udkom den 23. februar på forlaget Allen Lane.