Cismændenenes befrielsesfront

Den hvide heteroseksuelle cismand er blevet den nye udstødte, mundkurvsbærende og stigmatiserede figur i vores kultur. Det er vi en gruppe, der på den ekskluderende, ubarmhjertige måde har måttet erkende. Derfor etablerer vi De Hvide Heteroseksuelle Cismænds Befrielsesfront.

I årtier har den homoseksuelle smykket sig med udstødelsens fjer, men nu må den brede offentlighed indse, at det at være hvid, heteroseksuel og cismand er dét dårligste kort at have på hånden, hvis du vil opnå anerkendelse og inkluderes i dagens Danmark. Se blot på alle de politiske, kulturelle og sociale tiltag, der har til hensigt at skabe inklusion og modvirke diskrimination. Aldrig bliver vi hvide, heteroseksuelle cismænd nævnt som en ligeværdig medspiller.

Copenhagen Pride eksemplificerer det bedre, end selv vi kunne gøre i ord: Der får afvigerne lov til at indtage byrummet, mens vi normale skubbes til side. Men i kampens hede glemmer de afvigere, som Priden ønsker at støtte, den betydeligste gruppe: Os! Det er vores klare overbevisning, at folk hellere vil tilbage til verden af i går end hoppe ind i forståelsestyranniets multiseksuelle, multifarvede og multikønnede ønskeverden, hvor de normale trampes under fode af folk, der ikke egner sig til at stå i spidsen for noget som helst.

Engang var den homoseksuelle den psykisk afvigende, samfundsundergravende voldtægtsforbryder, men i dag er det den hvide, heteroseksuelle cismand, der overalt mødes med mistænkelige blikke og udstødelse, hvis blot man forsigtigt lader de andre høre den nøgterne sandhed: Vores civilisation havde stadig været i evolutionens kulsorte hul, hvis ikke det havde været for den hvide, heteroseksuelle cismand.

Christoffer Columbus, Kopernikus og Einstein – hvad har de tre tilfælles? Intet mindre end deres hvidhed, deres heteroseksualitet, deres ciskøn og deres uvurderlige mandighed. Havde det ikke været for os, havde Amerika stadig været uopdaget, Afrikas ressourcer uudnyttede, Jorden havde stadig været flad, og relativiteten havde stået uden teori.

Men vores uvurderlige opnåelser er røget i glemmebogen, og frem stormer afvigerne, og med dem diskriminationen mod den kultur, det har taget os årtusinde at bygge op. De hvide har altid rangeret på toppen af samfundets pyramide; heteroseksualitet er og bliver naturens indiskrete måde at lade menneskeheden vide, at den skal formeres; den fallos, som mænd fødes med, giver et uvurderligt fortrin, fordi man kan penetrere. Alle disse faktorer, der skaber en rigtig mand, skal og bør sættes i centrum for kulturlivet, politiske tiltag og den sociale orden.

For det står slemt til derude. Hvilket skolebarn er ikke – af en af de feminiserede lærere – blevet fortalt, at der i enhver klasse findes mindst to elever, der senere i livet vil blive homoseksuelle? Hvilket uskyldigt barn har ikke set Daniel Skjern svanse rundt på tv i bedste sendetid? Den voldsomme propaganda, der skal legitimere det afvigende, har betydet, at os normale hvide, heteroseksuelle cismænd står tilbage med en banen, der bliver mere og mere rådden for hver dag, der går.

Det er tid til, at sandheden kommer på bordet: Homoepidemien har taget sit faste greb om det danske samfund. Det skal vores befrielsesfront bekæmpe. Vi vil kæmpe for synliggørelse, inklusion og accept. Er det for meget forlangt i et samfund, der hævder at ville skabe rum og plads til alle?

Årets pride-parade bliver rammen for vores lancering. Vi mener nemlig, at Copenhagen Pride kaster skam på deres formålsparagraf: Alle afvigerne har efterhånden gjort hver dag til deres dag. Pridens oprindelige sigte – at skabe tolerance over for sex – må generobres. Det vil vi sørge for!

