Nyhedsanalysen

Tænk før du tweeter

Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

“Jeg er et rækværk ved strømmen: tag fat i mig, hvem der bare kan! Men jeres krykke er jeg ikke.” – Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra.

 

Det må være et mareridt at være Elon Musks advokat. Hyren er sikkert fortrinlig, for man forestiller sig da, at verdens næstrigeste mand har råd til et ordentligt forsvar. Men til hvilken pris har man lyst til at forsvare en så utilregnelig type, der kan finde på at fyre og tilsvine folk offentligt på Twitter, og generelt bare at sprede spandevis af usandheder? Sveden må pible konstant fra advokatens pande, når vedkommende vågner om morgenen og åbner Musks Twitter-feed. Særligt med tanke på, hvor nemt alting kunne være undgået, hvis bare Musk havde talt til 10 og undladt at trykke “send”.

I denne uge formåede Musk næsten at overgå sig selv, da han kom i en ekstremt uskøn fejde med den islandske produktdesigner Haraldur “Halli” Thorleifsson. På Twitter fortalte Halli, at han simpelthen ikke vidste, om han stadig var ansat ved Twitter, efter at være blevet låst ude af sin arbejdscomputer uden videre forklaring fra HR-afdelingen. Ét voila, frem sprang Elon Musk som internettrold af en æske med diverse spørgsmål om, hvad Halli egentlig havde lavet hos Twitter, inden han beskyldte Halli for at lyve om sin arbejdsindsats og ikke mindst sit handicap.

Tabt tråd, tabt kamp

Og ja, det er så her, man kan høre Musks godt gennemblødte advokat råbe “neeeeej” ned i hovedpuden. Ikke nok med at Halli solgte sin designvirksomhed Ueno til Twitter tilbage i 2021 – og altså ikke var en hvilken som helst ansat på det sociale medie – så lider han også af muskelsvind og sidder i kørestol. I en lang, ultraskarp Twitter-tråd tog Halli derfor til genmæle, hvor han i detaljer gennemgik sit sygdomsforløb og arbejdsliv – ligesom islændingen fik rettet adskillige stikpiller mod Musk, såsom at han “kan anbefale” ham at bruge tid med sine børn.

Forventeligt nok gik tråden hurtigt viralt. Folk slog ned på, at Musk tilsyneladende har videredelt Hallis fortrolige sundhedsoplysninger, ligesom man morede sig over, at milliardæren valgte den helt, helt forkerte mand at modsige. Halli er eksempelvis blevet kåret til årets person i Island, han har gjort en pointe ud af at betale så meget skat som muligt af Ueno-salget, og så har han sågar en non-profit, der arbejder på at opføre kørestolsramper.

Højst ukarakteristisk – og meget sigende for situationen – indså Elon Musk senere samme dag, at slaget var tabt. Ja, eller også havde han haft en advokat i røret, der panisk bønfaldt ham om at stoppe. Der blev i hvert fald disket op med en offentlig undskyldning, efter Musk først havde fået understreget, at “det er bedre at tale med folk end at kommunikere via tweets”. Point for ærligheden, også selvom det næppe er den bedste reklame for Twitter. For kan det virkelig passe, at mediets egenrådige ejer selv siger, at der findes bedre måder at kommunikere på?

 

Hvilke menneskerettigheder?

Nej, man kan hurtigt blive slugt af (shit)strømmen, hvis ikke ens rækværk er solidt nok – og overilede ytringer à la Musk kan selv den stærkeste advokat have svært ved at understøtte. Uden sammenligning i øvrigt tænker vi, at noget tilsvarende gør sig gældende i Storbritannien, hvor indenrigsminister Suella Braverman har præsenteret regeringens bud på en ny asylplan, der menes at være pivhamrende i strid mod international lov.

Kort fortalt (og som vi også var inde på fredag) vil voksne, der ankommer med små både via Den Engelske Kanal, bl.a. kunne blive nægtet ret til asyl og derefter deporteret med det samme. Folk med kendskab til menneskerettighederne og Genève-konventionen græmmer sig, mens højrenationalister som franske Éric Zemmour og italienske Matteo Salvini jubler, hvilket aldrig er helt et godt tegn. For så mangler man da næsten bare, at Elon Musk kalder forslaget “interessant”. /David Dragsted 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12