Ufreden har sænket sig

En gruppe beboere fra teltlejren vil demonstrere på torvet i Thisted imod tortur og henrettelser i Iran. Der er 25 mænd og et par frivillige inden afgang, og stemningen er alvorlig. Emnet er alvorligt. Med omkring 1000 henrettelser i 2015 er Iran det land i verden, der henretter flest mennesker efter Kina.

Det officielle tal for hele året er ifølge Amnesty International 1634 henrettelser. I den seneste tid har den islamiske republik hængt en større gruppe politiske fanger og etniske minoriteter, blandt andet kurdere og sunnimuslimer, på baggrund af tilståelser under tortur. Det står ilde til med frihedsrettighederne i landet, som har en form for demokrati.

Dagen før har mange været til frisøren i lejren, fordi der gik rygter om, at TV Midt/Vest ville dække aktionen. Beboerne låner lejrens ene minibus for at transportere de forproducerede skilte og den galge, de har bygget i træ, som er malet i det iranske flags farver. Det er den iranske kurder, Barzan, som er hovedarrangør. Han viser mig et af de laminerede skilte, et fotografi af to mænd. Den ene er hans barndomsven, som sidder fængslet på tiende år. Han blev anholdt for politisk aktivisme og er dødsdømt. Barzan forventer, at han bliver hængt i næste måned.

”Den her demonstration er for alle dem, der lever endnu,” siger Barzan.

”Jeg har selv en dødsdom.”

Han forklarer baggrunden for sin flugt, men vil ikke have sin historie i Føljeton. Årsagen er overraskende: Han er bange for, at få folk uden grund til at flygte og i den forbindelse kopiere og bruge hans historie til at få asyl i Danmark.

På torvet

Mændene samles og stiller sig i en halvcirkel foran rådhuset. Her er cirka 55. Galgen er placeret i midten, og de holder skiltene med billeder af ofre for det iranske styre op foran sig. Et viser en tilsløret kvinde med galge om halsen, et forestiller en ryg med store blodige læsioner efter tortur, og der er flere billeder af ofre.

Selve det at stå offentligt frem i en demonstration er særligt for gruppen her.

”Hvis jeg demonstrerede sådan i Iran, ville jeg komme i fængsel,” siger Barzan.

”Det føles godt at have den frihed.”

Han rigger et lydanlæg til, og hans ven Khaled griber mikrofonen og siger på engelsk:

”Vi holder nu et minuts stilhed for de mennesker, der gav deres liv for frihed.”

Der bliver stille på Nytorv. Det er en sløv torsdag formiddag, og lydene omkring pladsen skiller sig ud; det er smalltalk fra guldsmeden (”Ja, det er godt du, haha, vi ses i næste uge!”) og en elknallert, der stiler hvinende mod gågaden. Khaled holder derefter en lang tale i lydanlægget på kurdisk, som han læser op af et håndskrevet stykke papir.

De danske tilskuere

Over for pladsen sidder fire ældre mænd og observerer livet dels fra el-knallert, dels fra bænk. De fleste vil ikke fotograferes, men følger nøje og nærmest ubevægelige med i dagens sceneri. En lidt yngre mand med læderkasket stiller dog tjenstvilligt op, han hedder Svend Rokkjær. Han synes, demonstrationen er ”fin nok”, men at det er problematisk, at asylansøgerne ikke taler dansk.

”Jeg håber, de får budskabet ud. Men når folk her på gågaden hører det der, så går de bare videre, for man forstår ikke en skid, og det gør jeg heller ikke.”

Svend peger over mod asylansøgerne – det er kurderen Sirwan, der har mikrofonen nu, og han taler længe og monotont på kurdisk eller persisk. Svend fortsætter:

”Det er de forkerte, der kommer her. Hvad med dem, der sidder i de forskellige lejre dernede? De har ikke salt til et æg – det er dem, vi burde hjælpe. Synes jeg!” slutter han.

