Den tyske transportminister Volker Wissing. Michele Tantussi/Reuters
Efter noget tovtrækkeri var det meningen, at nyt forbud mod salg af benzin- og dieselbiler fra 2035 skulle godkendes af EU-ministrene tidligere på måneden, men sådan skulle det ikke gå. Tyskland fik kolde fødder og har sat en kæp i hjulet på den plan, de ellers har været primus motor på.
Pludselig ville de – med opbakning fra Italien og til resten af EU’s forbavselse – have en undtagelse for biler på forbrændingsmotorer, der kører på særlige e-brændstoffer, der er et alternativ til de fossile. Tyskland er nemlig bange for at miste en indtjening, som både de og Italien har et forspring på. Underskriften blev udskudt, og de halvrigide uenigheder har siden overskygget det meste andet i parlamentet. Det skete igen torsdag ved begyndelsen på et EU-topmøde, hvor Frankrigs præsident Emmanuel Macron samtidig så sit snit til at komme med modkrav om at få atomkraft klassificeret som grøn energi.
Det er ikke normalt, at Tyskland trækker sig ud af en aftale, der er så godt som færdig. Ifølge den tyske transportminister, Volker Wissing, er der “allerede konsensus”, og det er derfor et “pragmatisk spørgsmål” at få detaljerne på plads. Det er det dog ikke alle, der er enige i, og når selv også bilbranchen – som altså er dem, man reelt forsøger at tilgodese – selv råber op, giver stædigheden ikke mening meget længere.
“Risikoen for et dødvande er fatal for bilindustrien,” lød det fra Audi i et opråb, der gav genklang i hele branchen. De har brug for forsikring og stabilitet, ikke at man maler sig op i et hjørne. Samtidig trues Tyskland af strejker som dem, Frankrig står midt i nu, og flere uenigheder er det sidste, man har brug for. Den maltesiske formand for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, er selvsagt heller ikke glad for, at man bremser noget i sidste øjeblik, som ellers allerede var aftalt: “Vi kan ikke fortryde aftaler, for det handler i sidste ende om tillid mellem medlovgivere og lovgivningsprocessens troværdighed.”
Problemet er, at EU stadig har brug for Tyskland, hvis loven skal blive en realitet. Derfor var det da også opløftende, at en løsning viste sig i horisonten sent torsdag aften: Ifølge Der Spiegel er den tyske regering langt om længe ved at give efter. Ifølge en e-mail, som avisen har set, har Hartmut Höppner, statssekretær i det tyske transportministerium, fremlagt et kompromisforslag til EU-Kommissionen. Han og transportminister Volker Wissing vil have EU-Kommissionen til at forsikre, at registrering af biler også kan ske efter 2035. Konkurrenceevnen kommer først, og så må klimaet komme efter.
Men striden er ikke slut endnu, for der er tilsyneladende ikke flere chancer at komme efter fra EU’s side. Og der er sådan set heller ikke tid til det, når man læser, hvad FN’s klimapanel skrev tidligere på ugen: Hvis vi fortsætter i den nuværende klimaretning, ender vi i en negativ spiral.
“Der er behov for at accelerere den grønne omstilling,” står der på samme måde på side fem i den danske regerings nye finanslovsforslag, der blev præsenteret torsdag. Men også her er der noget, der ikke helt stemmer, når klima kun nævnes en enkelt gang i hele udspillet, og man samtidig kan læse, at bevillingen til Klimarådet – som er central i den nuværende klimalov – står til at miste (betalingsmur) to tredjedele af budgettet allerede fra 2024. Det er ikke uden konsekvenser: Selv siger rådet, at det betyder, at nogle analyser bliver forsinket, og at andre helt må opgives.
Som vi her fredag morgen også skrev i vores politiske nyhedsbrev /dkpol, viser det, hvilket mønster der er ved at tegne sig i dansk politik: Når Socialdemokratiet ikke presses parlamentarisk, er klimaet tilsyneladende ikke nogen hovedprioritet. Heller ikke selvom der i SVM-regeringsgrundlaget står, at målet om klimaneutralitet fremrykkes fra 2050 til 2045, og at man “snart” ville præsentere et “ambitiøst“ reduktionsmål for 2035 – dog ikke så snart, at der blev plads til det på finansloven. Her kunne man alligevel lære noget af bilbranchen: Et dødvande vil være fatalt. /Emma Louise Stenholm