Ron DeSantis' lange fingre

Du sidder til et møde med USA’s måske kommende præsident. Du har ventet hele dagen på at fremlægge din sag, tiden er endelig inde. Bedst som du skal til at indlede din forberedte tale, hiver præsidentkandidaten en chokoladebudding frem. Du aner ikke, hvor han har den fra, og du bliver ikke selv budt på en. Men fair nok, det er også en hård valgkamp, man kan vel gå sukkerkold. Du begynder at fortælle om dit velgørenhedsarbejde, og hvilke politiske udfordringer du konstant støder på. Langsomt ebber dine ord dog ud, da præsidentkandidaten stikker tre fingre direkte ned i buddingen og fører dem op til munden.

Igen.

Og igen.

En engangsske ligger ubrugt tilbage på bordet og stirrer hånligt på dig. Præsidentkandidaten, ja, han er fuldstændig tabt for omverdenen. Han ikke bare spiser, han fortærer den budding. Du indser, at han slet ikke har hørt efter. Hypnotiseret af buddingen bliver du også selv i tvivl. Hvad var det overhovedet, du var kommet for at sige?

Diplomaten fra helvede

Skal man tro beretningerne fra folk tæt på den republikanske senator Ron DeSantis, er han ikke nogen nem mand at arbejde med. Udover at DeSantis åbenbart kan finde på at spise budding med fingrene, har han generelt for vane at spise under møder “som et sultent dyr, der aldrig før har fået mad”. Dertil kommer, at DeSantis – der ventes at udfordre Donald Trump i jagten på at blive republikanernes præsidentkandidat – ikke helt har de sociale egenskaber, som amerikanerne forventer af deres politikere. Florida-guvernøren skyer folkemængder og smalltalk. Han vil strække sig langt for ikke at snakke med sine vælgere, og når han endelig taler, skal det ske efter et gennemarbejdet manuskript.

Selv hvis Donald Trump ikke skulle vinde republikanernes nominering, er der kort fortalt ikke meget, der tyder på, at Ron DeSantis vil være et bedre diplomatisk bud. DeSantis – eller “DeSatan”, som han også er blevet kaldt – er ikke bare blevet bannerfører for republikanernes vindmøllefægtende kulturkamp, han er også konservativ med stort K, måske endda tre af slagsen. Og så virker han generelt bare ikke som typen, man har lyst til at have for enden af Nato-forhandlingsbordet, når de fintfølende diskussioner skal tages. Eksempelvis om krigen i Ukraine.

Selvom USA’s præsident Joe Biden sammen med udenrigsminister Anthony Blinken har gjort sit for at understrege den amerikanske opbakning til Ukraine, begynder den tværpolitiske splittelse så småt at vise sig. I den forbindelse har DeSantis ikke gjort meget for at dæmpe gemytterne, da han i denne uge fik understreget, at krigen er en “territorial konflikt”, som ikke bør ses som et “afgørende nationalt problem” for amerikanerne. Det er den trumpistiske “America first”-tankegang om igen, og bekymrende varsel om, hvor hurtigt et valg vil kunne vende op og ned på den amerikanske loyalitet. Helt upåagtet, hvor meget budding der bliver serveret på de internationale topmøder.

Kampfly til tiden

Når Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij ikke partout kan regne med, at amerikanerne vil blive ved med at gå forrest, kan han da i det mindste glæde sig over, at andre Nato-lande nu tager teten. Torsdag meddelte Polen, at man vil imødekomme Zelenskijs ønsker og sende fire MIG-29-kampfly til Ukraine inden for “de næste få dage”. Fredag morgen fulgte Slovakiet så trop med et tilsvarende løfte om at sende MIG-29-kampfly til Ukraine. Med et trylleslag er Nato-tabuet om kampfly altså blevet brudt.

Herhjemme plæderer forsvarsordførerne fra Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti nu for, at man lige så godt kan sende nogle af de danske F-16-kampfly til Ukraine. Udfordringen er så bare, at ukrainerne ikke har samme kendskab til F-16’erne som de sovjetisk-designede MIG’er, hvilket sætter nogle helt andre krav til oplæringen. Samtidig er meldingen fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) at eventuelle kampflys-drøftelser i hvert fald skal ske i samarbejde med andre lande.

Uanset hvad, er en af de “røde linjer”, Rusland har sat, i hvert fald blevet brudt af to Nato-lande. Ligesom det var tilfældet med Leopard-kampvognene, indvarsler kampflyene fra Polen og Slovakiet en ny, konfliktoptrappet fase af krigen. Skulle man blive lidt nervøs ved udsigterne, maner Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i international politik og militær, dog heldigvis til besindighed hos TV 2. Spørger man Vedby Rasmussen, vil der ganske vist komme russiske trusler, men de vil nok engang være tomme. Eller sagt med ekspertens egne ord:

“De røde linjer flytter sig meget hurtigt i øjeblikket. Og i virkeligheden er der heller ikke så meget, Rusland kan gøre, selvom de ville. De er ved at tabe det hele på gulvet. Hvad skulle de gøre? Angribe Polen?”

Se, det er da en god melding at gå til weekend på. Særligt hvis lige glemmer for en stund, at man vist nok sagde det samme om Nazityskland, inden Polen blev invaderet d. 1. september 1939. /David Dragsted