Ritzau Scanpix
Den største omvæltning med SVM-regeringen kan være ved at ske på den udenrigspolitiske scene. Købmændene har allerede indtaget hovedrollerne.
Det vækker opsigt, at Danmarks nye udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er åbent i tvivl om, hvorvidt kongerigets nye udenrigspolitiske strategi skal kaldes “pragmatisk idealisme” eller “pragmatisk realisme”. De to grundbegreber, idealisme og realisme, er nemlig diametrale modsætninger i alle lærebøger om storpolitik, og foreløbigt er det derfor nok kun betoningen af ordet “pragmatisk”, som skal tillægges nogen form for mening. Men det er også i sig selv et afgørende strategiskifte; et brutalt brud.
I sidste valgperiode forsøgte den socialdemokratiske regering at lancere en såkaldt “værdibaseret udenrigspolitik”. Dengang skulle kampen for menneskerettigheder, demokrati og grøn omstilling være selve ledetrådene i den danske omverdensforståelse. Det lød flot. Men viste sig også at være vanskeligt at leve op til i praksis. Storpolitik er sjældent særlig from.
Nu har statsminister Mette Frederiksen (S) i hvert fald taget konsekvensen og er slået ind på den nye og kontant pragmatiske linje, hvor handelsinteresser og vennetjenester tydeligvis dominerer.
Eller som Lars Løkke udtaler om ophævelsen af det hidtidige forbud mod at sælge våben til krigsførende lande i bl.a. Mellemøsten: “Det er ikke fordi, vi åbner for våbeneksport. Vi udelukker bare ikke, at der slet ikke kan eksporteres noget som helst til Saudi-Arabien.”
Hvorfor sker skiftet nu? Hvorfor har Danmark pludselig droppet at betone menneskerettigheder for i stedet at gå efter en god handel i porten? Det findes der i hvert fald tre mulige forklaringer på.
Den gode. To af de dagsordener, som fylder mest i dansk politik – flygtninge og klima – er i sandhed grænseoverskridende problemer og tilmed to dagsordener, hvor nogle af løsningerne måske kan findes i Europas nærområder, lige på den anden side af Middelhavet.
Da Mette Frederiksen i denne uge rejste ned på officielt besøg hos Egyptens kontroversielle præsident Abdel Fattah El-Sisi havde hun to ønsker med: For det første et ønske om håndfast hjælp til at stoppe den “irregulære migration”, altså bådflygtninge, der på livsfarlig vis forsøger at komme fra Nordafrika til Sydeuropa. Og for det andet et ønske om at sælge nogle flere vindmøller, og i det hele taget få det store arabiske land til at forpligte sig på Parisaftalens målsætninger om mindre CO2-udslip.
Da det jo ikke er Danmark, som bestemmer, hvem der regerer i Egypten, har Mette Frederiksen – i den gode forklaring – valgt målrettet at opsøge manden, som om nogen kan blive krumtappen i både bekæmpelsen af menneskesmuglere og klimaødelæggelserne. Ingen fine fornemmelser: Det handler om at finde politiske løsninger, og så risikerer man altid at få lidt beskidte fingre. Ifølge Mette Frederiksen lever den “værdibaserede udenrigspolitik” fortsat. Nu blot i virkelighedens verden.
Den onde. Statsminister Mette Frederiksen har – efter en første periode med skarpt fokus på indenrigspolitik – skruet så meget op for sin udlandsbesøg, at det begynder at skabe spekulationer på Christiansborg. Er hun gået i gang med systematisk at opbygge et personligt netværk blandt alle de stats- og regeringschefer, som har de udslagsgivende stemmer, når der uddeles internationale topposter? Er Mette Frederiksen kort sagt i gang med at lave en Anders Fogh?
Tilbage i begyndelsen af 2009 benægtede Fogh som Venstre-statsminister, at han ihærdigt var i fuld gang med at lægge billet ind på posten ny som Nato-generalsekretær. Men da Fogh havde fået vredet sig så tilstrækkeligt meget over for Tyrkiets ministerpræsident, Recep Erdoğan og til sidst fik accept fra Ankara, var vejen banet: Anders Fogh rykkede op i geledderne, fra at være magtfuld statsminister i lille Danmark til posten som øverste civile chef for hele den nordatlantiske forsvarsalliance.
Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen nu pønser på noget tilsvarende? Skal besøget hos præsident El-Sisi ses som et led i en ansøgningsproces? Sådan lyder den onde forklaring. Selvom Mette Frederiksen meget vel kan begynde at få større ambitioner, ligesom Anders Fogh fik, er det dog noget gådefuldt, hvilken international toppost, hun realistisk skulle kunne få. Den første kvindelige FN-generalsekretær?
Den grusomme. Som en småstat i udkanten af Europa har Danmark ingen frie valg på den globale magtscene. Uanset om skiftende stats- og udenrigsministre taler om smukke værdier og ædle principper, er grundvilkåret, at dansk udenrigspolitik har været hyperpragmatisk – lige siden Danmark i 1600-tallet tabte skånelandene og dermed skrumpede afgørende som imperium.
Det eneste spørgsmål, som reelt kan diskuteres, er om loyaliteten skal bindes til Washington eller Berlin/Bruxelles. Forestillingen om en fritsvævende dansk udenrigspolitik er under alle omstændigheder naiv, og den onde forklaring på det aktuelle strategiskifte er, at Danmark må tage bestik af et opbrud, hvor hverken Washington eller Berlin/Bruxelles længere betoner værdier, men i stedet er begyndt at rekalibrere sine diplomatiske relationer efter en ny virkelighed, hvor Kina dels rykker hurtigt frem og tilbyder en attraktiv pagt for mange udviklingslande, og hvor alliancen mod Putin dels kun har opbakning i vestlige lande.
Hvis den nye kinesiske verdensdominans skal inddæmmes, og hvis Putins imperialisme skal stoppes, kan de europæiske lande ikke længere nøjes med at sidde i studiekreds med hinanden. Mette Frederiksen er kun en lille brik i et større spil, og hun er nødt til at rejse rundt til diktaturstater for om ikke andet at købe sig til flere ‘venner’. Også når det sker på direkte bekostning af de gamle værdier. /Lars Trier Mogensen