Kwarosa, kapchil

“Arbejde fra ni til fem, hvad er det for en måde at leve på?” spørger Dolly Parton i sin ikoniske sang fra 1980. Arbejdet fremstilles som noget drænende, ja, som noget, der kan gøre en vanvittig: “De bruger bare dit sind, og de krediterer dig aldrig, og det er nok til at drive dig til vanvid.” På samme måde har arbejdstiden drevet flere europæiske lande fra forstanden de seneste måneder. Omfattende strejker og protester er blevet hverdag i både Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Det er dog ikke kun i Europa, at lønmodtagere gør oprør: Det gør de også i Sydkorea. Forskellen er bare, at deres arbejdskvaler er i en lidt anden skala.

For nylig foreslog den sydkoreanske regering en – hold nu fast – 69 timers arbejdsuge i stedet for den maksimale 52 timers-uge, som landet har nu. Partons tekst, der også indeholder et bad om morgenen, en kop kaffe og dagdrømmeri om, hvad ens chef mon tjener, er svær at forestille sig plads til i en dagligdag med arbejde fra 9 til 22.30. Efter massiv kritik fra befolkningen og fagforbundene blev forslaget trukket tilbage i sidste uge, og modstanden er særligt kommet fra den unge generation i Sydkorea: Nu udtaler præsident Yoon Suk-yeol, at regeringen vil “skabe bedre kommunikation med befolkningen og især med Generation Z og generation millennial”.

Til gavn for mødrene

Sydkorea har i forvejen en af de mest arbejdsomme befolkninger i verden. Ifølge OECD er Sydkorea nummer fem på listen over lande med flest arbejdstimer pr. indbygger på et år. Den gennemsnitlige sydkoreaner arbejder 40 timer om ugen, men ved lov er det bestemt, at man har mulighed for at arbejde 12 timer ekstra. Det ønskede regeringen at hæve til 29, så det altså blev muligt at arbejde 69 timer i stedet for 52.

Formålet med foreslaget var, at man skulle kunne arbejde mere i perioder, hvor efterspørgslen er stor – og tilsvarende holde helt fri, når den er mindre; en slags sydkoreansk afspadseringsordning. Tiltaget ville ifølge regeringen skabe mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Endnu vigtigere mente beskæftigelsesminister Lee Jung-sik, at den ville gøre livet nemmere for sydkoreanske mødre og dermed gøre det mere attraktivt at få børn. Med verdens laveste fødselsrate – i februar lå den helt nede på 0,71 barn per kvinde – er Sydkorea temmelig afhængige af, at den stiger.

Jung-siks påstand var en række koreanske kvindeorganisationer dog mildest talt uenige i: De frygtede, at forslaget ville give kvinder flere huslige pligter og derfor stik modsat få flere sydkoreanske kvinder til at fravælge børn. Netop det problem bekymrer også Ayo Wahlberg, professor i antropologi ved Københavns Universitet med speciale i reproduktion: “Jeg er ganske overrasket over forslaget,” siger han til DR. “Et udmattende arbejdsliv er netop en af grundene til, at man globalt set har en faldende fødselsrate.”

Også det største fagforbund i landet, Federation of Korean Trade Unions (FKTU), har stejlet over forslaget. Det er forståeligt med tanke på, at flere sydkoreanere bogstaveligt har arbejdet sig selv ihjel – som da fjorten chaufførbude døde i 2020. Kwarosa kaldes dødsårsagen. Oversat til dansk betyder det “arbejde, som medfører døden” og er en samlende betegnelse for arbejdsulykker, hjertestop og blodpropper medført af stress. Kwarosa dækker også over medarbejdere, som tager deres eget liv som følge af de mange timers arbejde. Over de seneste år har det særligt gjaldt kvinder.

Fra militaristisk diktatur til demokrati

Udover faren for kwarosa er mange sydkoreanere også udsat for toksiske arbejdsmiljøer – et fænomen, de kalder kapchil. Mere præcist er kapchil et udtryk for arbejdsmiljøer, der er præget af hierarkier som fører til ydmygelse og undertrykkelse. Ifølge en undersøgelse fra 2021 mener otte ud af ti sydkoreanere, at kapchil er et alvorligt problem i deres samfund. “Tidligere har sydkoreanere i højere grad tolereret sådan en opførsel, især når det handler om superrige familier, som er drivkraft for landets virksomheder,” siger Park Jum-kyu, der arbejder for telefonlinjen Kapchil 119, til The New York Times: “Men i dag forlanger folk en højere standard, for hvad der er acceptabel adfærd.”

Men hvorfor er arbejdsmoralen overhovedet så høj, at man overarbejder sig selv ihjel og bøjer nakken for en ekstrem grad af mobning på arbejdspladsen? Da Føljeton spørger Rebecca Wall, lektor i koreastudier ved Københavns Universitet, forklarer hun, at det er afgørende at huske, at Sydkorea var et diktatur indtil midten af 1980’erne: “Militæret spiller stadig en vigtig rolle i forhold til spændingerne på den koreanske halvø. Militærkultur går hånd-i-hånd med strenge hierarkier. Hierarkierne fører til undertrykkelse og en højere risiko for mobning. Så hvis du spørger mig, er kapchil en konsekvens af strikse hierarkier, som er konsekvens af den militære kultur.”

Wall påpeger dog også, at de nylige protester kan være et udtryk for, at dele af befolkningen ønsker at gøre op med den ekstreme arbejdsmarkedskultur ad demokratiske veje: “Hvis man også ser hvad der foregår i Frankrig, Storbritannien og Tyskland, kan man se, at protest og oprør er et universelt fænomen. Det mener jeg er sundt i behersket grad. Det viser, at man er reflekteret, og at man vil kæmpe for en forandring af arbejdsmiljøet. Åben kritik og protest er jo et tegn på, at demokratiet virker.”

Samme dag, som den sydkoreanske regering rullede forslaget tilbage, gennemførte den franske regering den omstridte pensionsreform, der giver franskmændene yderligere to år på arbejdsmarkedet. Der er tale om to forskellige politiske indgreb, hvoraf det sydkoreanske tydeligvis ville have været mest omgribende. Men historien om folkets protester, der bliver taget alvorligt af magthaverne, er demokratisk forbilledlig; selvom samfundet præget af fortidens militaristiske hierarkier, er magthaverne allerdybest afhængige af folkets tillid og opbakning. Om den franske præsident også kan se det, er indtil videre svært at få øje på. /Rasmus Hostrup