Kevin Shakir/Ritzau Scanpix
Glædelig kampdag! Hvor skal vi begynde? Jo, åbenbart hos mændene – bær lige over med os.
Traditionen tro er tiden omkring 8. marts nemlig fyldt med forsmåede mænd, der på den ene eller anden måde forsøger at flytte fokus over på… ja, dem selv. Det er, som om selve tanken om, at kvinder skal have blot en enkelt dag, hvor der stilles skarpt på højaktuelle ligestillingsproblematikker – og jubles over opnåede fremskridt – simpelthen er for hård kost for typen, der tror, at “patriark” er et hædersstempel, og “feminist” et skældsord.
Med en god blanding desperation og slet skjult misogyni annoncerer mændene mærkværdige kunsthappenings, skriver Berlingske-klummer med så clickbaitende rubrikker, at man tror, det er satire (indtil man læser selve brødteksten) og bruger begreber som “betahangarounds”. Det er så nemt at lade sig friste; at havne i en endeløs, futil diskussion og derigennem glemme, hvad dagen egentlig handler om. Så lad os for Guds skyld ikke havne der.
Nej, vi stryger i stedet videre til FN’s generalsekretær António Guterres, en, øhm, anden mand, der i anledning af kampdagen leverer en behændig opsang. Ifølge Guterres vil det med den nuværende udvikling nemlig tage “yderligere 300 år”, før vi opnår “fuld ligestilling mellem kønnene”. Den gode nyhed er vel, at vi trods alt ikke er blevet bombet 300 år tilbage, men læser man videre i generalsekretærens tale, er det nu svært ikke at se det forhistoriske i den aktuelle situation:
“To statistikker gør vores fiasko meget tydelig: Hvert tiende minut bliver en kvinde eller pige myrdet af et familiemedlem eller af en partner. Og hvert andet minut dør en kvinde under graviditet eller fødsel. De fleste af disse dødsfald kan helt og holdent undgås. ”
Hos FN fokuserer man i år på ulighed inden for videnskab, teknologi og innovation, hvorfor António Guterres – efter at have smidt ovenstående bombe – går videre til at nævne, hvordan der globalt set er 21 pct. større sandsynlighed for, at mænd har adgang til internettet end kvinder – ligesom det påpeges, at kvinder, der har internetadgang, bliver udsat for uforholdsmæssigt meget mere sexistisk hadtale.
Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation Cille Hald Egholm (V) pointerer, er sidstnævnte om noget også et problem i den danske onlinedebat med triste konsekvenser for ligestillingen: “Ligestilling er ikke kun lige rettigheder – det er også lige behandling. Så længe kvinder holder sig fra at være en del af den offentlig debat, fordi de frygter de konsekvenser, det må have, så har vi ikke rigtig ligestilling.”
Kampen er kontinuerlig og kritisk på alle samfundsniveauer, den er af afgørende både nationalt og internationalt. Kun et vaskeægte pikhoved ville påstå andet. Der er stadig løngab mellem kønnene, antallet af kvinder, der har opholdt sig på danske kvindekrisekrisecentre er steget de seneste år, og der er fortsat flere danske direktører, der hedder Lars, end der er kvindelige ditto. Og nej, det tæller ikke som ligestilling, at man(d) engang imellem vasker både tøj og blakket samvittighed.
Fortsætter man med FN’s gennemgang nævnes det, hvordan Big Data og techindustrien også har en tendens til at ignorere kønsforskelle, hvorfor mange af de produkter og tjenester, vi dagligt bruger, “skaber ulighed mellem kønnene og digitaliserer patriarkat og kvindehad”. Meget malerisk (og bibelsk) advarer Guterres i den forbindelse mod, at “denne verdens Silicon Valleys” ikke må blive “kvinderettighedernes ‘dødsdale’”.
Dødsdale er der desværre masser af rundt om i verden. I et land som Afghanistan har kvinder eksempelvis al mulig grund til at frygte ondt – og i modsætning til i Salmernes Bog (kapitel 23, vers 4, til dem der vil gå tekstnært til værks) er stok og stav ikke nogen trøst, men noget, man bliver straffet med. Hør bare, hvordan den afghanske kvinderettighedsaktivist Zarifa Ghafari beskriver (betalingsmur) situationen til Information:
“Der foregår en humanitær krise i Afghanistan nu. Kvinderne lider mest, men det rammer alle: mænd, kvinder og børn. Familier er nødt til at sælge deres børn for at få mad på bordet. Vi er ved at vende tilbage til slaveriet. Millioner af kvinder kan ikke tage en uddannelse, de må ikke gå alene på gaden, og ytringsfriheden er væk. Alt er bare forsvundet.”
Så nej, det er ikke for ingenting, at en prominent gruppe bestående af afghanske og iranske kvinder i anledning af 8. marts har lanceret en kampagne, der har til formål at få anerkendt kønsapartheid som en forbrydelse under international lov. Har vi i øvrigt nævnt, at fem kvinder har sagsøgt den amerikanske delstat Texas for at nægte dem abort på trods af alvorlig fare for deres liv?
Kampen er svimlende, omfattende, svær at finde hoved og hale i – og bliver nemt lidt rodet at få præsenteret. Men i det mindste ser man da også fremskridt. Såsom at Kulturministeriet… har oprettet en ny ligestillingspris. Så mangler vi bare, at man politisk vil sætte så tilpas meget pris på ligestillingen, at den fik sit helt eget ministerium – i stedet for at blive koblet på alt fra fiskeri til transport, nordisk samarbejde og digitalisering. Okay, med tanke på António Guterres’ tale giver sidstnævnte da en eller anden form for mening. Man må vel huske på lyspunkterne, når man stadig har udsigt til at gå 300 år i mørkets dal. /David Dragsted