Barzan sætter musik på anlægget. Lyden er ulden, men snart begynder mændene i kredsen at synge med. Det er en regeringskritisk sang, forbudt i Iran.

Nede foran torvets lille café står to ranke, ældre herrer, det er Kaj Madsen og Jørn Kjeldgaard.

”Vi kan godt være betænkelige for sådan en flok unge mennesker her i byen,” siger Kaj og peger mod demonstrationen.

”Om de finder arbejde. Der er problemer nok med at finde arbejde til vores egne.”

De er venlige over for asylansøgerne, men bekymrede for lokalsamfundet.

”Nu fyrer de 55 mand på Tican (det lokale slagteri). Det er skinkerne, der ryger til Tyskland. Hvordan skal vi finde arbejde til dem her i området?”

Senere sidder de på en bænk ved blomsterkasserne. De har hver deres rose i hånden, som de har fået af Sirwan, som iført kurdisk nationaldragt og et charmerende smil deler ud til de danske tilskuere. En kvindelig bekendt hilser på Jørn og Kaj, og i en hurtig smalltalk forklarer de hende, hvorfor mændene demonstrerer:

”De hænger og halshugger jo folk dernede i Iran.”

Budskabet er måske alligevel trængt igennem trods sprogbarrieren, også selv om TV Midt/Vest ikke dukkede op.

I ”Palæet”

En af de frivillige, der møder op til demonstrationen, er Susanne Henriksen. Men faktisk klassificerer hun ikke længere sig selv som frivillig, men som ‘kæreste’.

”Det er flot min skat,” kalder hun, da han stiller sig op med et skilt i halvcirklen.

”Stop murders in Iran now,” står der.

Hamid Talebi er iraner og kender alt til de kritisable forhold i hjemlandet. Han har en blå skorpion tatoveret på sin hals.

Nogle dage senere sidder vi i Susannes kolonihavehus ”Palæet”.

Jeg spørger til tatoveringen, og Hamid svarer, at den ikke er symbol på noget bestemt, han kan bare godt lide en skorpion.

”Og han kan lide slanger, store hunde, farlige dyr og motorcykler,” siger Susanne.

Han løfter op i trøjen og viser mig en større tatovering på ryggen: en mand på ryggen af en fugl. Det er den religiøse filosof Zarathustra, en spirituel figur fra det gamle Persien, fra før Islam gjorde sit indtog i landet. Zarathustra prædikede blandt andet for den frie vilje, og Hamid forklarer, at symbolet i dag repræsenterer opposition til styret og derfor er farligt at skilte med.

I går aftes efter demonstrationen græd Susanne. Hun havde set en facebookvideo af en henrettelse i Iran, en kranvogn, der rullede ud i gaden og hængte en gruppe mænd fra ”armen”, en slags mobil dødsmaskine.

”Det var som et cirkus. Med et hegn, hvor folk kunne stå bagved og se på.”

Hun viser, hvordan hårene rejser sig på hendes arm:

”Jeg indså pludselig, at hvis du bliver sendt tilbage, kan du dø.”

Vi sidder ved stuebordet med blomstret voksdug, og når Susanne besvarer mine spørgsmål, henvender hun sig ofte til Hamid. Han har forbudt hende at se flere klip.

”Danske folk forstår ikke,” siger han.

”Vi sidder her og drikker kaffe, og du skriver om det, men I forstår det ikke rigtigt. Hver en lille by i Iran har en plads som torvet nede i Thisted, hvor de henretter folk.”

”Nogle gange forsvinder han for mig. Fordi han er så fuld af onde billeder og frygt for at blive sendt hjem. Men du er blevet bedre til at snakke om det,” siger Susanne.

”Fordi jeg har en god lærer,” svarer han.

Hus – bil – vej

Da Susanne startede som frivillig for 9 måneder siden, havde hun fælles facebookkonto med sin danske mand. Nu er hun skilt og på sjette måned stormende forelsket i Hamid. For tiden er de mest i kolonihaven, hvor de sommeren over har dyrket grøntsager.

