Kære læser

Uforsvarlige investeringer

Pavel Byrkin/AFP/Ritzau Scanpix

”Krig skaber stater og stater skaber krig” – Charles Tilly, amerikansk sociolog (1929-2008).

 

Enhver, der har prøvet at spille brætspillet Risk vil vide to ting: At krigen varer meget, meget længere, end man tror, og at der lynhurtigt kan skabes en over- og undermagt. Der er dem, som får tur i den, som snart udkæmper blodige slag om Irkutsk, Alberta og Nordvest-Territoriet og laver alliancer på kryds og tværs af verdenskortet. Og så er der dem, der bliver fanget af nogle dårlige terningekast og efterfølgende må opruste og opruste i en undelighed, alt imens spillet passerer fuldstændig forbi dem. Som var de en ligegyldig fodnote, resten af bordet så småt glemmer, efterhånden som den ene time tager den anden.

Nu er det på ingen måde fordi vi vil sidestille krigen i Ukraine med et spil Risk. Alligevel kan man godt få fornemmelsen af, at Danmark sidder fast i en futil oprustningskamp, mens de store, internationale dramaer flyver henover hovedet på os. Onsdag morgen kunne man ganske vist læse, at medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, der bl.a. tæller Henrik Dahl (LA) og Inger Støjberg (DD), er ankommet til Kyjiv for at mødes med ukrainske parlamentarikere og herigennem lære noget mere om, hvordan Danmark bedre kan hjælpe Ukraine. Besøget kommer dog næppe til at trække de store overskrifter i udlandet, hvor Kinas præsident Xi Jinpings besøg i Rusland og den japanske premierminister Fumio Kishidas sideløbende visit i Kyjiv snarere har stjålet showet.

Mens Kishida med sit veltimede møde med Volodymyr Zelenskij kunne fastslå Japans fortsatte opbakning til Ukraine – inklusive en ny, økonomisk støtte på 470 mio. dollar – kunne Xi Jinping tirsdag annoncere, at Vladimir Putin har udtrykt sig positivt om den fredsplan, Kina har fremlagt. Hertil har det da sikkert også hjulpet på stemningen, at Kina og Rusland er blevet enige om at styrke deres økonomiske bånd, bl.a. med øget gashandel og den planlagte pipeline ‘Power of Siberia 2’. Selvom både Ukraine og USA stiller sig kritisk om fredsplanen, må Xi Jinping være ganske tilfreds med besøget. Den diplomatiske spilleplade udvikler sig kontinuerligt; hvert et taktisk træk synes at have vilde konsekvenser for verdens indretning.

Og ja, så er der den danske oprustning, der altså er et nedslående kapitel for sig. Sidste måned kunne man læse, hvordan Forsvaret kæmper med rekordmange opsigelser, og nu står DR så klar med en delvis forklaring: De forhold, soldaterne bliver budt på landets kaserner, er simpelthen for ringe. Der er utætte bygninger, skimmelsvamp og iskolde radiatorer. Chef for Den Kongelige Livgarde Mads Rahbek kan eksempelvis fortælle, at skimmelsvamp har erobret tre bygninger på Garderkasernen Høvelte, ligesom man tidligere har måttet lukke kasernen i en uge, da alt varme forsvandt fra de nedslidte installationer.

Heldigvis er hjælpen dog nu på vej: Ifølge Torben Möger Pedersen, adm. direktør for pensionsselskabet Pensiondanmark, vil Forsvarets mugne kaserner være en “interessant” investeringsmulighed. Pensiondanmark vil derfor tilbyde at overtage og renovere Forsvarets bygninger i en ordning, man må forstå som ren win-win. Både fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, og Moderaterners forsvarsordfører, Peter Haveer, er da også åbne for idéen. Da DR’s årvågne journalist spørger Torben Möger Pedersen, hvorvidt skatteborgerne kan være sikre på, at det vil blive ren god forretning for alle – og ikke kun Pensiondanmarks medlemmer – er svaret dog ikke vildt betryggende:

“Der må man have tillid til, at Forsvaret og staten i øvrigt er en kompetent forhandlingspartner og sørger for at indgå en kontrakt, som er økonomisk ansvarlig og giver value for money for skatteyderne”.

Foreløbige beregninger viser (betalingsmur), at Forsvaret skal bruge svimlende 38 mia. kr. for at rette op på nuværende skader og skavanker, førend man overhovedet kan begynde investere i flere soldater og nyt materiel. Pengene fra det nuværende forsvarsforlig er fosset ud, og ingen kan helt redegøre for, hvordan de er blevet brugt. Hvilket i januar fik Rigsrevisionen til at rette en sønderlemmende kritik mod Forsvarets økonomistyring. Altså, så hård som den nu kan blive i revisortung kancellisstil:

“Forsvarsministeriets styring betyder for det første, at ministeriet ikke fuldt ud kan redegøre for, hvordan forligsmidlerne er blevet anvendt […] Statsrevisorerne påtaler, at Forsvarsministeriet ikke har levet op til grundlæggende og almindeligt udbredte principper for god statslig økonomistyring, der sikrer gennemsigtighed mellem bevillinger, ressourceforbrug og faglig fremdrift i opgaveløsningen.”

Pludselig forstår man bedre hvilket lys, Pensiondanmark måske ser i de faldefærdige, tæt på ubeboelige kaserner. Med Forsvarets nuværende track record er det i hvert fald ikke fordi skatteyderne har fået vildt meget value for money – eller fyldestgørende kvitteringer for den sags skyld. Uden at tage sorgerne på forskud, virker idéen om at gøre Forsvarets kaserner til et investeringseventyr for pensionsselskaberne af samme grund som noget, der skal regnes rigtig godt igennem. Men hvis vi kender staten Danmark ret, har den vist ikke noget imod at tage chancen og kaste terningerne. /David Dragsted 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12