Parcelhuskvarter i Stenløse.
Ligusterfascisme lyder næsten hyggeligt. På en sådan drilsk og bramfri måde. Orden smager af grillpølser, skumfiduser og termokandekaffe. For vi har det jo herligt – med krokus i haven og øller på bordet. Hverdagens helte skammer sig ikke længere over den bekvemme livsstil, som tidligere blev kaldt for ‘småborgerlig’. I dag bor langt over halvdelen af alle vælgere i parcelhuse, og ingen politikere med respekt for egne magtambitioner kunne i deres vildeste fantasi finde på at lægge sig ud med parcellisterne.
Selv om politikerne lige nu diskuterer en større omlægning af boligskatten – og V-regeringen i forbindelse med den snarlige fremlæggelse af 2025-planen, plus finansloven for 2017, ventes at præsentere et bud på et nyt ejendomsvurderingssystem – kan enhver frygt god manes i jorden på forhånd. Det store flertal behøver ikke frygte for de næste terminer.
Familiehusejere er fredhellige i Danmark: ”Den, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod,” som Jesus gavmildt erklærede til sine disciple. Eller stammer dette citat i virkeligheden fra Anders Fogh Rasmussen? Det var i hvert fald ham, der i sin tid som statsminister i 00’erne indførte skattestoppet, som i dag skubber en enorm regning foran sig og reelt udgør årsagen til, at det (små-)borgerlige flertal på Borgen er tvunget til at finde på nye prokuratorkneb.
Om godt 40 måneder udløber skattestoppet, og hvis politikerne ikke finder en løsning inden da, risikerer Danmark en revolte. I årevis har boligejerne nemlig sparet for milliarder, da ejendomsværdiskatten dels har været indefrosset på 2002-niveau, og ejendomsvurderingerne dels har været fastholdt på 2011-niveau.
Hvis ejendomsværdiskatten havde fulgt den almindelige samfundsudvikling, og vurderingen samtidig var fulgt med, ville statskassen gennem hele perioden have fået solide indtægter, som snildt kunne have finansieret f.eks. en fjernelse af topskatten, eller en endnu mere virkningsfuld reform af hele indkomstskatten. Men boligejerne har været forskånet og indkapslet i en indbringende beskyttelse, som kun det dominerende flertal nyder i et folkeligt demokrati. Og sådan vil det fortsætte.
Udadtil vil der i de kommende uger blive iscenesat en debat om vidt forskellige modeller for en ny boligbeskatning: Fra en egentlig avanceskat – som det kendes fra Sverige, hvor sælgerne skal betale 22 procent af salgsgevinsten, og til gengæld en meget lav, løbende ejendomsværdiskat – til en ny kombiskat, der kombinerer bl.a. ejendomsværdi og grundskyld. Men det ender med noget nær statsgaranti med blot en justering af det nuværende system. Hvorfor? Fordi skatteministerens rådgiver, tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, på forhånd kalder den nye model, som regeringen altså snart fremlægger, for ”verdens bedste ejendomsvurderingssystem”.
Verdens lykkeligste folk kan da heller ikke stille sig tilfreds med mindre. Livet går stille videre. Måske er vejret trist og gråt, men i det mindste har vi snart verdens bedste ejendomsvurderingssystem. Nogle gange må man forandre, men tilsyneladende kun for at bevare. For som forfatteren til bogen Paradisvænget Jørgen Øllgaard har udtalt: ”Småborgernes triumf er, at lejerne drømmer om at blive som dem, og derfor er der heller ikke opbakning blandt lejerne til at ændre boligpolitikken.”