”Han elsker sure ting – han piller umodne blommer og æbler af træerne og spiser dem. Og rå rabarber,” siger hun, og de smiler til hinanden.

Rundt omkring i den lyserøde stue hænger gule post-its: ”Skab”, ”væg”, ”billede”, ”ovn”. Det er sådan, hun lærer ham dansk, og det var sådan, de fandt sammen. Efter tre måneder i teltlejren blev han flyttet til Hanstholm Asylcenter, hvor han en aften inviterede Susanne og et par andre frivillige til middag.

”Jeg kunne mærke, han var over mig hele tiden. ‘Hvor gammel er du? Har du børn?’, mange spørgsmål.”

De begyndte at skrive sammen og aftalte, at hun skulle lære ham dansk. En dag gik de en tur og øvede navne på ting, de passerede: Hus. Bil. Vej. Pludselig holdt de hinanden i hånden. Susanne var forvirret.

”Jeg startede i campen tilbage i november, fordi jeg ville gøre en forskel. Jeg levede i et ægteskab, der ikke var godt, men det var ikke den måde, jeg regnede med at komme ud af det på.”

Hun tabte sig 17 kilo på en måned, hun var forelsket.

”En dag tog jeg op til Hanstholm og sagde: ‘Jeg går med dig.’ Du var bange, fordi jeg opgav så meget for dig. Men jeg fik det meget bedre.”

De holdt forholdet hemmeligt for de fleste af hensyn til familie og Susannes eksmand.

”Så fik jeg en lejlighed, vennerne accepterede det, og skilsmissen gik igennem på 14 dage. Det hele faldt bare i hak.”

En gave fra Gud

Nogle vil se det som kontroversielt, at en frivillig bliver kærester med en asylansøger. Men omgivelserne har taget overraskende godt imod nyheden.

”Her i kolonien var jeg nervøs for accepten. Folk herude er gamle og kan være snæversynede og fordømmende. Men så var der en kvinde, der manglede hjælp til at rive et hus ned, og Hamid og hans venner trådte til. Nu hilser alle på ham.”

Hamid står ved døren og ryger, og Susanne går hen og giver ham et smækkys.

Hans familie i Iran har også accepteret Susanne. Han har brudt med sin kone og har en elleveårig søn, som han ikke har kontakt til, men hans to søstre og deres familier er vilde med Susanne.

”Når de ringer, starter de altid med at spørge: Hvor er Susanne? Hvordan har Susanne det? Vi vil snakke med Susanne. De følger med i mit liv i Danmark.”

Hamid er i fase to af sin asylansøgning og er i praktik hos en svejser, som også var hans beskæftigelse i Iran.

”Vi arbejder ihærdigt på at gøre ham så integreret som muligt. Vi snakker ikke om, at han kan blive sendt hjem. Der er kun een mulighed – nemlig at han bliver her.”

Hun banker sin orangelakerede pegefingernegl resolut i bordet i takt med de sidste ord.

Jeg spørger Hamid, hvad forholdet til Susanne betyder for ham.

”Jeg er heldig og glad,” svarer han.

Tårerne vælder op i Susannes øjne, og hun går over til køkkenbordet og tørrer dem.

”Hun er en gave fra Gud til mig.”

Volden eskalerer

På dagen for demonstrationen fortæller medarbejderen Hawrae Ketabi om en nylig hændelse i lejren. På en nattevagt siger han godnat til alle i salens kabiner, men en somalisk mand svarer i stedet ”fuck”. Manden har været her i tre uger og går rundt med sten i lommen som våben. Han har mistet sin kone og sit barn og er psykisk ustabil.

”Ja, ja, godnat,” siger Hawrae bare og går videre på sin runde.

