Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er to fortællinger om søndagens valg i Finland, hvis flag er blevet mere blåt end hvidt. Den første er, at finnerne er så trætte af statsminister Sanna Marin, at hun alene er årsagen til, at hendes socialdemokratiske parti SDP har fået en tredjeplads til fordel for højrefløjen.
Valget var næsten dødt løb. Den liberalkonservative Petteri Orpo står til at overtage posten som statsminister (og dermed er der kun 12 kvindelige statsledere tilbage på verdensplan): Det borgerlige centrum-højre parti Koalitionspartiet vandt med 20,8 pct. af stemmerne, mens de højreorienterede Sande Finner – med Riika Purra i spidsen – følger lige efter med 20,1 pct.
Marin er ellers blevet vidt rost for sin evne til at lede landet håndfast gennem corona, krig og Nato-optagelse – og for at stå imod beskyldningerne, der kommer, når man er ung, kvindelig leder. Andre skriver, at finnerne har fået nok af “hendes mange idealer”. Modstanderne har særligt kritiseret, at den offentlige gæld kun er vokset midt i en energikrise.
For det første er det ikke entydigt dårligt at lade udgifterne stige på pension og uddannelse. Og så er der den anden historie: Det offentlige underskud er stadig lavt, hvis man sammenligner med resten af Europa. “Demokratiet har talt,” sagde hun søndag aften til sine socialdemokratiske partimedlemmer. “Vi har fået støtte, vi har fået flere sæder. Det er en fantastisk bedrift, selvom vi ikke nåede først i mål”.
Og det har Marin sådan set ret i. For i virkeligheden klarede hendes parti sig langt bedre end forventet. Ikke nok med at de har fået tre ekstra pladser i parlamentet, er det yderst sjældent, at den siddende statsminister går frem. Samtidig er der ikke de store forventninger til de Sande Finner, der historisk set har haft mere end svært ved at blive enige med centrumpartierne – og da slet ikke om migration, hvor de konservative vindere gerne vil åbne op, når det gælder “arbejdsindvandring”. De Sande Finner indtager mindre overraskende den modsatte holdning.
En ny regering er langt fra på plads, og vi ved endnu ikke, om Marin får tilbudt en plads i en midterkoalition. Samtidig går der forlydender, om hvorvidt hun kunne finde på at tage en toppost i EU eller en anden international organisation. Måske er det faktisk Marin, der selv er dødtræt af finsk politik – og af at blive jagtet i medierne. I hvert fald har Nato’s hovedkontor installeret en sauna, det finske varemærke: Og det kan vel næsten ikke være et tilfælde? /Emma Louise Stenholm