Damir Sagolj/Reuters/Ritzau Scanpix
Trods de seneste måneders forlydender om, at der skulle være kommet koldere luft mellem Xi Jinping og Vladimir Putin, blev de to statsledere tidligere på ugen enige om at øge gashandlen ved at etablere rørledningen ‘Power of Siberia 2’ – ligesom de i Moskva drøftede muligheden for en midlertidig våbenhvile i Ukraine.
Putin er igen gået på jagt efter energikøbere, efter der ifølge Politico er opstået gabende huller i hans finanser. De seneste års amerikanske og europæiske sanktioner har sat sig som et flere milliarder stort underskud, og fortjenesten på eksport af russisk olie og gas er tilsvarende på sit laveste siden pandemien. Samtidig advarer eksperter om, at Rusland kan løbe helt tør for penge allerede i 2024.
Andre understreger, at det reelt kan blive svært for Putin at skrue op for energieksporten til Kina, fordi infrastrukturen endnu er indrettet til at sende olie og gas mod vest. Eller som Anders Overvad, chefanalytiker i Tænketanken Europa, sidste år sagde til Føljeton, da EU blev enige om helt at udfase brugen af russisk olie og gas: “Vi ved jo allesammen godt, at vi ikke får transformeret energisektoren i morgen. Det her kommer til at tage rigtig mange år. Det afhænger meget af de løsninger, som de enkelte lande vælger. Lidt firkantet sagt: Hvis vi vælger atomkraftløsningen, vil det traditionelt set tage 15-20 år, før man får bygget nye atomkraftværker.”
Trods røde tal på den russiske bundlinje, er det derfor endnu mere opsigtsvækkende, at Politico nu kan fortælle, at flere europæiske lande – muligvis uden at vide det – kan have købt russisk råolie, hvis profit altså ender i hænderne på Putin. Også selvom EU i sommer indførte et handelsembargo, der ellers af tænketanken Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) er blevet beskrevet som effektiv.
Samme tænketank advarer dog nu mod, at der er opstået en ny, populær rute gennem Tyrkiet, hvis præsident Recep Tayyip Erdoğan har fordoblet den direkte import af olie og gas fra Rusland. Samtidig beskyldes shippingfirmaer som det Dubai-baserede SUN Ship Management Ltd. for velvidende at sejle rundt med russisk olie i forklædning, mens nichemediet Shippingwatch har beskrevet, hvordan olien raffineres og sælges i blandingsprodukter uden for Rusland, der gør det sværere at bevise, hvor den i første omgang er udvundet – og dermed også sværere for EU at lovgive sig ud af problemet.
Når man ikke kan forklare, hvor energien kommer fra, kan man imidlertid se på anomalier i olieindkøbene. Det har den franske europaparlamentariker François Bellamy gjort. Han bemærker, at data fra den såkaldte Baku–Tbilisi–Ceyhan (BTC)-rørledning viser, at der fra april til juni sidste år dagligt var en forskel på 242.000 tønder kulbrinte mellem det, Aserbajdsjan producerede, og det, der blev eksporteret. Noget af kulbrinten måtte altså komme fra andre lande: “Hvordan kan et land mindske sin produktion og øge sin eksport på samme tid? Der er noget helt inkonsekvent i tallene, og denne inkonsekvens skaber mistanke om, at sanktionerne omgås,” udtalte han i februar EU-Kommissionen.
Herhjemme har Børsen kunnet berette, at den danske import af træpiller fra Tyrkiet sidste år pludseligt steg med to mio. ton efter et europæisk importstop mod Rusland. I både 2021 og 2020 var importen ellers på nul ton. Tallene kommer fra Toldsstyrelsen, der beskriver, hvordan de påviser “en risiko for, at importsanktioner på trævarer forsøges omgået ved at transportere varerne gennem ikkesanktionerede lande, hvor oprindelseslandet bliver maskeret,” mens Morten Messerschmidt (DF) har bedt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om at redegøre for udviklingen. Ifølge Eurostats månedlige opgørelser gælder det dog ikke, når vi taler råolie, da Danmark tilsyneladende hverken har købt olieprodukter af Tyrkiet, Aserbajdsjan eller Kasakhstan i 2022.
Selvom der foreløbigt kun er tale om spekulationer – og man reelt ikke ved, om det har været hensigten at omgå reglerne – er der ifølge en række insidere, Politico har talt med, en rimelig sandsynlighed for, at der overalt i Europa er tale om egentlige sanktionsbrud. Som det lyder fra den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskijs rådgiver Oleg Ustenko, er det dog ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er ulovligt, men snarere, om det er moralsk rigtigt: “Bare fordi det er tilladt, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke behøver at gøre noget ved det.” /Emma Louise Stenholm