Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvordan definerer man en krise? Eller kunne man spørge lidt anderledes: Hvordan bliver vi enige om, hvad der er en krise?
I en tid, hvor vi hører om kriser på kriser, er det en god ting at tænke over. I sit manifest Krisetider fra 2009 gør den franske naturfilosof Michel Serres netop det. Pædagogisk opridser han, at ordet kommer fra at (be)dømme, og at det har en juridisk oprindelse: Der skal bruges en jury, nogle såkaldte bedømmere til at dømme noget en krise.
Nogle, der ville være rigtig dårlige til at skulle lave en sådan vurdering, kunne være regeringen Mette Frederiksen II. I hvert fald når det kommer alvoren af klima- og biodiversitetskrisen.
Sidste år indgik verdens lande (det gælder også Danmark) en historisk aftale, om at 30 pct. af verdens natur skal fredes inden 2030. Det var uden tvivl en kæmpe sejr for klimaet, hvilket miljøminister Magnus Heunicke (S) også medgav: “Naturen er i krise og har brug for akut førstehjælp. Det her giver os noget at arbejde ud fra, og som ny miljøminister får jeg med aftalen nogle redskaber og konkrete mål, som jeg vil bruge maksimalt.”
Men den 20. december er efterhånden langt væk, og meget kan ske på hele fire måneder. Tidligere på ugen rejste hans kollega og klimaminister Lars Aagaard (M) nemlig til Bruxelles for at argumentere imod et lignende lovforslag, som EU-Kommissionen stillede forrige sommer. Det handlede om, at mindst 20 pct. og helst 30 pct. af Europas natur skal genoprettes inden 2030. Godt som forslaget lyder, foreslår den nuværende regering nu, at den samlede målsætning for hvert land skal kunne reduceres.
“Vi frygter, at kommissionens forslag kan betyde, at vi bliver alt for forsinkede i forhold til udbygningen af vedvarende energi. Derfor leder vi efter en ny balance,” forklarede Aagaard. Den nye og væsentligt mere tilbageholdende position bakker Heunicke – ham, der for et par måneder siden ikke kunne få armene ned over en biodiversitetsaftale – også op om. Forslaget skal justeres, så der kan være plads til solceller og vindmøller, som ifølge regeringen er i opposition til at fremme biodiversiteten. Så meget for krise.
Udvandede holdninger
“Det, vi ser fra den danske regering i den her sag, er fuldstændig absurd. Vi har en regering, der står i spidsen for det, de kalder et grønt foregangsland, som tager til EU for at udvande det nok vigtigste initiativ for naturen i 30 år, efter man har lovet at bremse biodiversitetskrisen og ikke har gjort overhovedet i nærheden af tilstrækkeligt. Så vil EU indføre en lov, og den forsøger man at udvande, ikke alene for Danmark, men for hele EU. Det er fuldstændigt ubegribeligt,” tordnede Maria Reumert Gjerding, forperson for Dansk Naturfredningsforening, torsdag aften i Debatten. Beskeden var henvendt til den socialdemokratiske klimaordfører Lea Wermelin (S), der altså fik det man kan kalde en ordentlig omgang voksenskældud.
I november sidste år – omkring en måned før Heunicke var entusiastisk omkring den nye COP15-aftale – kunne Biodiversitetsrådet fastslå, at Danmark kun har 2,3 pct. beskyttet natur. Udover at der er virkelig langt fra 2,3 pct. til 30 pct., føles det faktisk endnu længere, når tallet allerede inkluderer de kommende femten naturnationalparker.
I stedet for at anerkende, at vi står midt i det, forskere har betegnet som den sjette masseuddøen – og i stedet for at bakke op om det fremsynede EU-forslag – har regeringen altså valgt at gå med en anden definition på krise: At vedvarende energi og biodiversitet er hinandens modsætninger. Danmark er Europas mest opdyrkede land, og hele 80 pct. af det landbrug bliver brugt på foder til dyr. Det er en selvfølge, at en del af landbruget må og skal omlægges, hvis vi skal bare i sneglefart bevæge os hen mod målet. Men som naturformidleren Sebastian Klein – tidligere kendt som Dr. Pjuskebusk – pointerer i samme program, jamen så koster det penge. Og hvad er prisen på natur?
Storken, der kom til Danmark med etableringen af landbruget, er nu ved at forsvinde fra vores fauna igen – og det er selvsamme landbrugs fortjeneste. Fortrøstningsfuldt er det dog at høre Dr. Pjuskebusk plædere for, at ungdommen har fat i den lange ende. Tidligere samme torsdag havde Den Grønne Ungdomsbevægelse da også Lars Aagaard (M) i samråd, hvor ministeren kunne fortælle, at der ikke kommer nye tiltag før slut april.
I sidste måned dumpede Klimarådet regeringen for tredje gang, hvorfor det noget udvandede standpunkt på klimaområdet ikke kan siges at være helt så overraskende endda. Og mens Lars Aagaard og resten af regeringen bestiller flere analyser og argumentere for mindre biodiversitet, flyver storken fra reden – og ud af den danske natur. /Astrid Plum