Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
Banker næres af tillid. Ja, faktisk er de totalt afhængige af deres kunders og investorers blinde tro. Da det fredag stod klart, at Credit Suisse, Schweiz’ andenstørste bank, igen havde fået en syngende lussing på aktiemarkedet, var det derfor blevet tid til at handle – meget hurtigt. Tilliden til banken var øjensynligt ikke til at genoprette, selvom den schweiziske centralbank tidligere på ugen var trådt til med et nødlån på 50 mia. euro. Efter en kortvarig optur fyldt med diverse forsikringer om bankens styrke og kommende turnaround, havde Credit Suisse-aktien fortsat sit fald. Da markederne gik på weekend, var Credit Suisse blot 7,4 mia. schweizerfranc værd. Søndag blev det så meldt ud, at UBS, Schweiz’ største bank, ville købe Credit Suisse for tre mia. schweizerfranc, svarende til godt 22,6 mia. kr. Så meget koster en bank, som ingen længere tror på.
Når man sætter penge ind i sin bank, forventer man selvsagt at kunne hæve dem igen. Normalt er det da heller ikke noget problem, for banken har masser af rede penge ved hånden. Men om det er præcis dine penge, det er straks en anden sag. I forventningen om, at alle kunder næppe vil have alle deres penge udbetalt på samme tid, investerer og bruger banken gerne de midler, den får ind – hvorfor de ikke bare ligger øjeblikkeligt klar i en bankboks. Skulle det ske, at kunderne pludselig mistænker banken for at være insolvent, og derfor hæver deres penge i panik, ja, så har vi balladen. Som en selvopfyldende profeti risikerer det såkaldte bank run at gøre banken insolvent, da der ikke kan skaffes likvide midler hurtigt nok. Eller sagt mere simpelt: Hvis tilliden forsvinder, fungerer systemet ikke.
I grove træk var det nogenlunde det, der for små to uger siden knækkede amerikanske Silicon Valley Bank: Bekymret over bankens tvivlsomme aktiviteter begyndte kunderne at få udbetalt deres penge, og snart var et af de hurtigste bank runs i USA’s historie en realitet – godt hjulpet på vej af de sociale mediers frygtspredning. Finansindustrien gik midlertidigt i chok, og investorer begyndte at se sig om efter andre sårbare banker. Her stod det hurtigt klart, at evigt risikovillige Credit Suisse – som Financial Times-journalist Martin Arnold beskriver (betalingsmur) som “den europæiske bankverdens mangeårige problembarn” – godt kunne komme i problemer. Særligt efter Saudi National Bank meddelte, at man ikke ville kaste flere penge ind i Credit Suisse. Med tanke på, at saudierne ejede små 10 pct. af den schweiziske bank, var det ikke videre betryggende.
Og ja, resten er historie; selv ikke Credit Suisses 166 år gamle renommé var nok til at dæmpe uroen, hvorfor UBS måtte træde til. For slet ikke at nævne den schweiziske regering, der har lovet dække op mod ni mia. schweizerfranc i eventuelle tab, nu hvor handlen måtte gennemføres omgående og uden den vanlige due diligence.
Håbet er, at man med UBS’ hastige opkøb har forhindret et nyt bankkollaps, og dermed kan dæmme op for uroen på finansmarkederne. Christine Lagarde, præsident for Den Europæiske Centralbank har da også allerede takket for omtanken, med henvisning til, at redningen af Credit Suisse “var afgørende for at genskabe ordentlige markedsforhold og sikre finansiel stabilitet”. Samtidig har Den Europæiske Centralbank sammen med bl.a. den amerikanske og japanske centralbank indgået en aftale om at øge dollar-likviditeten, så der kort sagt kan være penge nok i omløb til at forhindre nye krisesituationer. Som både Silicon Valley Banks og Credit Suisses drastiske nedture viser, skal der dog ikke meget til, førend et nyt tillidsbrud atter vil få verdensøkonomien i alarmberedskab. /David Dragsted