Pludselig hører han et rabalder bag sig. Somalieren har kastet en flaske efter ham, den ligger smadret få meter bag ham. De andre asylansøgere stikker hovedet ud fra de sorte forhæng i kabinerne for at se, hvad der sker, og Hawrae siger, de bare skal tage det roligt. Hawrae og den anden medarbejder på nattevagten, Christian, vil ringe til politiet, men gør det ikke med det samme, de vil ikke skabe unødvendig uro.

I stedet går Christian, efter sin egen ”godnat-runde”, tilbage for at samle skårene op. De ræsonnerer, at det måske bare er Hawrae, beboeren har et problem med. Et minut efter kommer Christian løbende og fortæller, at somalieren har en kæmpe sten. Han forsøgte at snige sig ind bagfra, mens Christian sad foroverbøjet og samlede glas op. Heldigvis tabte manden stenen, så Christian opdagede ham.

De to medarbejdere låser sig inde på kontoret, indtil politiet kommer med en hundepatrulje og tager somalieren med. Senere bliver Thisted spurgt, om de vil tage imod somalieren igen, men afslår. I stedet bliver han sendt videre til Næstved. Det er almindeligt, at teltlejrene i Næstved, Haderslev og Herning sender ”problemerne” videre imellem hinanden, og på den måde bliver de asylansøgere, der står bag de voldsomste konflikter, måske aldrig rigtig udredt, blot placeret andetsteds.

En voldtægtsforbryder

Tidligere på sommeren fik centret en anden ny beboer, som de måtte hurtigt af med. Mens ledelsen var på ferie, kom en bil fra et asylcenter på Nykøbing Mors og satte en farlig mand af. Personalet i Thisted fik at vide, at han havde voldtaget to 7-årige børn. Ingen ved, hvor længe siden det er, eller hvor i verden det skete. Men de fik besked på, at han skulle holdes langt væk fra kvinder og børn. Hver gang han så medarbejderen Elin Nielsen, sagde han: ”LOVE.”

”Der er no fucking love here,” svarede Elin. Over sommeren var der ingen familier i lejren, så derfor mente man måske, at manden kunne være her. Men han var svært psykisk syg, og Elin mener også, han var udviklingshæmmet:

”Jeg har arbejdet seks år i psykiatrien med domsfældede patienter. Jeg havde det sådan, at: ”Jeg har set ham før, jeg kender typen.” Og vi havde jo ingen medicin til ham eller ressourcer til at døgnbemande ham. Det er slet ikke det, vi er gearede til.”

Det endte med, at medarbejderen Ammar Mohamed Ali kørte manden på skadestuen, som sendte ham på psykiatrisk hospital i Brønderslev.

I de tre uger, hvor lederen Mika Bastrup Røsholt var på ferie, var Elin bange og følte ikke, at der var styr på tingene i lejren.

”Det var lidt som at være alene hjemme, da man var lille,” siger hun.

Tæsk i Thisted

Fredag nat d. 12. august får en beboer fra lejren tæv på Heidi’s Bier Bar i Thisted. Han får slag især i hovedet og på overkroppen og må på skadestuen. Han hedder Mohammad, kommer fra Libyen og blev for nylig flyttet til teltlejren fra et asylcenter i Frederikshavn. Hans ID-kort er udstedt i Danmark d. 6. november 2014, så han har været i landet længe. Han fortæller, at han fik en smøg i rygerummet på diskoteket, og da han ville gå ud, blev døren blokeret af fem-seks mand.

”To af dem var meget store,” Mohammad puster sig op for at vise, at de er pumpede. De dannede en cirkel omkring ham og begyndte umotiveret at tæske løs på ham, siger han. En dørmand smed alle ud, men det fortsatte udenfor, og Mohammad kom ned at ligge. En frivillig fra lejren, Heidi Gade, lagde sig imellem:

”Da jeg kommer, kan jeg se, at der er ballade,” fortæller hun.

