Indtil videre har et manglende Nato-medlemskab vist ikke haft den store indflydelse på finnernes lykke. Tidligere på måneden blev Finland kåret til verdens lykkeligste land for sjette år i træk af The World Happiness Report, der bl.a. fokuserer på en faktor som frihed. Så måske hænger den alligevel ikke så meget sammen med tryghed? Uanset hvad, nærmer Finland sig en snarlig optagelse i forsvarsalliancen. Det blev understreget mandag, da det ungarnske parlament som ventet stemte ja til det finske medlemskab med 182 stemmer for og seks imod. Tilbage står nu blot Tyrkiet som den sidste snubleblok – og her har præsident Recep Tayyip Erdoğan allerede indikeret, at finnerne også vil få grønt lys.
Alle formalia ser med andre ord ud til at være på plads: Ved Nato-topmødet i Vilnius i juli kan Finland blive en del af den militære musketered – og føje den 1.340 km lange grænse til Rusland til alliancens forsvarslinje. Det åbne spørgsmål er så nu, hvem der til den tid vil sidde på statsministerposten. Efter det finske parlament, Eduskunta, 1. marts stemte ja til Nato, har det meste stået i valgkampens tegn. Søndag går finnerne til stemmeurnerne, og ifølge meningsmålingerne bliver der tale om en ren gyser. For selvom den siddende socialdemokratiske statsminister Sanna Marin fortsat nyder stor personlig popularitet – og altså bl.a. har iværksat Finlands meget historiske Nato-ansøgning – er hun langt fra sikker på genvalg.
Med Nato-spørgsmålet og inflationen som baggrundstæppe, ser Socialdemokraterne ud til at skulle dyste med liberalt-konservative Samlingspartiet samt højrepopulistiske Perussuomalaiset om regeringsmagten. Mens Samlingspartiets leder Petteri Orpo har sat sig for at begrænse den offentlige gæld med en “forsvarlig” økonomisk politik, har Perussuomalaisets leder Riikka Purra forunderligt nok formået at bruge TikTok til at gøre partiet opsigtsvækkende populært blandt yngre vælgere – og det på trods af, at Perussuomalaiset har en både “anti-woke” og klimaskeptisk profil. Bedst som Finland skal optages i Nato, kan landet potentielt set få en trodsig, blå-sort regering.
Og hvad så med Sverige? Efter de to nabolande oprindeligt søgte om fælles medlemskab i Nato, har Finland groft sagt efterladt Sverige på perronen. Mens Erdoğans accept af Finland kan ses som en taktisk forsikring inden det tyrkiske valg om, om han stadig vil det internationale samarbejde, stikker modviljen over for Sverige stadig dybt. Det samme er tilsyneladende tilfældet i Ungarn, hvor medlemmer af regeringspartiet Fidesz fortsat brokker sig over Sveriges kritik af det vakkelvorne, ungarske demokrati. Om det alligevel får en lykkelig slutning for svenskerne, bliver vi klogere på inden topmødet i juli – ligesom sommeren må vise, om finnernes lykke også gøres af Nato. /David Dragsted