Ulige adgange og nye balancer

Spasser er et ord i ordbogen, der betegner noget dårligt. Manden der bliver afvist i døren for sin hudfarve er en spasser. Kvinden der går hjem alene er en spasser. Flygtningene på motorvejene er selvfølgelig spassere. Transkvinden der bliver overfaldet på toilettet er spasser.

Sådan lyder dele af et vers i Caspar Erics seneste digtsamling Nye Balancer, der under underoverskriften “handicapdigte” tager os gennem beretninger om den stigmatisering, der klistrer sig til personer med handicap.

“Taxaen er efterhånden min eneste transportmulighed,” skriver Eric, som en underforstået kritik af offentlige transportmuligheder. For sammen med forkerthedsfølelsen kæmper personer med handicap også på daglig basis med uhensigtsmæssige designløsninger, der hæmmer deres bevægelighed. Digtene leverer vigtige erfaringer om frustrerende hverdagssituationer, når man som person med funktionsnedsættelse oplever, at elevatoren på metrostationen er i stykker eller at ens intimsfære bliver brudt af fremmede.

Caspar Eric har selv diagnosen cerebral parese. En diagnose, der i ni ud af 10 tilfælde forårsager fysiske og/eller kognitive udfordringer. Med sine digte repræsenterer han personer med handicap, for hvem diskrimination ikke er ualmindeligt. Personer, hvis kroppe ikke har lige adgang til vores samfund, hvilket samtidig svækker deres retssikkerhed.

I sidste uge kunne 24Syv afsløre, at alle landets kommuner på et tidspunkt har brudt eller modvirket loven om behandling af danmarkskortet. En lov, der med sin indføring i 2018 havde til formål at genoprette retssikkerheden på social-, voksen- og børnehandicapområdet efter flere års alt for høje procenttal af omgjorte enkeltsager. Forhenværende socialminister Mai Mercado (K) omtalte dengang loven som en “tørresnor”, der skulle hænge kommuner til tørre, når de ikke gav den forventede rådgivning og støtte til mennesker med handicap. Med afsløringen står det dog klart, at kommunerne stadig ikke tager området seriøst.

Når kommunerne ikke prioriterer området, strider det mod basale dele af serviceloven, som lyder på, at personer med handicap har krav på hjælp, omsorg eller støtte til – simpelt sagt – at leve et liv med mening. Caspar Eric kaster kritik mod kommunernes brud på loven og repræsenterer med sin egen fortælling de personer med handicap, der oplever, at kommunerne ikke tager dem og deres behov alvorligt – hvorfor de beder om at få deres sager omgjort.

Kvinder i en kategori for sig

De nyeste tal fra social-, bolig-, og ældreministeriet viser, at omgørelsesprocenten er højest på voksenhandicapområdet med 42,5 pct. Her er kvinder med fysisk, psykisk eller sansemæssigt handicap en helt særlig gruppe, da de er dobbeltmarginaliserede på både køn og handicap.

Personer med handicap lever oftere i fattigdom og oplever – som i sagen om danmarkskortet – ikke tilstrækkelig retssikkerhed. Den seneste Vive-rapport om ‘Partnervold i Danmark’ fra 2020 viser, at det kan øge risikoen for social isolation, hvis man som kvinde med handicap oplever at blive udsat for partnervold, da de sammenlignet med kvinder uden handicap er mere udsatte for økonomisk og fysisk kontrol. Ifølge internationale undersøgelser er kvinder med handicap også i større risiko for at opleve psykisk, seksuel og voldelig udnyttelse.

Generelt er forskning fokuseret på partnervold mod kvinder med handicap dog fortsat meget sparsom, hvorfor vi reelt ikke ved nok om, hvad kvinderne udsættes for. Der argumenteres i Vive-rapporten for, at der er store mørketal, eftersom kvinder har svært ved at melde deres partner eller voldsperson, hvilket begrænser vidensindsamlingen. Kvinder med handicap kan også være mere påpasselige med at anmelde volden, da de er endnu mere fysisk og psykisk afhængige af deres partner – eller af en anden nær relation, som kunne forårsage volden.