En helt central del af det at fastslå sin heteroseksualitet som mand er, at man har adgang til kvinder. En ciskvinde vel at mærke. Men da vores tids kvinder valfarter til feministiske selskaber, hvor de ævler løs om hverdagssexisme, ulige repræsentation og diskriminerende strukturer, er det tid til at standse op og sige: Nu er kvindefrigørelsen løbet af sporet. I dag findes der sågar kvinder, der hellere deltager i lebbeorgier end at ladesig penetrere af den mandlige kraft, der kan fuldende dem.

Hvad er en heteroseksuel cismand uden en ciskvinde? Han er kastreret! Er det dét, I vil have? En flok kastrerede, feminiserede mænd, der render rundt og ikke kan spænde bukserne over ølvommen, fordi der ikke er en kvinde til at tage sig af ham? Et af de centrale krav i vores befrielsesfront er, at flere kvinder bliver på landet, så de kan tage sig af vandkantsmændene.

For at illustrere, hvor slemt det står til derude, kommer her et gruopvækkende eksempel fra det virkelige liv: En af vores stiftere oplevede, at han ikke kunne få adgang til en svømmehal, da 35 sex-forskrækkede, tørklædebærende piger havde sejret sig til bassinet i tredive minutter. Han måtte således pænt stå og vente i billetlugen, før han kunne vaske sig. Det tog ham tre dage at komme sig over den ydmygelse. Da han endelig fik adgang til etablissementet, var der ikke en eneste kvinde til stede, fordi de alle foretrak det separate kvinderum. Det er for galt, at en hvid, heteroseksuel cismand ikke engang kan se på damer i svømmehallen!

Gennem kampe som ‘Stop hverdagssexisme’ kræver man, at mænd konstant skal forholde sig til, hvor feministerne har sat grænsen for, hvor meget man må røre ved kvinder. Vi ærgrer os over, at det kun er kvinderne, der bliver hørt i seksualpolitiske spørgsmål, for der skal som bekendt to til tango, og den ene part udgøres altid af en hvid, heteroseksuel cismand. Feministernes formynderi må få en ende, og derfor kræver vi vores ret: Flere koner på landet! Større tolerance over for hverdagssexisme! Mere penetrationssex med kortere forspil!

Da de hvide, heteroseksuelle cismænd desværre også i videnskaben er underbelyst, har vi endnu ikke præcise tal i hænde, men vores bedste estimat siger os, at den hvide, heteroseksuelle cismand udgør omkring 12,5 procent af den danske befolkning. Det lyder måske som meget i den almindelige danskers øre, der ikke er vant til at støde på dem i sin hverdag. Men det har sin helt naturlige forklaring: Alt for mange hvide, heteroseksuelle cismænd går igennem livet med en så stor en frygt for stigmatisering, at selv deres nærmeste ikke kender deres sande identitet.

Flere af vores medlemmer fortæller om, hvordan de på arbejdet føler sig nødsaget til at holde deres seksualitet skjult og spille med på den multifarvede, homonormative dagsorden, ifølge hvilken alle mænd som et minimum bør være heterofleksible. Ofte anerkendes det dog heller ikke som en reel seksuel identitet, men ses blot som et udtryk for, at man endnu ikke har turde indrømme over for sig selv og andre, at man er heteroseksuel. Er alle ens kolleger biseksuelle, homoseksuelle eller queer, kan der derfor opstå et enormt pres for at indvillige i hurtige Grindr-hook-ups i frokostpausen for ikke at blive stemplet som en i bedste fald kedelig og en i værste fald psykisk ustabil mand, der lider af en skrøbelig maskulinitetsforståelse. Mange føler også pres for med jævne mellemrum at skulle troppe op på arbejdet i kjole og læbestift eller indvillige i feminine aktiviteter såsom twerking og spontan fællesdans. Nogle få af vores medlemmer har valgt at springe ud af skabet og åbent bekende deres heteroseksualitet, og de oplever desværre, at det hæmmer den naturlige interaktion med deres kolleger, som har svært ved at forstå, at man ikke kun sidder og spytter ned i en lunken Tuborg foran fladskærmen på den lokale bodega efter arbejde. De har oplevet at modtage intime spørgsmål omkring deres seksualitet såsom: ”Nå, er det så tirsdag eller onsdag aften, du har samleje med konen?”, eller decideret fornærmende kommentarer såsom: ”Der må da snart gro mos i det røvhul!” eller simpelthen: ”Heterorøv!” Kommentarer, der alle hentyder til, at hvide, heteroseksuelle cismænd har et kedeligt socialt liv såvel som sexliv, udelukkende fordi de ikke ønsker at indgå i seksuelle handlinger med andre mænd.

