Patrick Hertzog/AFP/Ritzau Scanpix
Det lyder helt piratagtigt: “The High Seas Treaty”. Snarere end at handle om rom og kanonild, er den nye internationale FN-aftale, som over 190 lande i weekenden blev enige om, dog et forsøg på at indføre regler og orden på det åbne hav, hvor kaos og lovløshed tidligere har hersket. Med en erkendelse af, at havmiljøet er en af vores allermest dyrebare skatte, sætter aftalen nogle spritnye rammer for, hvordan internationalt farvand i fremtiden kan beskyttes. Håbet er, at man dermed også vil kunne realisere FN’s mål om at kunne beskytte 30 pct. af verdens have inden 2030.
Efter at have været næsten to årtier undervejs – kulminerende med en 38 timer lang maratondebat ved FN’s hovedkvarter i New York – er begejstringen over The High Seas Treaty af gode grunde stor. Greenpeaces talsperson Arlo Hemphill kalder det “den største fredningsaftale i historien”, mens FN’s generalsekretær António Guterres forudsigeligt nok har døbt aftalen som “en sejr for multilateralismen”. Begge dele virker på papiret rigtigt: Fra at blot 1,2 pct. af havene ifølge BBC har været genstand for miljøbeskyttelse, er FN’s medlemslande nu blevet enige om nogle rammer, der potentielt set vil kunne gøre to tredjedele af verdenshavene til et fælles miljøprojekt.
Selvom The High Seas Treaty ikke i sig selv dikterer, hvordan vi bedst varetager havenes biodiversitet, gør den det muligt at beskytte områder, der ligger uden for de enkelte landes jurisdiktion. Dermed er kursen også sat mod nye ordninger, der bl.a. vil kunne begrænse overfiskeri samt shipping- og dybhavsmine-aktiviteter. Håbet er, at det vil kunne redde maritime arter, der ellers er truet af udryddelse. Set fra et klimaperspektiv er der også god grund til at juble, da en bedre beskyttelse af verdenshavene ikke kun ventes at styrke biodiversiteten, men også at øge mængden af kulstof, som havene optager (betalingsmur).
En af de helt store knaster i forhandlingerne har været spørgsmålet om, hvordan man bedst fordeler fortjenesterne af nye dybhavsopdagelser. Med tanke på at genetisk materiale fra bl.a. plankton, koraler og tang måske vil kunne anvendes i både medicin og kosmetik, er de internationale farvande fyldt med en mulig guldgrube, som der godt kan komme slagsmål om. Også her er et kompromis imidlertid blevet indgået, da rige lande som udgangspunkt vil dele nogle af profitterne med fattige lande – snarere end at splitte hinandens bramsejl. The High Seas Treaty mangler stadig at blive ratificeret, og det kan tage flere år, før den træder i kraft. Men der er umiddelbart god grund til at juble over (hav)udsigterne, hvad enten man er søulk eller landkrabbe. /David Dragsted