China Daily/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er en god tid for Kinas præsident Xi Jinping. I dag, onsdag, bortfalder de sidste store rejserestriktioner, så udenlandske turister nu atter kan besøge verdens mest folkerige land – et tydeligt kinesisk tegn på, at tingene er ved at vende til deres gamle, før-pandemiske tilstande. Ved åbningen af den Den Nationale Folkekongres – der sluttede mandag efter små to ugers skåltaler – kunne Xi Jinping officielt tage hul på sin historiske, tredje præsidentperiode. Og som om dét ikke var nok, blev der fredag sat en tyk streg under, at Kina for længst er begyndt at byde USA op til dans på den internationale, diplomatiske scene.
Til de flestes overraskelse kunne Iran og Saudi-Arabien her annoncere, at man med Kina som mægler er blevet enige om at genoprette de to landes diplomatiske bånd. Med tanke på, at Saudi-Arabien – der er overvejende sunnimuslimsk – og Iran – der er overvejende shiamuslimsk – længe har ført blodige proxykrige mod hinanden i bl.a. Yemen og Irak, er det lidt af en bedrift for kineserne. Man skal eksempelvis ikke mange år tilbage, førend man kunne høre kronprins og de facto leder af Saudi-Arabien Mohammed bin Salman sige, at Irans Ayatollah Khamenei var værre end Hitler. Nu er skårene imidlertid blevet så tilpas klinkede, at de to lande vil genåbne ambassader hos hinanden.
For Xi Jinping er der tale om en sejr på flere niveauer. Dels er der de praktiske fordele ved at få et mere stabilt Mellemøsten, hvorfra Kina importerer store dele af sin olie, har anseelige handelsaktiviteter og desuden står for 5G-infrastrukturen i bl.a. Qatar og Saudi-Arabien gennem teleselskabet Huawei. Dels er der den store signalværdi, aftalen sender – ikke mindst til USA, der ellers har siddet tungt på de diplomatiske aftaler i regionen. Pludselig har Kina meldt sig på banen som en ny samarbejdspartner for Saudi-Arabien, der hidtil har nydt godt af diverse (våben)aftaler med amerikanerne. Alt imens Kina også kan række hånden ud til Iran på en måde, der er helt utænkelig for USA.
Kort fortalt har Kina fået mæglet en aftale på plads, der slet ikke kunne være opstået med USA’s præsident Joe Biden som mellemand. Pludselig stråler kineserne i Mellemøsten – hvilket på sin vis allerede blev varslet sidste år, da Biden blev modtaget i Saudi-Arabien uden den store fanfare, mens Xi Jinping blev budt velkommen med både kampfly og kanonild. Mon ikke også det hjælper, at Kina slet ikke føler sig forpligtet til at tale moraliserende om menneskerettigheder – snarere tværtimod. Xi Jinping kan manøvrere med en større lethed og dermed skabe resultater, som Biden må se misundeligt på og forsøge at nedtone betydningen af.
Selvom det på ingen måde er givet, at den genfundne relation mellem Iran og Saudi-Arabien vil holde (der er alligevel meget ondt blod, der skal glemmes), kan Xi Jinping indtil videre glæde sig over, at Kina med ét fremstår som en mere troværdig, international problemknuser. Det giver ikke bare et boost til Kina’s såkaldte Global Security Initiative, Xi Jinpings bud på, hvordan internationale konflikter kan undgås – men også til ønsket om at blive fredsmægler mellem Rusland og Ukraine. Bedst som relationen mellem USA og Kina virker stadig mere anspændt, udfordrer kineserne USA’s mangeårige rolle som verdens vagthund. Man forstår godt, hvis Joe Biden snerrer over perspektiverne. /David Dragsted