Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Zlatan Ibrahimovic’ rådvilde fans håber til det sidste, at der bare er tale om en narcissistisk gimmick. En grotesk selvforelskelse. At han blot har forsøgt at flytte fokus væk fra de skrantende ben for i stedet at stjæle lydbilledet med sit flabede tungebånd. Men effekten står tilbage, uanset hvad: Skandinaviens største sportsikon har netop formået at hvidvaske diktaturstaten Qatar. For fuld kraft, som altid med Zlatan.
På et pressemøde forleden gav nu 41-årige Zlatan Ibrahimovic den lille golfstat fuld valuta for alle de milliarder, de pumpede i de skandaliserede verdensmesterskaber i fodbold kort før jul. Sport-washing for fuld udblæsning.
Med sin fandenivoldske, flamboyante og fyrige fremtoning har Zlatan altid evnet, ja, i hvert fald helt tilbage til teenageårene, at skabe forargelse og kortslutte mediedebatten i først Sverige og senere i alle de mange lande, hvor han har triumferet med det ene mesterskab efter det andet.
Nu er han dog gået langt. Meget langt. Og oliesheikerne i Qatar kan grine hele vejen hen til banken, for få vestlige kendisser har valgt at formøble og veksle deres goodwill med samme kraft som Zlatan Ibrahimovic, da han forud for Sveriges landskamp mod hhv. Belgien og Aserbajdsjan fortalte om sit besøg i Qatar under VM i fodbold:
“Vi, jeg og familien, var der i to dage. Organisationen, ti point. Oplevelsen, ti point. Kampene, ti point. Menneskerne, ti point. Maden, ti point. Rejsen, ti point. VM, ti point. Alt var ti point,” udtalte Zlatan Ibrahimovic – som en anden dommer i det europæiske melodigrandprix, Eurovision Song Contest.
Zlatan satte yderligere trumf på, da han blev spurgt til menneskerettighedssituationen i Qatar:
“Qatar som land, synes jeg, er et system, der fungerer. Er der stoffer? Ingen. Er der kriminalitet? Ingen. Er der kriminalitet i Sverige? Ja, meget. Narkotika? Ja. Qatars system virker. Det svenske system? Det virker, men om det virker hundrede procent, ved jeg ikke.”
Ordene er faldet som en bombe i Sverige. Den svenske presse, der i årtier har forgudet Zlatan Ibrahimovic – og portrætteret ham som et ekvilibristisk vilddyr i et land præget af indestængt middelmådighed – er samstemmende rystet over, at han kan finde på at omtale Qatar i så rosende vendinger. Og tilmed på bekostning af det gamle folkhem.
Men reaktionerne forstærker i virkeligheden kun budskabet: Den store Zlatan kan tydeligvis godt lide varme, hurtige biler og ro på bagsmækken – og så må de fromme idealer og basale menneskerettigheder komme i anden række. Qatar har dermed vundet den bløde magtkamp 1-0 mod selveste Sverige, der engang så sig selv som en humanistisk stormagt.
Den ubarmhjertige kendsgerning er blot, at sponsorater af sportsbegivenheder virker uhyre effektivt. Særligt når feterede stjerner lader sig udnytte som kulørte plakatsøjler for diktaturstaterne. Saudi-Arabien har også allerede fået fuld bonus for kapringen af den portugisiske megastjerne Ronaldo, som nu spiller i den hidtil undseelige klub Al Nassr for en årsløn på 1,4 mia. kr.
For en global generation af unge drenge og piger medvirker Zlatan Ibrahimovic og Ronaldo til at indkapsle de autoritære regimer i en sukkerlage, som både symbolsk og reelt ændrer omverdenens syn på lande som Qatar og Saudi-Arabien.
Den konkurrerende golfstat De Arabiske Emirater står dog allerede parat til at udfolde et helt nyt niveau af eventbåret markedsføring; et endnu vildere forsøg på at vride forestillingerne om verdens sande indretning. Fra slutningen af november afholdes FN’s næste klimatopmøde COP28 i Dubai – midt i den fossile økonomis himmelstræbende kulisseby skal alverdens lande sidst på året forsøge at blive enige om at slukke for netop de rigdomme, som har skabt De Arabiske Emiraters formue.
I modsætning til Zlatan og Ronaldos glitrende sport-washing skal Dubai altså om få måneder danne teaterscene for et endnu større skuespil: Her i første akt har oliestaterne bare ønsket at blive neutraliseret som skurke. I næste akt vil de også forsøge at indtage rollerne som helte, som klimaets nye superhelte.
Spørgsmålet er efterhånden kun, hvilke superstjerner, som Dubai vil købe til greenwash-promoveringen: Emma Thompson eller Leonardo DiCaprio? Måske mest oplagt Prince Harry? Til den tid vil Qatar og Zlatan Ibrahimovic for længst være gledet i baggrunden. For næste niveau handler om rigtig politik. /Lars Trier Mogensen