Men det kunne ikke være mere fjernt fra virkeligheden. Vores medlemmer er hverken særligt kedelige eller særligt skrøbelige. De er simpelthen bare på ingen måde interesseret i seksuelt samvær med andre mænd. Derudover er de hvide, heteroseksuelle cismænd en meget broget gruppe, der lever mange forskellige liv. Nogle går til fodbold, andre fisker eller går på jagt, og nogle bruger deres tid på pro-seksuelle tiltag, der skal fremme især de heteroseksuelle, ciskvinders seksuelle frigørelse.

Den heteroseksuelle ciskvinde er nemlig en meget vigtig del af vores identitet og selvforståelse. Vores identitet er bygget op som en antitese til kvinden: Alt hvad hun er, er vi ikke, og alt hvad vi er, er hun ikke. Det er især efter feminismens indtog blevet sværere og sværere at finde kvinder, der er med på en sådan rollefordeling. Det gør det ekstra svært, at denne kønsforståelse er så udskammet, at man ikke kan lægge an på kvinder i byen uden at frygte en feministisk røvfuld. At vi nu sidste år fik vores egen heterobar, hvor vi på forhånd er sikret, at både mænd og kvinder deler samme køns- og seksualitetsforståelse er et lille fremskridt. Mange af vores medlemmer er blomstret op, efter at de uden frygt for reprimander eller latterliggørelse kan interagere med kvinden, som hans natur fordrer: et lille klask i måsen, og dernæst tilbud om en drink. Desværre er især transkvinder begyndt at udnytte dette. Da vores natur kun tillader os at have seksuelt samvær med det, vi betegner som ”rigtige kvinder”, kan vi desværre ikke være sammen med transkvinder. Uheldigvis kan man ikke se forskel, så mange af vores medlemmer er begyndt at købe sig fattige i drinks til transkvinder, som udelukkende kommer for at latterliggøre vores seksualitet og få gratis drinks. Det kan være en dybt traumatiserende oplevelse og gør, at den frihed vi har tilkæmpet os gennem hårdt arbejde – friheden til at klapse kvindens baller – nu undertrykkes af en internaliseret frygt for at seksualisere en transkvinde.

Vi bliver ofte skudt i skoene, at vi er en særlig type; at vi er ensidige og konforme. Men det er så langt fra sandheden som noget. I vores befrielsesfront findes en alsidighed, som ville gøre afvigernes såkaldet mangfoldighed til skamme. Hav for øje, at der i vores identitet skal rummes ‘hvid’, ‘heteroseksuel’, ‘ciskønnet’ OG ‘mand’. De mange faktorer gør det komplekst at etablere en reel identitet, men vi har efterhånden fundet os til rette og kan danne en politisk bevægelse. Fra i dag vil vi med stolthed benævnes De Hvide Heteroseksuelle Cismænd. Fra i dag vil vi kæmpe for at kunne nyde alle de privilegier, der følger med det at have en identitet: positiv særbehandling i alle livets forhold!

• Vi kræver lettere adgang til alle institutioner for hvide!
• Vi kræver mere heteroseksualitet i det offentlige rum!
• Vi kræver, at den krop, vi får tildelt fra fødslen, skal danne ramme for vores liv!
• Vi kræver ret til at være en rigtig mand!
• Vi kræver befrielse for den hvide, heteroseksuelle ciskønnede mand!