Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix
Franskmændene er færdige med rotteræset. De nægter at bruge mere af deres liv på at arbejde og fortsætter derfor med at demonstrere mod præsident Emmanuel Macrons gennemtrumfede pensionsreform. Senest med omfattende strejker torsdag, hvor mindst én million mennesker gik på gaden henover hele Frankrig. Allerede nu er nye strejker varslet tirsdag, og det har bl.a. har fået britiske kong Charles til at udskyde et planlagt visit – en småpinlig affære for Macron. Meget symbolsk ser franskmændene i den forbindelse ud til at have fået hjælp fra selveste de parisiske rotter. Det er lige før, at det er ren Ratatouille.
Som følge af, at skraldemændene i Paris gennem flere uger har nedlagt arbejdet, er flere tusinde ton affald begyndt at ophobe sig i hovedstadens smalle gader. Det har selvsagt skabt et skralde-slaraffenland for byens mange rotter, ligesom en odeur udover det sædvanlige har spredt sig til de parisiske fortovscaféer. Som Politico gjorde sig lystige over i en artikel fredag morgen, er det ikke ligefrem et miljø, der er en konge værdig. Særligt ikke på Charles’ første besøg i Frankrig som monark, hvor en paradekørsel gennem Champs-Élysées stod på programmet.
I modsætning til kong Charles, synes de demonstrerende borgere i Paris dog ikke at have så meget imod skraldet. Udover at det er fortrinligt at sætte ild til, når utilfredsheden med Macron skal luftes, understreger det nemlig også demonstranternes overordnede pointe: At ingen gider stå med det samme lort dag ud, dag ind. En solidarisk franskmand, som Associated Press har talt med, udtrykker det meget godt: “Jeg står 200 pct. bag dem [skraldemændene, red.]. De lugter til det hele dagen. De burde få en tidlig tilbagetrækning.” Med til historien hører i øvrigt, at skraldemændene med Macrons nye reform kan se frem til at få hævet deres pensionsalder fra 57 til 59 år, mens den for de fleste andre franskmænd vil stige fra 62 til 64 år.
Giftige rotter
Uanset, hvor pensionsalderen ligger, kan den uundgåelige march mod alderdommen nu være svær at forene sig med. Særligt hvis man samtidig må se i øjnene, at en stor del af livet skal bruges på arbejde, der menes at være så økonomisk nødvendigt, at det forlænges helt uden en parlamentsafstemning via den kontroversielle, franske paragraf 49.3 (hvilket heller ikke har hjulpet på Macrons popularitet). Omvendt kan der måske være noget produktivt i at se sin dødelighed i øjnene – eller i at forene sig med rottens natur.
I murstensværket Mille plateaux fra 1980 beskriver det franske, filosofiske makkerpar Gilles Deleuze og Félix Guattari eksempelvis, hvordan aldringsprocessen skaber mikroskopiske revner i selvet. For efterhånden som kroppen nedbrydes, begynder ens subjekt at forsvinde. Det er dog også her, i denne såkaldte desubjektivering, at man kan blive åben for andres lidelser. Ja, pludselig kan man faktisk blive til noget andet end et menneske. Man kan måske ligefrem føle nye slægtsskaber.
Deleuze og Guattari illustrerer idéen med en henvisning til forfatter Hugo von Hofmannsthals fiktive brev Brief des Lord Chandos an Francis Bacon. Heri har Lord Chandos spredt rottegift i sin kælder. Men da han bliver konfronteret af kælderens harske lugt og rotternes magtesløse dødskvaler, vækker det noget i ham: “Bæstets sjæl, som jeg så inden i mig, blottede dets tænder mod dets monstrøse skæbne.” Deleuze og Guattari bemærker, hvordan Lord Chandos bliver fascineret af rotternes lidelser – og hvordan rotterne dermed også bliver en tanke i ham. På sin vis bliver mennesket faktisk selv en rotte, der nu gnider tænderne i smerte.
Kasserede forhandlinger
Også herhjemme spreder rotterne sig, i hvert fald i hovedstadsområdet. Her har over 500 skraldemænd nedlagt arbejdet, da de meget ligesom i Frankrig er utilfredse med deres fremtidsudsigter. Da skraldemændene fremover skal arbejde for det fælleskommunale selskab Amager Ressource Center (ARC), vil de ikke længere kunne arbejde på akkord – og derfor heller ikke kunne holde fri, så snart de er færdige med dagens dont. Til skraldemændenes store frustration vil ARC nemlig gerne have indført faste arbejdstider. Fredag forlængede de derfor den strejke, der har kørt siden mandag, alt imens affaldet hober sig op i København.
Indtil videre har en bod på knap 1,2 mio. kr. for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse ikke kunnet afskrække skraldemændene. Og skal man tro talsmand Michael Johansen fra firmaet City Containers, som Berlingske har talt med, er situationen gået fuldstændig i hårdknude. Mens ARC først vil genoptage forhandlingerne, når københavnerne atter får hentet deres skrald, vil skraldemændene først hente skraldet, når forhandlingerne er genoptaget. Det er vist det, man kalder en catch-22.
Og hvad kan vi så lære af alt det rod? Jo, enten bliver du selv gammel, eller også gør skidtet og rotterne det; hvis begge dele da ikke begynder at flyde ud og ind i hinanden. Uanset om man er Frankrigs præsident, konge af Storbritannien eller et forbrændingsanlæg på Amager, er det dog vist værd at overveje, hvad det er for et ræs, man opildner til. Én ting er ikke til at komme udenom: Det er bydende nødvendigt, at nogen tager skraldet. Medmindre man selvfølgelig hedder Barbara Bertelsen. For så forsvinder det helt af sig selv. /David Dragsted