Nyhedsanalysen
fw - torsdag
Hvis man ikke vidste bedre, var der noget næsten kannibalistisk over synet af Greta Thunberg, der i denne uge demonstrerede imod en vindmøllepark i Norge. Har klimabevægelsen vendt sig mod sig selv? Er den ved at blive ædt op af interne konflikter? Ikke rigtigt. Sammen med sine meddemonstranter krævede Thunberg sådan set bare, at den norske stat reagerer på en højesteretsdom, der siger, at samerne har fået krænket deres ret til kulturudøvelse af en vindmøllepark på halvøen Fosen. Som jeg skrev torsdag, kan vi stadig ikke få vindmøller nok. Men det er nu også smart at bygge dem, så de ikke kommer i vejen for oprindelige folk, der allerede nu lider under klimaforandringernes konsekvenser.
Apropos uheldige konsekvenser, analyserede Lars Trier Mogensen samme dag regeringens forslag om at forringe universitetsuddannelser for op mod halvdelen af alle studerende. Det kan sagtens være, at der er stemmer i den antielitære kulturkamp, men kønt ser det ikke ud:
“For første gang i menneskehedens demokratiske historie har en regering valgt at ville sænke uddannelsesniveauet. Væk er det gamle motto om “work smarter, not harder”, og i stedet skal de unge hellere hurtigere ud i en slags evige studenterjobs. SVM-regeringen vil forkorte op mod halvdelen af de humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser, officielt for at skabe en mere “differentieret og mere fleksibel uddannelsesvej”, som Moderaternes uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger. Men reelt er og bliver der tale om reelle nedskæringer, hvor mange unge fremover må tage til takke med en discountmodel.”