Samtidig kunne noget tyde på, at vi ikke handler på den viden, vi rent faktisk har. I et skriftligt interview med Føljeton forklarer medlem af Kvinderådet for Danske Handicaporganisationer og Foreningen for Danske Døvblinde Raziye Acili, der selv er syns- og hørehandicappet, hvilke barrierer man kan opleve som døvblind kvinde, hvis man står i en sårbar eller faretruende situation med eksempelvis en voldelig partner:

“Hvis man oplever, at ens grænser overskrides, kan man have svært ved at vide, hvor man skal henvende sig for at få hjælp. Det er fordi informationssøgning er besværliggjort, når man hverken kan høre eller se normalt og bruger hjælpemidler til at søge på nettet. Man er også mere afhængig af sin partner eller sine nærmeste, som også kan være dem der udsætter en for vold”.

Kvinder med handicap er tilsvarende mere udsatte, når de opsøger et krisecenter. Ifølge Razyie Acili findes den første barriere allerede, når man som døvblind forsøger at kontakte et krisecenter: “Den nationale hjælpelinje 1888 er kun tilgængelig, hvis man kan høre normalt. Og hvis man forestiller sig, at man når så langt som at komme til krisecenteret, så kan det være svært at kommunikere med personalet, særligt hvis man er tegnsprogsbruger.”

I begyndelsen af marts udkom ligestillingsministeriet med en ny handleplan for partnervold og -drab mod kvinder. Den indeholder 136 mio. kr. i finansiering fra SSA-reserven (social,- sundheds-, og arbejdsmarkedsområdet) og 14 nedskrevne initiativer, hvoraf et af dem rent faktisk vil udvide undersøgelsen af forekomsten af partnervold. Hvis initiativerne også skal gavne kvinder med handicap, skal deres sager dog varetages isoleret – ligesom der i højere grad skal investeres i forebyggelse og bedre tilgængelighed på landets krisecentre, mener Razyie Acili:

“I dag er der ikke særskilt fokus på kvinder med handicap på de ambulante tilbud eller de fleste krisecentre. Desuden er det et generelt problem for kvinder, at de ikke gribes efter de kommer ud af et krisecenter, men problemet bliver forstærket, når man har et handicap, som gør det svært at få og vedligeholde et socialt sikkerhedsnet.”

Razyie Acili oplyser videre, at det først og fremmest ville være oplagt at bruge den nye finansiering til at øge vores viden om personer med handicap og deres muligheder for at få hjælp, når de har været udsat for overgreb: “Men det ser desværre lige nu ud til, at SSA-reserven ikke har givet så mange midler til nye specifikke initiativer på partnervoldsområdet. Efter min mening burde man i stedet putte indsatsen mod partnervold på finansloven, så man netop prioriterer nye initiativer, opbygning af områder af viden og forebyggende tiltag med midlerne fra SSA-reserven.”

Narrativets kraft

Den amerikanske kritiker og handicapforsker Robert McRuer peger i en kobling af handicap- og queerteori på, hvordan den personlige fortælling kan afvikle skjulte barrierer og bekæmpe stigmatisering. Teorien har fokus på at videreudvikle patografi, altså læren om sygdomme, med empati. Gennem omsorgsfuld sygdomslitteratur giver man personer – uden for den dominerende kropsnorm – en følelse af bevægelighed uden at kunne bevæge sig fysisk.

Razyie Acili advokerer da også for vigtigheden i vidnesbyrd, fordi de – anonyme eller med navn – skaber en mere personlig stillingtagen til mørkeområdet om vold mod kvinder med handicap.

Litteraturen har de seneste år givet en mangfoldighed af vidnesbyrd, som vi eksempelvis ser dem i Nye balancer, hvor Caspar Eric deler sin erfaring og kritiserer både lovgivning, samfundsnormer og ekskluderende designstandarder. Dermed bidrager digteren også med et levende narrativ på et område, vi stadig ikke ved nok om i Danmark.

Internationale handicapstudier peger på, at empatien i den personlige fortælling kan øge vores viden og give mennesker med handicap bemyndigelse i et samfund, de ellers føler sig nægtet adgang til. På samme måde forsøger eksempelvis McRuer at skabe et værktøj, der baner vej for, hvad mennesker med handicap har krav på: Lighed for loven i en nutid snarere end i en fremtid, der virker uendeligt langt væk. Eller sagt i et rungende kor i Nye Balancer: “Vi transunger, homounger og crippede unger, der flyder rundt i et evigt ‘lige om lidt’. En tidslighed der ikke er bygget til os.” /Astrid Søby