Nyhedsanalysen
fw - tirsdag
Et glamourøst show havde Frederiksberg Hovedbibliotek også lagt op til i denne uge. Det var imidlertid ikke alle, der var lige begejstrede for idéen om, at børn skulle kunne se et farverigt show med to drag queens, der efter eget udsagn ville “forsøge at få børnene til at glemme tid og sted og bare være i nuet med glitter og glæde”. De nyslåede DF’ere Mikkel Bjørn og Mette Thiesen valgte begge at gå ind i sagen med argumenter, der blev taget direkte fra den amerikanske kulturkamp – også selvom den virkelig ikke burde have gang på dansk jord. “Har de konservative, nationalromantiske politikere glemt, at mangfoldig børneformidling er en lige så stor del af vores kulturarv som de brede bøge?” spurgte Emilie Ewald i en ‘Kære læser’ tirsdag.
Malplaceret nationalromantik kunne man også finde i Georgien, hvor en moddemonstration organiseret af højrefløjsparti og –gruppen Alt Info gik på gaden for at støtte et tættere georgisk-russisk forhold. Det rykkede dog ikke ved, at omfattende, pro-europæiske demonstrationer allerede har fået den georgiske regering til at nedstemme et kontroversielt lovforslag, der i folkemunde var kendt som “den russiske lov”. Noget kunne altså tyde på, at Ruslands soft power er blevet mindre. Astrid Plum gennemgik sagen i en nyhedsanalyse.