”Jeg ser Mohammad ligge på jorden, og blodet står bare ud af ham. Han råber, at han er blevet overfaldet og begynder at samle nogle sten op fra jorden, måske for at smide dem efter dem, der havde gjort det. Jeg får det stoppet og sidder hos ham, indtil han bliver taget til skadestuen. Han er helt chokeret.”

Heidi Gade opfatter det ikke selv, som om hun lagde sig direkte imellem, men i højere grad, at hun beroligede ham.

Dagen derpå

Mandagen efter er Mohammad hos sygeplejersken i lejren. Det går hurtigt, da han allerede er blevet undersøgt af en læge, og hun henviser ham blot til en tandlæge.

Han er stille, et sår i panden. Han bærer rundt på en lille plastikcontainer med sine tænder, en ituslået protese. Den er brækket og to tænder mangler, han kunne ikke finde dem på gaden. Bagefter kører medarbejderen fra lejren Christian Mehl ham til politistationen, hvor Mohammad vil anmelde episoden.

Han får at vide, at politiet efterforsker sagen, og at han nok skal blive indkaldt til afhøring. Betjentene fra efterforskningen skal have set overvågningen fra diskoteket igennem. Uden for politistationen bliver Mohammad ked af det. Hverken politimanden eller sygeplejersken hørte hans historie, men viste ham på neutral facon videre i systemet. Han bliver i tvivl, om det danske system vil tage sig af en asylansøger, om det vil tage ham alvorligt. Han siger, at dem der tæskede ham, var racister. Christian Mehl taler beroligende med ham. Forsikrer, at politiet ser objektivt på hans sag. At overfaldet ikke nødvendigvis var racistisk motiveret, det kunne have sket for enhver.

Han ved det, for han har selv fået tæsk i Thisted.

”Nogle har en tendens til at sætte det der ‘racist-mærkat’ på,” siger Christian til mig: ”Men egentlig kan man bare kalde dem for nogle røvhuller.”

I minibussen tilbage mod lejren undskylder Mohammad sit følelsesudbrud og siger, at han godt ved, at Danmark er et godt land.

Nogle dage senere hører jeg en ny version af begivenhederne: Mohammad er blevet set udenfor Heidi’s Bier Bar kaste vildt med sten. Om det var før eller efter, han fik bank i rygerummet, vides ikke. Forhåbentlig vil politiets efterforskning klarlægge sagen.

Medarbejderne rammes

Samme nat som Mohammad har været på stationen, går det igen galt om natten i lejren. Det er igen på ‘godnat’-runden i salen og igen tilsyneladende umotiveret. En medarbejder får slag i hovedet, en anden i maven.

Det er første gang, der er så direkte vold fra en beboer mod en medarbejder. Historien fortælles i Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og BT, debatten blusser op i Thisted, TV Midt/Vest kommer i centret for at interviewe lederen Mika Bastrup Røsholt, som er træt. Hun henviser medierne til direktøren for området og tager sig primært af sine medarbejdere, som får læge- og psykologhjælp.

”De sidste tre voldelige hændelser omhandler folk, der er syge. Vi vidste godt, at den her mand er syg, han er tidligere misbruger,” siger hun.

Hun er træt af at tage imod psykisk syge beboere. De andre asylansøgere hjælper personalet, fortæller hun. De forsvarer medarbejderne, når der er uro.

”Det nytter ikke noget. Det er utrygt for de andre beboere. Man burde lave en målrettet indsats for de psykisk syge og samle dem et sted, hvor der er uddannet personale til dem.”

De voldsepisoder, der har været, involverer alle nye beboere. Måske er det tilfældigt, men det kan også være mænd, der er blevet forflyttet hertil, efter at de har lavet ballade i andre centre. Mika har arbejdet i teltlejren i de ni måneder, den har eksisteret, og har set mange af mændene blive dårligere:

”Noget andet er, at det generelt ikke er gavnligt for de her mænd at bo i teltlejre. Det er dårligt for deres integration. De kunne måske være her i fire måneder, men vi har altså omkring 100 mænd, som har boet her siden november 2015.”

