Twice Colonized
‘Er det muligt at ændre verden og hele dine egne sår på samme tid?’, skriver advokat og aktivist Aaju Peter som undertitel til den bog, hun arbejder på. Øjeblikket er ladet og andægtigt; på dette tidspunkt ved vi præcis, hvilke indre traumer, der er på spil. Til gengæld svæver de ydre problemer stadig rundt et sted, der åbenbart eksisterer lige uden for tilskuerens synsfelt. Vi ved, at noget må ændres, at det har at gøre med kolonialisering og dekolonialisering, med at give stemme til de marginaliserede og glemte, med sælfangst og et permanent EU-forum for oprindelige folk. Men hvordan det hele skal samle sig til projekt, der ikke bare er personligt, men også politisk afkodeligt, er stadig lidt svært at se.
Twice Colonized er instruktør Lin Allunas debutfilm, som lige nu kan opleves på dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX, og senere på måneden ved særvisninger i en række udvalgte biografer. Den havde premiere ved Sundance tidligere i år, og blev ved åbningsgallaet for CPH:DOX kaldt en af årets absolut vigtigste dokumentarfilm. Som tilskuer er man da heller ikke i tvivl om, at Twice Colonized har masser på hjerte. Gennem et flere år langt forløb følger vi den karismatiske Aaju Peter, der indædt kæmper for at forbedre rettighederne for inuit, og samtidig genbesøger sin egen “dobbelte kolonisering”: Først af danskerne, da hun blev fjernet fra sin grønlandske familie som barn, senere af canadierne, da hun flyttede til arktisk Canada som ung voksen.
Som nærgående portræt nyder Twice Colonized godt af, at der er kommet en særlig intimitet mellem instruktør og hovedperson, der tillader kameraet at komme helt tæt på. Aaju Peter stjæler kontinuerligt showet (og er i øvrigt også krediteret som medforfatter på filmen), når hun mødes med sine børnebørn, diskuterer inuitrettigheder med politikere, eller danser til rockmusik på sin hotelseng – sidstnævnte som en fuckfinger til alle vestligt-koloniale forestillinger om, hvordan “rigtige” inuit ser ud. Da Aaju Peters voksne søn begår selvmord, følger vi sorgen fra første parket. Ligesom vi kommer helt tæt på, når Peter genbesøger barndommens spøgelser på Grønland. Det er umuligt ikke at lade sig betage af Aaju Peter, af hendes vrede, længsler og politiske drømme – hvilket dog også bliver filmens benspænd.
Mens portrættet af mennesket Aaju Peter er decideret medrivende, virker billedet af aktivisten Aaju Peter anderledes uforløst. I brudstykker bliver vi fortalt, hvordan Peter har kæmpet for inuitsamfunds ret til sæljagt, men uden at få yderligere detaljer. Vi ser Aaju Peter fare rundt til FN-møder og Folketingsbesøg, men uden at blive helt klog på, hvad der er på dagsordenen – eller hvordan kronologien hænger sammen. Og kender man ikke på forhånd til de mange skrækhistorier om Danmarks og Canadas behandling af inuit, skal man ikke regne med at få dem videre uddybet her. Der er givetvis en pointe i, at genopdragelsen er seerens egen (dobbelt)opgave, at det er noget, der må klares, når filmen er overstået. Tilbage står dog et lidt ufærdigt indtryk af, at Twice Colonized rigtig gerne vil fortælle, at Aaju Peter har noget at fortælle. Men hvad det helt præcist er, må man så vente på bogen for at finde ud af. /David Dragsted