Lederskifte igen

Mika Bastrup Røsholt er blevet træt. Så træt, at hun stopper som leder i centret efter fem måneder på posten. Hun er den anden leder på ni måneder, som bukker under for det hårde pres. Lederen skal både klare masseslagsmål, personalespørgsmål og Udlændingestyrelsens krav. Det er svært at få familielivet til at hænge sammen, når vagttelefonen ringer om natten med problemer i lejren.

Hun er blevet truet på livet, har fået skubbet et bord imod sig af en utilfreds beboer, og hver dag i lejren er stadig uforudsigelig. Nu flytter hun fra kontoret med lampen, der stadig hænger skævt, til et ordnet kontor og et job som integrationsmedarbejder i kommunen.

Ny leder i centret bliver Iben Hjortshøj, som kommer fra Hanstholm Asylcenter, hvor hun har været i fem år.

”Jeg gjorde mig mange overvejelser, før jeg sagde ja til jobbet. Jeg havde 72 timer uden søvn, hvor jeg talte knaster i loftet på mit soveværelse. Men jeg er ikke bange for det, jeg elsker den her branche og synes, det er drønspændende at gå i gang med.”

Iben Hjortshøj virker gearet til arbejdet. Hun siger, hun trives med kaos, og lige nu lægger det hende især på sinde at passe på medarbejderne i Thisted.

I disse uger overlapper de to ledere, og Iben overtager jobbet til september.

Det virker måske mærkeligt at skrive efter flere voldsepisoder i streg, men hverdagen i lejren virker ellers rolig. Her er plads til 350 mænd og otte familier. Men der er kun 230 mænd og to familier i lejren. De fleste af mændene er nu i ‘fase 2’ og må komme i praktik, også udenfor centret. Een er hos den lokale skomager, een er på et pizzaria, een er på en folkeskole, og andre laver havearbejde for lokale borgere i byen.

Praktikken er ulønnet, men asylansøgerne håber, det vil føre til rigtigt arbejde. Alle går i skole, og der er flere, der taler dansk. Formanden for araberne i lejren, Abdullah, har henover sommeren fået dispensation til at tage en cykeltur fra Thisted til København sammen med vennen Ahmad. De lånte cykler og udstyr af frivillige og overnattede undervejs på togstationer, i telt og hos venners venner. Spiste kebab på en irakisk restaurant i København, mirabeller fra træerne ved vejen, mødte venlighed og velvilje og kiggede på Kronborg. Især Aarhus var en god oplevelse:

”Det er så smukt! Det burde være hovedstad i Danmark,” griner Abdullah og er klar over, at det er en kontroversiel udtalelse. De cyklede 760 kilometer på ti dage, og øjnene lyser, når de fortæller om turen.

”Alt er grønt. Dette land er smukt,” siger Abdullah.

Jeg interviewer dem i det lille område for enden af salen. Svalerne, der flyttede ind under lægterne i loftet i forsommeren, er her stadig. De dykker elegant ind igennem døråbningen, men er knap så populære som i starten. Familieforøgelsen i reden betyder mere lufttrafik og dermed flere fugleklatter. Sovekabinerne har ikke loft, og mange har forsøgt at tildække dem med lagner eller pap for ikke at få lort i sengen. Man kan roligt sige, at Danmark skider på asylansøgerne. Jeg møder en mand med overskæg, som står ved en stor bunke bagage i en af de lange gange mellem kabinerne.

”Hvor skal du hen?” spørger jeg.

”Til Sandholm. Danmark har sagt nej,” svarer han.

Hans underlæbe bæver, han stammer, mens hans blik er intenst, måske vredt.

”De accepterer kun slemme mennesker i Danmark. Hvorfor? Jeg er ikke muslim, så selv om jeg er veluddannet fra universitetet, kan jeg ikke få job i Iran. Danmark er et godt land, men det er kun slemme mennesker, der får asyl her.”